Social angst og mobning

brevkassespørgsmål

Social angst og mobning

Jeg startede ud i børnehaven med bare at lege selv da ingen forstod mig og mine lege aligevel så hvorfor prøve? Min søster startede i børne have 3 år senere lige omkring mit sidste år i børnehaven. Hun var en a de få der forstod mig da hun havde opfundet hendes eget sprog som mindre da hun næsten ikke kunne høre pga noget med ørerne (hun fik lagt dran ind). Mor forstod det ik rigtig at jeg kun legede med min søster eller den underlige dreng med talebesværet. Han kunne ikke rigtig snakke da vi var mindre. Jeg blev så mobbet da jeg startede i skole da jeg var 6 år gammel. Jeg havde kun gået der en uge da jeg aldrig ville tilbage til stedet. Mor forstod det ik i starten men da jeg så begyndte at fortælle hende om at de andre børn kaldte mig navne og slog mig og truede mig med pinde prøvede hun på at hjælpe ved at tale med min skole lærer. Det blev kun værre da jeg jo så var en sladerhang. Jeg snakkede sjovt og var en lille smule forklog med matematik og med nogle lidt sjove ord når jeg snakkede da jeg ik kunne eller kan sætte ord op rigtigt. Jeg var den lille brilleabede klogeåge som levede i hendes egen verden med trolde og hekse og alt det der. Jeg sys det var fasinerende da jeg var mindre og gør det stadig. Jeg var stort set bange for alt og med den mest livlige fantasi du kan forestille dig. Jeg blev forbudt at se film som Harry Potter da det var for "skrammende" men det var kun fordi min fantasi kunne få det til at stå i levnde live lige ved siden af min seng. Det var osse en ting at mobbe mig med og så at min mor er den mest højråbnde og sure mor i byen gjorde det jo heller ik lige frem nemmere. Alle var bange for hende det stoppede dem dog ikke. Jeg fik altid af vide af mine lærer (undtagen 3 og skole inspektøren) at det var min egen skyld. Selv mobbernes forældre sagde det var min skyld at de fx rev en tåt hår på størelse med en en krone ud af hovdet på mig. Jeg kunne bare lade være med at provokere dem, stoppe med at være så en spænder agtig og lade være med at være hidsig. Min mor blev så uddannet inden for sosu og lærte om asperger og autisme da jeg var omkring de 11. Hun bemærkede nogle træk der gik rigtig meget igen mellem mig og folk med asperger. Hun forsøgte i 5 år at få hjælp fra skolene med at få mig undersøgt for det men hver gang var der en der sagde at det var hende der så problemer hvor der ingen var da de var eksperte inden for det emne. Jeg læste en anden piges historie omkring asperger og hendes vej gennem det. Min mor fortalte mig først at hun trode jeg har asperger da jeg selv kom og fortalte hva for symtomer jeg kunne se passede på mig. Min mor har altid kun sagt at jeg var socialt handicappet til mig. Min veninde hørte det og sagde at det var der ik noget der hed.

Jeg er nu blevet tjekket og udret på børne- ungepsyk. Det vidste sig at jeg har en anden social funktionsforstyrelse med autistiske træk. Hvor i det betyder jeg har et mildsagt socialt handicap som man ik kan se men mærke. Jeg bøvler meget med min fortid og nutid da det er svært at fungere blandt mange mennesker i sær når de ik ved jeg har nogle sociale problemer ud over dem de mærker på mig. Min fortid med mobning skaber frygt i min hverdag og gør jeg ik rigtig knytter mig til folk. Jeg er udover socialt handicappet, parnoid og har social/panikangst jeg har det meget svært med det og når jeg bliver meget presset får jeg 5 stemmer i hovedet det er de samme hver gang og de er alle onde. De fortæller mig at jeg skal falde tilbage i selvskade og selvmords forsøg.

