Kære dig

Du starter med at sige at det du fortæller sikkert lyder underligt. Det synes jeg slet ikke det gør. 
Når du fortæller om din spiseforstyrrelse tænker jeg at du meget præcist beskriver hvad det er der gør spiseforstyrrelser så forbandet svære. Både svære at leve med og svære at slippe af med. 

Mange tror at en spiseforstyrrelse handler om mad og vægt...men det mener jeg er langt fra hele sandheden. Spiseforstyrrelser handler nemlig i høj grad om de tanker og følelser som man går rundt med indeni. Tanker og følelser der gør ondt. På en måde bliver det at tabe sig, og at kontrollere maden et værktøj til at styre de følelser og tanker der gør så ondt indeni. 
Hvis man har en spiseforstyrrelse kan det at tabe sig et kg, lade være med at spise, kaste op eller måske motionere ekstra hårdt give en lykkefølelse der måske kan modsvare de svære tanker og følelser som ellers presser sig på til daglig. Og netop derfor er det jo også meget naturligt at det kan være meget svært at forestille sig et liv uden. For hvordan skal man så komme igennem hverdagen?

I bund og grund handler det om at finde en anden strategi. En anden strategi til at håndtere svære tanker, følelser og situationer. For en at støtte sig op af en spiseforstyrrelse er ikke en holdbar løsning. Jeg er ikke i tvivl om at det føles som om at det er spiseforstyrrelsen der gør at du kan klare hverdagen og giver dig støtte. Men det er samtidig også spiseforstyrrelsen der lige så stille ødelægger din krop, og i sidste ende kan gøre dig alvorligt fysisk syg. 
Jeg tænker at du godt kender til risikoen ved at leve med en spiseforstyrrelse. Jeg tænker det er en af årsagerne til at du er så opmærksom på din menstruation. Udebleven menstruation er nemlig et af kroppens klare signaler på at der er noget galt. At kroppen ikke trives. 

Når du fortæller at du ikke må vide hvor meget du vejer, forstår jeg det sådan at du lige nu er i en eller anden form for behandling. Det synes jeg er godt og jeg synes også det er vigtigt at du holder fast i behandlingen. Der vil helt sikkert være ting ved behandlingen som kan være svære at forstå...og måske også ting som vil føles direkte forkert. Men her tror jeg det er vigtigt at du prøver at tænke på at det er spiseforstyrrelsen der gør at det føles forkert. Man kan nærmest sige at det er din spiseforstyrrelse der sidder på din skulder og "hvisker i dit øre" at det er helt forkert. Spiseforstyrrelsen prøver at holde fast i dig og gøre alt for at den "får lov" til at holde fast i dig. 

Jeg ved at du kan nå til at punkt hvor du kan overskue en hverdag uden din spiseforstyrrelse. Jeg ved at du kan finde en anden og en bedre strategi. Men det er vigtigt at du holder fast og får hjælp. 
Men samtidig med at jeg synes det er vigtigt at du får hjælp er det selvfølgelig også okay at du er i tvivl. Og det er godt at du ikke går alene med din tvivl. Derfor er det også godt at du skriver her i brevkassen, men jeg håber også at du vil tage et skridt videre og fortælle om din tvivl til de voksne der er omkring dig. Dine forældre, dine behandlere, din læge eksempelvis. Jeg ved godt at det kan være vildt svært og meget sårbart at åbne sig på den måde, men jeg ved også at det at lukke op og turde fortælle om de inderste følelser og tanker kan gøre det meget lettere for andre at hjælpe. Måske kunne du skrive et brev, hvor du fortæller hvordan du har det...for du er virkelig god til at beskrive dine følelser og dine bekymringer omkring alt det her.

Måske kender du allerede Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade? Hvis ikke synes jeg du skal prøve at klikke forbi dem. Du kan både chatte, skrive og ringe til dem. Alle rådgiverne har selv erfaringer med spiseforstyrrelser, og jeg er sikker på at de vil kunne genkende de tanker du beskriver du har lige nu. Du kan læse mere om dem her

Hold fast og kæmp videre...jeg er sikker på du kan nå til et punkt hvor du kan og vil leve et frit liv.

Bedste hilsner
Niels-Christian