Smerter hist og her.

brevkassespørgsmål

Smerter hist og her.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 9 måneder siden

Hej brevkasse.

I den sidste uges tid har jeg oplevet at den nederste del af min mave nogle gange helt uanmeldt begynder at gøre ondt. Det varer ikke særlig længe, og det variere lidt med hvor ondt det gør. Der var især et tilfælde forleden dag, hvor min mave gjorde så ondt, at jeg nærmest følte, at jeg ikke kunne få vejret. Igen, det varede ikke længe, men det skræmte mig lidt. Det kan ikke have været menstrationssmerter, da der stadig er et stykke tid til at jeg får den. nogle gange kommer der også bare sådan en svag smerte, som kommer og går lidt og som ikke vare længe. Det jeg gerne vil vide er om jeg har grund til at være bekymret? 

En anden ting. 

Jeg dyrker forholdsvis meget springgymnastik i min fritid, og for nogle år siden var jeg til læge med mine knæ, fordi at de var begyndt at gøre en smule ondt når jeg trænede, og fordi at de på begge ben siger en høj knækkelyd når jeg bøjer dem. Jeg fik at vide at jeg skulle komme tilbage hvis det fortsatte efter at jeg havde fået min menstration. (Jeg havde ikke fået den på det tidspunkt.) Der gik så en laang periode, hvor jeg ikke mærkede noget til dem. De sagde stadig knæklyde, men de gjorde ikke ondt. Nu er de begyndt at gøre lidt ondt igen, især efter træning, når jeg bøjer dem. Det skal siges at jeg fik min mens for snart 2 år siden, men jeg har ikke været ved lægen. Mine ankler er også begyndt at klage lidt. Ved ikke rigtig om jeg burde tage til læge med det. Jeg går meget indad på mine fødder. Dvs at mine knæ også vender lidt ind mod hinanden når jeg går osv. Jeg tror at grunden til at jeg ikke har søgt læge er at jeg ikke har troet at det var alvorligt nok men igen. Burde jeg gøre det?

Håber at du kan svare på nogle af mine spørgsmål. 

Kh E.

Svar: 

Kære E.

Tak for dit brev. Først og fremmest er det rigtig godt at du er opmærksom på din krop og ændringer med den. Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan uden at kunne stille dig yderligere spørgsmål eller undersøge dig.

Jeg kan forstå at du gennem den sidste uges tid har haft periodevise kortvarige smerter i den nederste del af maven. Der kan være rigtig mange årsager til at man får mavesmerter. I langt de fleste tilfælde er det helt ufarligt og går over af sig selv uden at man finder en forklaring. Mavetarmkanalen er et kompliceret system, hvor bearbejdning af maden kræver stor koordinering mellem muskler og nerver i tarmvæggen. Nogle mener at mange mavesmerter kan forklares ved små forstyrrelser i samspillet mellem nerver og muskler.

Smerter i den nederste del af maven kan skyldes mange ting. Rigtig mange mennesker (10-15% af befolkningen) har en ”følsom” tyktarm og tilstanden kaldes irritabel tarm. Symptomerne er perioder med smerter og ubehag i maven sammen med forstyrrelser af afføringsmønsteret. Mønsteret varierer fra person til person - og over tid. Det typiske er en vekslen mellem diaré og forstoppelse. Når en periode med ubehag i maven starter, opstår der ofte samtidig ændringer i afføringen, både når det gælder form og udseende, og når det gælder hyppigheden af afføringen. Slim i afføringen forekommer hyppigt. Mange klager over, at maven bliver udspilet i løbet af dagen og kan være generet af luft i maven. Tilstanden er helt ufarlig og kræver ikke behandling. Hos kvinder kan det, som du selv skriver, være relateret til menstruationen. Det kan være når man har menstruationen, men også midt mellem 2 menstruationer og kaldes så ægløsningssmerter. Forstoppelse dvs. hård mave kan også give smerter i nederste del af maven.

Når man taler om mavesmerter er det vigtigt at være opmærksom på andet end smerterne. Lægen har brug for at vide mere om dine symptomer før han/hun kan give en forklaring på smerterne. Det er vigtigt at vide om du har tabt dig vægt? om du har natlige smerter? Har haft diarré gennem længere tid? Om afføring er blød eller hård og hvor hyppig du er på toilettet? Har slim eller blod i afføringen? Kommer smerterne efter du har spist? Bliver smerterne bedre efter afføring? Dette er eksempler på spørgsmål, som kan hjælpe lægen med at afgøre om der er behov for yderligere undersøgelser.

Som sagt forsvinder langt de fleste mavesmerter af sig selv og kræver ikke yderligere undersøgelse. Jeg synes ikke du har grund til at være bekymret. Du skal dog blive ved med at være opmærksom på din krop, og hvis mavesmerterne fortsætter eller du oplever andre symptomer, synes jeg du bør tale med dine forældre og din læge om det.

Med hensyn til dine knæ- og ankelsmerter tror jeg at det med stor sandsynlighed skyldes overbelastning. Hvis man i en periode måske har trænet lidt mere eller anderledes end vanligt får man øget belastning på knæet, hvorved slimhinderne i knæet kan hæve lidt op og gøre ondt. Når du ellers kan gå almindeligt på benet, er der ikke noget akut i situationen, men jeg synes du bør få din læge til at vurdere knæet igen.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Ha’ det rigtig godt og god sommer.

 

Kram Linda

Lindas billede
Linda har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program