Dårlig tilpas med mænd

brevkassespørgsmål

Dårlig tilpas med mænd

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 8 måneder siden

Hej. Jeg er en 16 årig pige, som bor med en dejlig familie i et skønt hus, som ligger i et trygt og godt miljø!

Jeg lod mærke til forleden, at jeg har været rigtig stresset og følt mig utryk i de seneste par måneder. Og jeg ved godt hvad det omhandler. Jeg har altid følt mig mærkelig omkring mænd, ikke så meget unge drenge. Men måske fra alderen 20 og op. Det er Som om jeg ikke kan læse dem. Jeg forstår piger bedre og kommer bedre ud af det med dem, det giver jo selvfølgelig god mening. Men jeg er lidt "bange" for at være alene med mænd. Tæt på mænd. Jeg er ikke til piger overhovedet! Jeg har masser af drenge omkring min alder som jeg har det Godt med, og kommer ud af det med. Men voksne og ældre mænd... Det har jeg det virkelig ikke særlig fedt med! Selv min mors bror. Jeg ved godt han er en del af familien, men når han krammer mig, når vi alle ses, så fryser jeg Nærmest til is!  Jeg stoler ikke på mænd. Jeg har det jo rigtig godt med min far, det er ikke det samme. Jeg elsker ham rigtig højt, Men jeg har en bedre kemi med min mor, hvis jeg selv skulle sige det. En dag sad jeg i bussen, på en random plads, og der var næsten helt tomt. En ældre mand satte sig lige ved siden af mig, og jeg undrede mig først over hvorfor det lige skulle være ved siden af mig, når alle andre pladser var tomme. Jeg fik en klaustrofobisk fornemmelse. Jeg kunne bare ikke sidde ved siden af ham, jeg var helt panisk og vidste ikke hvad jeg skulle gøre og hvor jeg skulle kigge hen. Lige i det jeg tænkte på at det nok bare var nogle urealistiske og overdrevede tanker jeg havde i hovedet, kan jeg mærke hans hånd age mit lår. Jeg rykkede mig hverken eller sagde noget. Jeg kiggede bare lige ud. Så sindssygt ubehageligt. Han smilede og kiggede på mig, og lod sig til at være rigtig venlig og kærlig. Men Gud nej! Det var helt ude af min komfortzone, det var slemt nok at han satte sig hos mig. Mit hjerte hamrede og jeg rejste mig, uden at sige noget og kom forbi ham, og da bussens dør åbnede, løb jeg ud, uden at se mig tilbage. Siden, har jeg stolet endnu mindre på mænd, og jeg har det ikke godt med at de er for tæt på. En gang stod jeg på en perron for at tage toget og en tilfælødig mand tager fat i min skulder og jeg gispede op!  Han skulle bare forbi, men den måde han holdt fast og kiggede længe på mig med et smil, gjorde mig så bange! Jeg kan ikke kigge mænd i øjnene, hvis jeg går tur med min hund og ser en mand passere, får jeg det så forfærdeligt!  Jeg forestiller mig dem voldtage mig, krænke mig eller noget andet væmmeligt.

 Jeg forstår ikke hvorfor jeg har det Sådan her. og jeg undrer mig også over, om andre piger muligvis kunne have det på samme måde. Hvad synes Du? Lyder det bizart eller hvordan?  Jeg ved bare ikke hvordan jeg har skulle sige det til nogen. Mine veninder ville tro at det var en joke, fordi vi altid tager pis på hinanden og de ville nok ikke tage det sådan vildt seriøst. Min mor kommer ud af det med alle, også mænd i alle aldre.  Og det ville fandeme være akavet at sige det til min far.

 Jeg håber at jeg vil kunne få en bedre forståelse for det, ikke føle mig alene med det, blive mindre utryk eller noget fjerde, med et svar på det. 

på forhånd tak! 

 Vh. K

 

 

Svar: 

Hej K. 
Det lyder til at du har gjort dig rigtig mange tanker over, hvordan du har det, og jeg kan godt forstå at du er forvirret over, hvorfor du føler dig utryg ved mænd. Det må være rigtig ubehageligt, at få det så forfærdeligt når du er omkring mænd.