Er det meget normalt at jeg bare ønsker at ligge alle mine problemer over på alle dem der har mobbet mig så de kan mærke min smerte jeg lever med hver dag. En af dem der mobbede mig skrev forleden dag til mig på fb at han gerne ville snakke. Vi begyndte at skrive på mobilen. Jeg spurgte ham hvorfor han ville skrive nu? Vi har ikke snakket siden 5. klasse selv om vi boede på samme vej. Han sagde at han var kommet til at tænke på da han så mig den anden dag at han ik altid har behandlet mig særlig pænt og jeg har aldrig gjort ham noget. Han ville så næsten kun snakke om sex og da jeg fortalte ham jeg var asexuel skrev vi ikke sammen mere. Jeg snakkede med min mor og hun sagde at det kunne ik være fordi han troede jeg var løs på tråden.

Jeg forstår virkelig ik menneskers måde at være på mere.. Kan i hjælpe mig med at forstå mennesker. Jeg har overvejet at skifte skole over på en skole for folk med autisme. Ved i om jeg kan komme ind på sådan en?

Det gør ondt at folk ik forstår mig.. Og at det kun er få der gør.... At så mange mener jeg gemmer mig bag min diagnose selv om jeg aldrig har brugt den som en undskyldning over for nogen eller noget... At folk bare mener at jeg er anderledes.... Sær.... Speciel..... Underlig.... Please hjælp mig hvis i kan! Dx

Svar:

Kære dig

Puha, hvor er det nogle voldsomme ting du har oplevet op gennem din opvækst. Hvor er det bare urimeligt at du er blevet behandlet på den måde, og hvor er det dog skuffende at der ikke var nogle voksne ud over din mor der hjalp dig.
Som barn skal man kunne regne med at de voksne passer på én. Ikke kun forældrene, men også de voksne i skolen. Det er ikke okay at du ikke fik den hjælp du havde brug for dengang til at stoppe mobningen.
Og lad mig lige slå fast med det samme. Selvfølgelig var det ikke din egen skyld. Lige meget hvad du gjorde eller hvordan du opførte dig giver det ingen andre lov til at mobbe. Måske var du ikke som alle andre, men du har ret til at være præcis som du er. Du var måske ikke som alle andre, men du var præcis som du skulle være, og der burde have været flere voksne der støttede og hjalp dig.

Mobning gør så forbandet ondt. Ikke bare mens man bliver mobbet, men desværre også flere år efter hvor de psykiske sår kan tage meget lang tid om at hele. Jeg tænker at mange af de problemer du i dag oplever med angst og selvskade sagtens kan have noget med dine oplevelser med mobning at gøre. Derfor synes jeg også det er rigtig godt at du nu er i kontakt med børne-ungepsyk der forhåbentlig kan være med til at hjælpe dig sådan at du med tiden får det bedre.

Du spørger om det er normalt at du ønsker alle dine problemer kunne lægges over på dem der mobbede dig. Til det vil jeg sige et meget stort og klart JA. Jeg tænker at det er helt forståeligt og også helt naturligt at du har det sådan. Det er da slet ikke rimeligt at det i dag er dig der står alene med alle de her problemer og al den her smerte, når det var dem der mobbede. Så din tanke kan jeg sagtens følge.

Jeg kan også sagtens forstå at du føler at du slet ikke kan forstå menneskers måde at være på mere. Det er svært at forstå hvorfor nogle mennesker mobber. Hvorfor nogle vil gøre andre ondt på den måde. Jeg tror ikke der er et simpelt svar på det spørgsmål. Nogle mobber fordi de selv har det svært. De kan måske føle sig stærkere og mere ovenpå når de mobber.
Andre tænker måske slet ikke over at det de gør faktisk gør andre rigtig kede af det. Nogle tænker måske at det "bare var for sjov" uden at tænke over at det slet ikke var sjovt for den det gik ud over. Men lige meget hvad grunden er så tror jeg at mobningen gør lige ondt på den det går ud over. Og lige meget hvad grunden er, så er det IKKE i orden.

Det kan også være svært at forstå hvorfor ingen hjælper når man beder om hjælp, ligesom du oplevede dengang. På samme måde tror jeg heller ikke der er en enkelt og simpel grund. Nogle af dine lærere var måske ligeglade. Nogle af dem syntes måske ikke at det var deres ansvar. Nogle vidste måske ikke hvad de skulle gøre, og nogle turde måske ikke gøre noget? Der kan være en masse forskellige årsager til hvorfor du ikke fik hjælp. Men der er ingen god undskyldning eller forklaring. Lige meget hvad årsagen var så var det ikke godt nok. De var de voksne, og de burde have hjulpet dig...de fejlede.

