Selvmordstanker

brevkassespørgsmål

Selvmordstanker

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Hej cyberhus.

Jeg er en pige, med en rigtig god barndom. Jeg var meget åben, smilende og rigtig klog. Jeg var den populære pige i klassen. Jeg havde et rart og trygt hjem med mor, far og bror. En rigtig god barndom.

Jeg sidder den dag i dag, med en ADHD-diagnose og en bipolar type 2 diagnose (altså manidepressiv med hypomanier og depressioner). Jeg har været udsat for seksuelle overgreb over en kort periode. Jeg er blevet svigtet af stort set alle, jeg troede ville være der for mig. Jeg har mistet tillid til andre. Jeg har formået at ødelægge et efterskoleophold. Jeg har haft en panodilmisbrug. Jeg har skadet mig selv. Jeg har i korte perioder sultet mig selv. Jeg har virkelig godt og grundigt fucket det hele op.

I løbet af de sidste 2 år har jeg ikke en eneste gang haft det tilpas godt. Enten har jeg været deprimeret, hypomanisk eller en god blanding med en masse rastløshed. Det er jo en del af min diagnose. En diagnose som aldrig går over. Jeg skal leve med den hele mit liv..

I juleferien i år havde jeg virkelig slemme selvmordstanker. Jeg ringede til min psykiater og fortalte det. Min forældre blev informeret, jeg blev hjemme fra skolen i en uge og var til samtale en gang om ugen. Det var alt, der blev gjort ved det. Altså der blev sat overvågning på mig, i form af overbekymrede og tydeligvis følelsesmæssigt berørte og jeg fik 2 samtaler mere om måneden.. Det hjalp jo på ingen måde. Det endte aldrig med at selvmord (tydeligvis) eller et selvmordsforsøg. Jeg planlagde jo ikke som sådan seriøse overvejelser om at gøre det. Det var mere bare tanken der kredsede.

Den sidste månedstid er selvmordstankerne kommet tilbage. De er blevet værre end før. Jeg har flere metoder planlagt ned til mindste detalje. Hvor, hvordan, forberedelsen, hvad der skal ske efter osv osv. Jeg har planer klar til udførelse. Jeg ved ikke, om det vil blive aktuelt.. Men jeg kan ikke udelukke det. Det hele føles bare så håbløst. Hvis hele mit liv skal fortsætte sådan her? Er det værd at leve sådan et liv? Jeg vil altid leve med ar indeni fra alt det her. Jeg vil altid leve i frygt for en depression eller mani. Det ønsker jeg virkelig ikke.

Alting virker så uoverskueligt. Jeg skal snart til at arbejde igen, på det arbejde som jeg plejer at være så glad for. Jeg kan ikke overskue det. Jeg overvejer virkelig inderligt, ved et "uheld" at komme til skade. Falde ned af trappen måske.. 

Jeg vil så gerne fortælle min psykiater alt det her. Jeg kan rigtig godt lide min psykiater, men hun har jo pligt til at fortælle mine forældre den slags. Jeg vil BESTEMT IKKE have, at mine forældre skal vide det. Det fører absolut INTET godt med sig, hvilket jeg jo tidligere i år har erfaret. Enten vil jeg have HJÆLP (altså ikke overvågning af følelsesladede forældre, det hjælper jo ikke) ellers vil jeg slet ikke (jeg ved slet ikke, hvor det kan ende henne..).

Jeg skriver herind, fordi jeg er dybt fortvivlet. Hvordan skal man dog kunne finde håb med en livslang psykisk sygdom? Kan det virkelig passe, at det er den eneste hjælp, jeg kan få?
Åha, hvor er det dog håbløst det hele..

Svar: 

Hej med dig!

Det lyder til, at der er sket rigtig meget i dit liv de seneste år. Jeg kan godt forstå, at det sætter tanker igang.

