Hej

Jeg er en pige på 18 år, der går i 2.g på gymnasiet og bor hjemme i en dejlig, relativ velfungerende og støttende familie.

Ligenu er jeg i et punkt i mit liv, hvor jeg virkelig har svært ved at se positivt på tilværelsen. Jeg føler at jeg render rundt med tusinde problemer, der bare hober sig op og tynger mig ned for hver dag der går. Når det ene problem måske er skaffet af vejen står det næste klar til at tage over. Jeg er nok i grunden selv skyld i at bygge mine problemer sådan op, men når jeg foreksempel får en hår klipning ved frisøren og håret igen ikke sidder sådan som jeg vil have det, eller hvis jeg igen igen har brugt penge på en creme, der skal afhjælpe min lige for tiden trælse tørre/bumse -hud, og og og og... Det som andre måske opfatter som småting kan hos mig udvikle sig til kæmpe kriser, hvor jeg græder og ikke kan se noget lys for enden af tunellen. Og jeg tror at disse ting tynger mig ned, fordi jeg selv heletiden går rundt med en forestilling om hvordan jeg vil være og se ud, og når dette igen igen ikke fungerer for mig, så tynger det mig helt ned og min selvtillid, der ellers i forvejen er svært-eksisterende, forsvinder nærmest helt.

Jeg vil så gerne have de veninder og drengevenner som jeg i mit hoved går rundt og drømmer om, jeg vil så gerne gå til den der sport som jeg bare bliver så glad af og hvor jeg føler mig god, jeg vil så gerne have nok selvtillid og mod til at gå hen til den der dreng, jeg siden start i gym har kigget på og smilet til, jeg vil så gerne kunne se hele tilværelsen mere positivt og sætte mere gavn på de muligheder jeg har. Men jeg er bare for negativ, for svag, for tynget op af angst og generthed til at alt dette bliver som jeg vil have det. Derudover føler jeg bare heller ikke at heldet har været med mig her de sidste år. 

Jeg har skulle tage valget at flytte klasse i 1.g fordi jeg ville på en mere sproglig studieretning, hvilket resulterede i at jeg nu går i en klasse jeg dybest set tit skammer mig over, føler mig pinlig berørt over og træt af. Pigerne er søde, men samtidig føler jeg bare at det slet ikke er nogle jeg har lyst til at omgås. Jeg opfatter nemlig mig selv som meget ærlig, humorristisk, klog (det skal ikke lyde forkert) omkring bestemte emner/temaer og som en person der er meget interesseret og åben omkring verdenen, kulturer andre mennesker. Jeg føler det er vigtigt at følge med i verdens gang, informere mig, tage andre briller på og så videre. Og lige netop på det punkt føler jeg mig bare vildt malplaceret i min klasse og især blandt pigerne. Opfatter dem som nogle der er venlige, noglegange sjove og nogle jeg kan snakke med, men samtidig nogle der er vildt barnlige, uintereseret og uinformeret, og bare typer jeg egentlig noglegange føler mig pinlig berørt over at skulle være nød til at gå rundt sammen med på skolen. Og jo jeg har venner fra min gamle klasse og dem spænder jeg også meget bedre med (derfor savner jeg også min gamle klasse) men føler bare ikke at jeg kan være ordentligt sammen med dem, fordi vi jo ikke går i samme klasse mere og fordi at de piger fra den anden klasse også altid hænger sig på dem. Og udover dem fra min årgang har jeg bare ikke rigtig andre venner. Det gør mig tit rigtig nedtrykt med hensyn til skolen. At jeg dybest er tvunget til at færdes i et miljø jeg egentlig ikke kan identificere mig med, og at jeg tit skal sådan omstille mig selv som person for at have en nogenlunde god dag. Jeg kan ikke rigtig være mig selv. Jeg kan ikke føle mig oprigtig glad og jeg føler tit ikke der er grund til at stå op om morgenen, for jeg gider jo alligevel ikke skulle sidde i en klasse sammen med dem igen. Hver dag det samme, og selvom jeg prøver at gå lidt for mig selv noglegange, smutte hurtigere ud når vi får fri og opsøge nogle fra de andre klasser, så er det lidt som om at de alligevel altid dukker op igen og jeg aldrig rigtig bare kan være den person, der er venner med alle og bare er sammen med dem jeg nu har lyst til. Det er svært og foreklare, men igen er det bare det der drømmescenarie om den perfekte veninde og de/den perfekte drengeven som man altid har og man bare lige møder og snakker og hygger sig med og samtidig også kan være sammen med andre. jeg går tit og tænker at jeg kunne have fået det i den anden klasse og derfor får jeg tit en stor knude i maven når jeg ser min gamle klasse og tænker på at det ville være mig der kunne have siddet der i mængden og måske have haft det 50 gange bedre end jeg har det i den her nuværende klasse. Men det at man ikke ved hvad man får er jo bare det der desværre hører livet til og det er mig derfor også sindsygt angstfremkaldende at skulle tage store beslutninger da jeg inde i hovedet har en forestilling og en forventning til noget men dybest er skide bange for at det nok højst sandsynligt ikke bliver sådan som jeg ønsker det.

Og sådan har det været her på det sidste i mit liv. Jeg føler ikke jeg lever det liv jeg gerne vil leve. jeg føler jeg lever på standby og bare bider alting i mig og venter på at jeg kan leve på rigtigt play igen og være oprigtig glad og være den rigtigt udgave af jeg. Også min dumme gernerthed og mit dårlige selvtillid tynger mig med ned da dette gør at jeg ikke bare kan gå til det jeg vil, lave det jeg vil. jeg tør ikke sige ja, hvis jeg mirakuløst (er virkelig genert og har det svært med at snakke med drenge) bliver spurgt af den kønneste dreng på skolen om jeg vil lave noget sammen, eller hvis jeg pludslig får muligheden for at starte til fodbold, springgymnastik eller få et job eller melde mig ind i en organisation... netop fordi tanken om hvordan dette vil gå, hvad de andre vil tænke om mig og at jeg måske bliver til grin fylder alt for meget i mit hoved til at jeg tør realisere det. Jeg bremser altså heletiden mig selv i at gøre det jeg dybest set vil. Og dette er i høj grad med til at jeg bare lever halvt og ikke helt lige for øjeblikket. Jeg griber ikke de chancer jeg får og jeg sætter dybest set mig selv ned i hullet frem for at prøve og trække mig selv op og være ligelglad men bare gøre det. Problemer med min krop, mit udseende og samtidig mine nedtrykende tanker holder mig fra at gøre det jeg virkelig vil. Det er enormt frustrerende og noglegange er jeg så langt ude at jeg får lyst til at gøre en ende på det hele, fordi jeg simpelthen ikke føler jeg kan leve det liv, som jeg går og fantasere om inde i mit hoved. Som om jeg ser det på en skærm for mig, eller jeg lukker øjnene og tænker på det og så snart jeg åbner dem er jeg tilbage i den realitet og det liv som jeg ikke orker. Det værste er at jeg ved at jeg dybest set har det godt, der er folk der elsker mig, der vil være sammen med mig, der er en masse muligheder, der er en lys fremtid og så videre, men jeg kan bare ikke opfatte det ligenu og jeg kan ikke se de muligheder. Dybest set ville jg jo aldrig kaste noget væk da jeg har min familie og har et ganske fint liv trods alt, men jeg ved bare at hvis jeg skulle blive ved sådan her, som det hele er ligenu, mange år frem, så ville jeg på et eller andet tidspunkt få nok.

Hilsen den fortvivlede, nedtrykte pige