P-pille
P-pille
Hej cyberhus. Der er noget der undrer mig.
Jeg er lige begyndt på P-piller, jeg tog den første idag, men min menstruation er stoppet. Og nu er jeg i tvivl om det er meningen eller om jeg bare blødte, men ikke havde menstruation (og derved tog min pille for tidligt). Kan den første P-pille godt stoppe en menstruation?
Hilsen en fortvivlet teenager med ret så ondt i maven :/
Hej du
Det er meget forståeligt, at du bliver nervøs over at din menstruation stopper. Sådan er der mange, der ville reagere. Det er naturligt at undre sig, når kroppen opfører sig anderledes end normalt. Og det er godt at være opmærksom, så det er rigtig fint, at du skriver herind med din tvivl.
Når man tager P-piller, kan det første stykke tid være uforudsigeligt, og man kan opleve uregelmæssig menstruation. Den kan både vare længere og kortere tid, end den plejer. Det hænger sammen med, at kroppen skal vænne sig til pillerne, og det er helt normalt, at det kan tage noget tid. Du skriver, at din menstruation stoppede, da du tog din pille, og det lyder umiddelbart som en naturlig reaktion som lige præcis kan komme i starten. Du skriver, at du er lidt i tvivl om, om du tog pillen på den første dag, fordi der ikke kom mere blod, så for en sikkerheds skyld kan du beskytte dig ekstra mod graviditet, ved at bruge kondom i de næste 14 dage (som er det der anbefales, hvis man tager pillen på andre tidspunkter end den første menstruationsdag). Hvis du oplever, at din menstruation bliver ved med at svinge eller mangle, så vil jeg anbefale dig at kontakte din læge, så I kan få styr på, om du er godt nok beskyttet og om du evt skal have skiftet til et andet mærke p-piller. I det hele taget, så skal du ikke tøve med at ringe til lægen, hvis du bliver i tvivl. Din læge vil sikkert kunne give dig nogle svar, så du bliver mere tryg ved at bruge pillerne.
De bedste hilsner fra Mai