Jeg synes det er rigtig sejt, at du er så reflekteret over dine tanker. Det er virkelig godt gået! Det lyder til, at dine tanker er blevet værre og værre. Selvmordstanker kan være rigtig skræmmende og ubehagelige. Faktisk er det mere normalt end man tror at have selvmordstanker. Man skal altid være opmærksom på dem og det er derfor også rigtig godt at du skriver herind og bekymrer dig!
Du skriver, at du den seneste tid har haft slemme selvmordstanker, hvor du har planlagt ned til mindste detalje. Når man begynder at planlægge ned til mindste detalje, hvordan man vil begå selvmord, så er det rigtig vigtigt at man får snakket med nogle om dem. Du skriver, at du ikke ved om de bliver aktuelle, men uanset hvad så er det alvorligt at have sådanne tanker. Derfor synes jeg det er rigtig godt gået, at du har skrevet herind og jeg håber rigtig meget at du finder mod til at snakke med nogle om dem. For eksempel din psykiater.  

Jeg synes det er rigtig godt, at du godt kan lide din psykiater. Det er vigtigt, at man har nogle man føler sig tryg ved at snakke med, især når man har det svært! Jeg kan godt forstå, at du er bange for at dine forældre skal finde ud af det. Jeg tror det er helt automatisk at man tænker sådan. Måske kunne du sige det til din psykiater, at du har noget du gerne vil snakke om, men at du er bange for at dine forældre finder ud af det. Så kan I måske snakke om, om I kan snakke om det uden dine forældre finder ud af det?

Der er flere grunde til, at det er godt at snakke med nogle om, at man har det dårligt. Selvom det kan være rigtig svært at snakke om den slags, så er det vigtigt, at man ikke går med det selv. Når tanker får lov at leve deres eget liv og vokse sig større og større, så bliver de også mere dominerende og altoverskyggende samt uoverskuelige.  Så kan alting føles håbløst. Det er også noget jeg kan høre du oplever. At alting kan føles håbløst.

Du spørger i dit brev om det er værd at leve sådan et liv, der er håbløst. Et liv med livslang sygdom og frygt. Livet er værd at leve og livet er værd at kæmpe for! At du har diagnoser har givet dig udfordringer og svære tanker. Det er tydeligt at du har nogle ting at kæmpe med, som nogle andre unge mennesker ikke har. Men det synes jeg ikke betyder, at dit liv ikke er værd at leve. Jeg kan sagtens forstå, at du tænker som du gør og at livet kan synes FOR svært fra dit perspektiv, men det KAN blive bedre! Det er vigtigt, at man tror på det. Det kommer til at blive en hård kamp, med mange svære snakke og udfordringer. Men jeg er sikker på at du kan klare den! Og du er allerede igang. Du har vist et stort mod og en stor styrke ved at du skriver herind og at du tør fortælle din historie. Det er det mod og den styrke du skal bevare og bruge i din kamp for livet. Du skriver, at du enten vil have hjælpe ellers vil du slet ikke. Jeg håber du vælger hjælpen.

Og der er hjælp at få. For det første er det helt okay at bruge den hjælp man har i ens venner/veninder, forældre, søskende og andre familiemedlemmer. Vi skal hjælpe hinanden. For det andet så er det også rigtig godt, at du har en god psykiater, der kan hjælpe dig. For det tredje så er du altid velkommen i vores rådgivning her på cyberhus. Der er både brevkassen og chatten. I chatten kan du snakke anonymt med en voksen rådgiver om dine tanker, følelser eller andet du har brug for at snakke om. Det kan være rart at snakke med en, man ikke kender og som ikke kender en. 1-1chatten finder du her. For det fjerde findes der også en online rådgivning, der hedder livslinjen.dk. Der kan du både ringe, skrive og chatte. Det er også helt anonymt. De er eksperter i selvmordstanker og selvmord, og de kan derfor have en rigtig god snak med dig om hvordan det er at leve med den slags tanker.

Jeg håber du finder den hjælp du søger og har brug for. Det fortjener du!

Med venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program