skedesvamp
skedesvamp
Hej, jeg er virkelig bange for at jeg har skedesvamp.
Mit udflåd er blevet tykt og det samme egentlig når jeg bliver tændt... Det der væske der kommer når man bliver tændt, når det stivner bliver det virkelig ulækkert og falder nærmest af når det tører. Det lugter ikke så slemt, lidt skarpt måske, men ikke specielt.. hvad får man imod skedesvamp?
Hej med dig!
Tak for dit spørgsmål.
Jeg kan forstå, at du er bekymret for om du har fået skedesvamp.
Det er meget almindeligt med skedesvamp hos kvinder, det er ganske ufarligt og nemt at behandle.
Symptomerne på skedesvamp plejer at være kløe og svie i skedeåbningen og grynet/tykt hvidligt udflåd. Det som mange kalder "hytteostagtigt" udflåd. Det kan også gøre ondt ved samleje.
Svamp i skeden skyldes i de fleste tilfælde infektion med en gærsvamp, som ellers lever naturligt på slimhinderne i skeden. Når vækstbetingelserne for svampen øges kan den give anledning til infektion.
Vækstbetingelserne øges bl.a ved for stramtsiddende tøj, brug af hygiejnebind, intensiv vask med sæbe forneden (Det er bedst kun at vaske sig med vand forneden), antibiotikabehandling, nedsat immunforsvar pga. anden sygdom osv.
Kvinders udflåd kan godt blive mere tyktflydende i starten og i slutningen af en menstruationscyklus eller når de bliver "tændt" ved samleje og derfor kan mange kvinder komme i tvivl om, om de har fået skedesvamp.
Hvis du har kløe, svie og "hytteostagtigt" udflåd synes jeg at du skal gå til din egen læge for at få lavet en gynækologisk undersøgelse. Det kan være ubehageligt at få lavet en gynækologisk undersøgelse hos lægen, men der skal ikke tages nogle prøver der gør ondt.
Man kan også købe stikpiller og salve mod svamp i skeden på håndkøb på apoteket, hvis man er ret så sikker på at det er svamp i skeden man har.
Vær opmærksom på at du godt kan smitte din kæreste med svamp, hvis du ikke bliver behandlet og I dyrker sex uden kondom.
Håber du fik svar på dit spørgsmål.
Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Med venlig hilsen,
Gazelle