Kommunen
Kommunen
hej.. Jeg ved ikke om det er det rigtig sted at skrive, men kommunen er indblandet i mit liv, hvis man kan sige det sådan. Det var min skole der gik til dem, fordi jeg ikke kan fungere på nogen punkter.. Men jeg vil slet ikke samarbejde med dem, så hvis jeg bliver ved på den måde, lader de mig så være? Jeg hader dem virkelig, og vil slet ikke have noget med dem at gøre.. Jeg ved slet ingen ting om alt det her, og håber i kan give mig et svar..
Hej Anonym
Som jeg forstår dig har din skole kontaktet kommunen fordi de nok har ment at der var nogle ting som du havde brug for hjælp til. DU skriver ikke så meget om hvad det handler om men jeg tænker at din skole nok har været bekymret omkring nogle ting siden de har valgt at gøre som de gør.
Når kommunen er blevet gjort opmærksom på en bekymring fra din skole, og de allerede har handlet på det og blevet en del af dit liv som du beskriver det, så tænker jeg ikke der er noget du kan gøre for at få dem til at stoppe igen.
Jeg kan sagtens forstå din frustration, for det kan være meget voldsomt at der kommer nogle fremmede mennesker og vil blande sig i ens private liv. Men på den anden side er det kommunens pligt at blande sig hvis de får at vide at en ung har problemer. Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis gør det lettere for dig, men jeg fortæller det kun for at forklare at det er noget kommunen skal gøre ifølge loven. De kan altså ikke vælge at lade være hvis de er bekymret for at du trives.
Som du nok kan fornemme så kan jeg ikke give dig nogle råd til hvordan du får kommunen til at stoppe med at være en del af dit liv, for jeg er sikker på at de vil fortsætte indtil de føler sig sikre på at du trives og har det godt.
Men jeg vil i stedet anbefale dig at kontakte Bisidderordningen, som drives af Børns vilkår. Gennem bisdderordningen kan du få hjæl fra en voksen som ikke arbejder fra kommunen, men som kender alle regler og love, og som kun har til opgave at sikre at din rettigheder bliver overholdt. En bisidder vil også vide mere om hvor og hvornår du har ret til at sige nej til hjælp og/eller behandling. Du kan læse mere om Bisidderordningen her.
Jeg er ked af at jeg nok ikke har kunnet give dig det svar du håbede på, men jeg håber at du alligevel kan bruge svaret. Jeg håber du vil kigge lidt nærmere på det med en bisidder for jeg tror det kan være en god støtte for dig i kontakten til kommunen.
Bedste hilsner
Niels-Christian