Hej med dig

Jeg kan godt høre at det er rigtig pinefuldt for dig at være til - og med de diagnoser du har fået stillet på psykiatrisk afdeling, så er livet bestemt ingen leg for dig!

Jeg kan godt følge dig i, at du ikke synes du kan bruge det til noget, når andre siger til dig at du bare skal vente og så skal det nok blive bedre - fordi det er jo nu og her at livet føles uudholdeligt for dig. De siger det selvfølgelig til dig i den bedste mening, men det kan være svært for andre at sætte sig ind hvordan det er, når man oplever livet så pinefuldt som du gør. Dvs når man ikke kan holde sig selv, sine tanker og følelser ud.

Du fortæller også om din følelse af ensomhed i forhold til de andre beboere på opholdsstedet og jeg tænker at der nok er 2 ting i det:

For det første, så når man har det så dårligt så kan man godt komme til at udstråle/signalere overfor andre at man gerne vil holde sig mest til sig selv (- selvom det slet ikke er det man i virkeligheden vil). Dvs så andre læser dine signaler som at de skal lade dig være og derfor gør det.
For det andet så kan dine egne psykiske symptomer (som du også har været indlagt med) også få dig til at misforstå de andres signaler, således at du tænker noget om de andre som måske ikke er rigtigt. Dvs så du f. eks kan komme til at brygge nogle historier sammen i dit hoved om hvad de andre synes og tænker om dig, som ikke helt svarer til virkeligheden.
Så disse 2 "fænomener" (dvs ting der sker), tror jeg du skal være opmærksom på.

Jeg er glad for at høre at du har det fint med personalet på opholdsstedet og jeg tænker at du bør bede dem om hjælp til at holde øje med hvornår der sker det ene og hvornår der sker det andet, af de 2 ting. Det kan nemlig godt være vanskeligt at holde styr på selv. Lad evt èn fra personalet du er særlig glad for, læse dit brev og mit svar, fordi det er så vigtigt at de mennesker som skal passe på dig, er klar over hvordan du har det. Så giver du dem den allerbedste mulighed for at støtte dig i dagligdagen. På dèn måde rækker du også ud af ensomheden på og får hjælp til at blive opmærksom på "signalerne".

Jeg synes livet er værd at kæmpe for - og at give op ville være ærgerligt. Fordi når livet føles uudholdeligt, så gælder det om at finde frem til de "redskaber" der skal bruges. Det skal du sørge for at lade de voksne på opholdsstedet hjælpe dig med, synes jeg :)

Hvis du har brug for mere fra os, er du også velkommen i vores chatrådgivning.

Kærlige hilsener til dig fra Denise