Som sagt kan jeg sagtens følge dig i at du har svært ved at forstå hvorfor folk gør som de gør. Når man er blevet udsat for mobning og har oplevet at mennesker kan gøre modbydelige ting og at alt for mange voksne bare sér til uden at gøre noget, så er det kun naturligt at man mister forståelsen og måske også troen på andre mennesker. Måske er det sådan du har det nu. Men du skal vide at der heldigvis findes mange mange gode og kærlige mennesker der kan og vil hjælpe. Jeg fornemmer også at du heldigvis har nogle gode mennesker omkring dig. Først og fremmest din mor, men jeg tænker også at nogle af de mennesker du har mødt på børne- og ungdomspsyk kan være en god støtte for dig.

Når du skriver at du er træt af at andre ikke kan forstå dig og at de tor du gemmer dig bag din diagnose så forstår jeg dig sådan at det særligt handler om folk på din skole. At skifte skole er helt sikkert en mulighed. Men autisme er ikke en simpel diagnose, og alle unge der har diagnosen er ikke ens og har ikke samme behov. Derfor kan der også være stor forskel på de skoletilbud der findes for unge med autisme. Derfor vil jeg anbefale dig at snakke med de voksne som du har kontakt til på ungdomspsyk og spørge dem til råds. De vil helt sikkert vide meget mere om mulighederne, og selvfølgelig også noget om hvilke skoler der er i dit område.
Men en anden mulighed kunne også være at du fik hjælp til at fortælle dine lærere og skolekammerater om hvad det vil sige at have diagnosen autisme. På den måde kunne de måske lære bedre at forstå dig. Forstå det du gør og siger. Jeg ved at nogle behandlere på psyk har mulighed for at tage med ud på skolen og fortælle. Hvis du tænker at det kunne hjælpe kan du og din mor snakke med de voksne på ungdomspsyk. Hvis ikke de selv har mulighed kender de måske til andre der vil kunne gøre det.

Selvom det hele kan virke helt uoverskueligt og du virkelig oplever en masse store og svære problemer lige nu, så er jeg sikker på at du er på rette vej. Jeg tænker at det er godt at du har været på ungdomspsyk og på den måde blevet klogere dig selv og på autisme.
Stemmerne der fortæller dig at du skal skade dig selv, og angsten du oplever. Ja alle de svære følelser og tanker du går med indeni, bliver du nødt til at snakke med nogen om. Ud fra det du skriver kan jeg ikke se om du allerede gør det. Hvis du gør skal du holde fast og blive ved. Hvis du ikke gør så håber jeg du vil prøve.
Også selv om det i perioder kan føles som om det ikke hjælper eller måske endda bliver værre. For det kan godt være at det der gør ondt indeni faktisk kommer til at føles værre når man begynder at snakke om det. Men sådan bliver det ikke ved.
Det gør ondt fordi man åbner op og sætter ord på. Fordi man giver sig selv lov til at tale om det og derfor mærker man også smerten på en anden og nogle gange stærkere måde. Men hvis man snakker om det der gør ondt inderst inde så vil smerten med tiden blive mindre. Den bliver ligesom lukket ud, lidt efter lidt.
Hvis man ikke taler om det og bærer alle følelserne og tankerne alene...så sidder de fast.

Du skriver at de fleste ikke forstår dig. Det må betyde at der er nogen omkring der der godt kan forstå dig og som støtter dig. Selv om det er svært så prøv at se om du lige nu kan fokusere på de mennesker omkring dig der støtter dig og som gerne vil forstå dig. Med deres støtte er jeg sikker på at du kan få det bedre. At du kan blive gladere og at du kan få stemmerne væk, og angsten på afstand.
Hold fast og kæmp. For det kan lykkes og jeg tror på at det vil lykkes.

Gode tanker
Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål