Ensomhed

brevkassespørgsmål

Ensomhed

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

hey cyberhus.

Jeg er 14 år, og her på det seneste har jeg gået og følt mig rigtig ensom. Mine "venner" inviterer mig aldrig ud til noget, og behandler mig som om jeg bare er rigtig underlig. Det er altid mig der skriver først på facebook og andre sociale medier. Jeg bliver ved med at spørge mig selv om det er fordi jeg ikke er "sej" eller "populær" nok, og så får jeg altid de her trælse tanker om at ingen kan lide mig eller synes jeg er en god ven. Jeg synes selv at jeg er en god ven? Jeg er gavmild, venlig og flink og alt det der. Er det ikke nok? Det eneste der kan gøre mig i lidt bedre humør er når jeg tænker på hvad jeg vil gøre med mit liv (jeg vil gerne være skuespiler/instruktør, og har gået til drama i ca. 3-4 år nu). Er bange for at snakke med mine forældre om det, for de siger altid det samme med at jeg bare ikke er social nok, og at de må ringe til skolen så jeg kan få en tid med trivsels læreren så hun kan fortælle det til klassen, men jeg vil ikke have alt opmærksomheden. Føler bare at ingen kan lide mig her for tiden. Jeg håber at i har nogle svar der måske kan hjælpe mig? 

Hilsen "den ensomme"...

Svar: 

Kære 'ensomme'.

Det lyder ikke til, at det er nemt at være dig for tiden. Det kan være meget ubehageligt at gå og føle sig ensom, så det er rigtig godt, at du skriver her til Cyberhus for at få nogle råd med på vejen. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, når du føler at dine venner ikke tager initiativ til at være sammen med dig. Det kan nemlig give dig de følelser du beskriver, af ikke at være "sej" eller "populær" nok. Det er følelser, som de fleste teenagere kender til, for i perioder vil mange opleve, at de ikke bliver kontaktet ligeså meget, som de kontakter deres venner. Samtidig er det helt naturligt, at have perioder, hvor man "skifter lidt ud" i sine venner, så der er nogle man begynder at tale mindre med og andre man begynder at tale mere med. Det er også helt almindeligt, at tænke på om man er populær nok - og hvad man måske kan gøre for at blive mere populær i sin vennekreds.

Jeg synes det lyder til, at du er en god ven. Samtidig lyder det som om, du er god til at tage kontakt til dine venner på de sociale medier. Jeg tror, som sagt, at det er meget normalt, at man i perioder synes at man tager mere kontakt til sine venner end omvendt. Jeg tror ikke, at det har noget at gøre med, at de ikke kan lide dig. Det kan være, at de har vænnet sig til, at du er god til at spørge om I skal lave noget sammen? Hvis de har vænnet sig til det, kan det jo betyde at de ikke selv synes de behøver at spørge den anden vej rundt?

Selvom du skriver, at du er bange for at snakke med dine forældre om din ensomhed, synes jeg du skal forsøge alligevel. Du kan eventuelt vise dem det brev, som du har skrevet herind eller fortælle dem, hvordan du har det. Samtidig kan du prøve at fortælle dem, at du ikke vil have at de tager fat i "trivselslæreren". Hvis du fortæller dem, at du ikke vil have at læreren fortæller om dine tanker til hele klassen, så tror jeg dine forældre vil forstå dig. Måske kan du og dine forældre snakke om, hvad du kan gøre uden at I inddrager din lærer eller I kan aftale at I snakker med din lærer uden, at hun skal gå videre med det til klassen? Det kan jo være, at læreren kan se, hvad du kan gøre eller fortælle dig at det er helt naturligt at have det, sådan som du har det i perioder af sit teenageliv? Læreren kender også jeres klasse og kan sandsynligvis give dig nogle råd, som hverken Cyberhus eller dine forældre kan - fordi hun kender dine klassekammerater bedre?

Hvis du har lyst til at kigge nærmere på det, findes der noget som hedder "Ventilen". Ventilen har 14 mødesteder rundt omkring i hele Danmark. Her mødes frivillige og unge og snakker og hygger sig. Ofte laver man mad sammen, går i biografen eller spiller spil. Mødestederne er et tilbud til ensomme unge i alderen 15-25 år. Jeg kan godt se, at du er 14 år nu - men måske du snart fylder 15 år eller kan overveje tilbuddet, hvis du fortsat har nogle af de samme følelser når du bliver 15 år? Du får lige et link til Ventilens mødesteder her.

Jeg håber du kan bruge mine svar - og så er jeg sikker på, at du finder ud af, at komme ud af din ensomhedsfølelse på den ene eller anden måde. 

De bedste hilsner Signe 

 

 

 

 

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program