Jeg synes at det er godt, at du har fundet årsagen til, hvorfor du føler dig utryg og stresset, men det lyder til at det godt kan hæmme dig i din hverdag, at du føler dig så utryg ved mænd. Det kan være svært at sige, hvorfor du har det sådan, men jeg synes ikke at det lyder bizart eller unormalt. Jeg tror ikke, at du er den eneste pige, som kan blive lidt bange når de møder fremmede mænd om aftenen eller i bussen, hvis de er alene. Man kan hurtigt komme til at forestille sig det værste der kan ske, og det kan være rigtig ubehageligt. Men det er også vigtigt, at det ikke tager overhånd, fordi det er de færreste mænd som vil en noget ondt. Du skriver, at du ikke stoler på mænd og at du ikke kan læse dem. Jeg kan godt forstå, at det må være ubehageligt. Det er aldrig rart at være omkring mennesker, som man ikke føler at man kan regne med. Selvom det lyder til, at du har reflekteret meget over, hvorfor du har det som du har, så synes jeg at det kunne være godt at prøve at tænke over, om der er andre ting der gør, at du ikke føler, at du kan stole på dem, udover at du ikke kan læse dem. Måske handler din frygt kun om, at mænd vil gøre dig fortræd, måske kan det være et generelt karaktertræk ved dem som skræmmer dig eller noget helt tredje. Jeg tænker, at det er rigtig godt at du ikke har et problem med drengene på din egen alder og kan fint omgås dem. Jeg tænker også, at du højst sandsynlig er det samme sted i livet som dem, og kan bedre forstå, hvorfor de handler som de gør og hvorfor de er som de er og derfor ikke finder dem så skræmmende. Det kan være sværere med mænd der er ældre, og der er måske elementer ved mænd som skræmmer dig, fordi du ikke forstår dem. Jeg ved ikke, om det er noget du har tænkt over? 

Selvom det kan være svært, så synes jeg at det vil være en rigtig god idé, hvis du snakker med nogen om, hvordan du har det. Du skriver, at du har en god kemi med din mor, så det er måske en meget god idé, hvis du prøver at snakke med hende om det. Det kan være, at hun også har haft det på samme måde som dig eller at hun bare godt forstår dig. Det kan være, at det kan give dig noget mere afklaring, særligt hvis der er nogle konkrete ting, som du ikke forstår ved mænd, så kan det være, at din mor kan hjælpe dig med at give dig nogle svar. Hvis din frygt udelukkende handler om, at du er bange for at mænd vil gøre dig noget, så kan det også hjælpe at få talt om det, så du ikke går med det selv. Det kan ofte gøre ens tanker og frygt værre, og det kan hjælpe når man siger tingene højt. Samtidig kan du også sammen med din mor få reflekteret over, hvorfor du mon har det sådan. Er det en ubehagelig oplevelse du har haft, set noget i fjernsynet eller noget andet? Jeg kan godt forstå, hvis det kan være lidt grænseoverskridende at skulle snakke om, men hvis du prøver at fortælle din mor, at du har det svært med det, så er jeg sikker på at hun nok vil gøre sit bedste på at lytte og prøve at forstå. Hvis du ikke føler dig tryg med at snakke med dine veninder om det, så er det måske bedre kun at starte med at fortælle din mor om det. Det vigtigste er bare, at du snakker med nogen som du er tryg ved. Som sagt er det rigtig ubehageligt, at føle sig utryg når man er selv. Derfor tænker jeg, at hvis du har mod på det, så kunne du overveje at tage et selvforsvarskursus. Hvis du ved hvordan du skal forsvare dig selv, så kan det hjælpe dig til at føle dig mere tryg når du går alene. Det kan også være en mulighed for, at snakke med dine veninder om, hvordan du har det, og det vil også vise dem, at du mener det seriøst, og det kan være at I kan tage et kursus sammen. 

Endelig tænker jeg om det kan være en idé for dig, at tilbringe lidt tid med nogle voksne mænd i din familie eks. din onkel, sammen med din mor og far. På den måde er du sammen med nogen du stoler på, og du kan lægge mærke til, hvornår du føler dig mest utryg ved din onkel. Det kan også være, at du efter noget tid finder ud af, at du også kan være tryg med din onkel og at du måske lærer lidt mere om voksne mænd. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og så vil jeg ønske dig held og lykke i fremtiden.

De bedste hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program