Akavet

brevkassespørgsmål

Akavet

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 3 måneder siden

Hej,
Jeg er en pige på 15 år, og jeg var til fest her for leden, hvor jeg snakkede med en rigtig sød dreng. Vi er begge lige startet på gymnasiet, men går i forskellige klasser. Min bedste ven er gode venner med ham, så jeg vidste godt lidt hvem det var før. Men efter vi har snakket, er der folk der har fundet ud af det, og siger derfor til all, at jeg er vild med ham. Men det er jeg ikke rigtigt, altså vi har kun snakket sammen den ene gang (men det var dog i 3 timer, hvor han sad og holdte uden om mig UDEN AT VÆRE FULD!). Jeg har skrevet til ham et par gange, og han svarer også, men han virker ret ligeglad... altså han svarer i korte sætninger og svarer først efter sådan 7 minutter. Jeg ved ikke hvad jeg gør forkert! Og nu er jeg bange for at han tror jeg er vild med ham, pga. alle dem der siger det. Og jeg vil virkelig ikke have at det skal blive akavet mellem os, for kan faktisk godt lide ham lidt.
Og jeg ved ikke om jeg skal blive ved med at skrive til ham, eller at vente til han skriver for at se om han er interesseret! HVAD GØR JEG?!?!?!

Plus, der er snart galla, og jeg mangler en partner, og jeg skal snart skynde mig hvis jeg vil have en. Og jeg ved, at han heller ikke har en gallapartner. Men ved ikke om jeg skal spørge ham eller hvad jeg så skal skrive.

Jeg har prøvet at ignorere ham i nogle dage for at se om han så svarede, men det gjorde han ikke. Men han er ret genert tror jeg. Please hjælp mig!!!

Svar: 

Hej med dig.
Jeg kan godt forstå, at det er lidt svært at vide, hvad du skal gøre. Du er langt fra den eneste, som synes at det kan være lidt svært at skrive med drenge .og vide hvordan de har det med en.

Det er aldrig rart med rygter, og særligt ikke rygter der ikke er helt sande. Men uanset om han har hørt om dem eller ej, så er det ikke sikkert, at de er grunden til at han skriver som han gør eller ikke svarer dig. Det kan være rigtig svært at blive klog på, hvordan han har det med dig baseret på, hvordan han skriver til dig. Jeg kan godt forstå, at du bliver lidt usikker på, om han er interesseret, når han ikke virker så ivrig i sine beskeder. Men det lyder til at han var meget interesseret i dig til festen, eftersom han brugte 3 timer på at snakke med dig. Det er meget forskelligt, hvordan folk opfører sig når de er interesseret i en. Nogle er gode til at vise det og andre er ikke. Du skriver, at du tror at han er ret genert, hvilket kan være en årsag til, at han ikke svarer dig. Så det er slet ikke sikkert, at det er dig der gør noget galt, men mere at det er hans måde at være på og skrive på. Uanset hvad så tænker jeg, at hvis du gerne vil følges med ham til jeres gallafest, så er det nok en meget god idé at spørge ham. Jeg kan godt forstå, at det kan være ret svært at gøre, særligt når han ikke svarer på dine beskeder. Men ved at spørge ham, så er det også lettere at finde ud af, hvordan han har det med dig. Der er selvfølgelig en risiko for at han siger nej, men så har du fået en afklaring, og så behøver du ikke at spekulere mere over, hvorvidt han kan lide dig. Det er altid rigtig træls at få et nej, men nogen gange er det bedre at vide besked end at man skal bruge tid på at spekulere og undre sig over, om man mon gør noget galt, og måske også blive lidt ked af det. Men med det sagt, så er der samtidig også en god chance for at han siger ja, og en galla kan være en rigtig god mulighed for at lære ham bedre at kende.

Selvom det kan være lidt grænseoverskridende at tage initiativ, så er det som regel også rigtig træls at vente på, at der er nogen der skriver til en. Så mit råd til dig er, at springe ud i det og spørge ham om han vil følges. Hvis det ender med at I skal afsted sammen, så kan du jo, hvis du har lyst, fortælle ham om rygterne i sjov, og så kan I måske grine lidt af det, selvom du faktisk godt kan lide ham lidt. Det vil være en god måde at bryde isen på, og fjerne den måske akavede stemning mellem jer, som du skriver at du frygter at der kan være. Jeg tror, at drenge også synes at det er lidt sejt, hvis piger også tager initiativ nogen gange. Særligt hvis han er lidt genert, så kan det nok også godt være lidt svært for ham selv, at skulle tage initiativ, og måske vil han bare synes at det er fedt, at du så gør det. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal spørge, så vil jeg foreslå bare at spørge direkte, altså du tænkte på, om han har lyst til at følges med dig, det kunne være hyggeligt, eller hvordan du nu har lyst til at formulere det.

Jeg håber at du kan bruge mit svar, og held og lykke med det hele.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program