Problemer

brevkassespørgsmål

Problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Hej,

Jeg har nogle problemer, jeg håber I kan hjælpe mig med.

1. Jeg har en masse hvide dun på overlæben. Det kan godt være, det er normalt, men når jeg ser på andre piger, har de slet ikke dun, der er ligeså fremtrædende som mine. Jeg bliver ret usikker, når jeg snakker med folk på nært hold, da jeg er bange for, at de skal kommentere det (- Det er sket før). Jeg har ikke lyst til at fjerne dem, da jeg tror, de bare vil vokse ekstremt hurtigt ud igen og blive sorte. Findes der nogle piller, former for make up eller andet man kan bruge?

2. Jeg sveder. Rigtig meget. Andere på min alder, kan sagtens gå i grå trøjer uden at få svedpletter, men jeg kan kun gå i sort tøj, for ellers bliver jeg usikker og jeg synes det er ret klamt. Jeg kan sidde ned i timen og lave opgaver, og pludselig føles jeg helt våd under armen. Jeg har prøvet at lade være med at tænke på det, og det er også blevet lidt bedre, men det er bare skideirriterende. Jeg bruger både perspirex og anti perspiranter, men det hjælper ikke. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej du

Hvad angår dit første spørgsmål om hvide dun på overlæben, så lad mig starte med at sige, at det har næsten alle piger i større eller mindre grad. Det lyder på dig, at du nok har mere end andre. Hvis det generer dig meget, kan du godt prøve at fjerne dem. Langt de fleste piger, der fjerner dem vil ikke opleve, at de pludselig bliver sorte. Men de kommer nok igen. Hvis det virkelig går dig på, kan din egen læge henvise dig til en hudlæge, som måske kan laserbehandle overlæben. Denne behandling skal gentages flere gange, men giver et mere langtidsholdbart resultat. Der findes desværre ikke nogen piller eller make up, som kan klare problemet.

Hvad angår dit andet spørgsmål om kraftig svedtendens, så vil jeg også her starte med at sige, at rigtig mange mennesker døjer med dette. Det er ubehageligt, at man ikke selv kan styre det, og det bare pludselig kommer af sig selv. Antiperspiranter og lignende virker kundårligt på problemet, hvad du også selv har bemærket. Igen, hvis du er meget plaget af det, kan du overvejer at gå din egen læge, som igen kan henvise dig til hudlægen. Der findes behandlinger som kan dæmpe svedproduktionen under armene.

Afsluttende for begge dine spørgsmål vil jeg således sige, at du bør gøre op med dig selv, hvor meget der her problemer tynger dig i hverdagen. Hvis de virkelig går dig meget på, kan der måske godt være hjælp at hente ved at gå til lægen med dem. Håber at svaret kan hjælpe dig videre.

Venlig hilsen Jens-Christian

Jens-Christians billede
Jens Christian har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program