Manglende sexlyst

brevkassespørgsmål

Manglende sexlyst

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

Jeg er en pige på kun 21 år. Jeg har googlet og googlet, og selvom jeg har kunne finde mange emner om manglende sexlyst, har intet kunne hjælpe mig.
Jeg har været sammen med min kæreste i to år nu. Det første år havde vi sex næsten hver dag, og nogle gange flere om dagen. Her det sidste år, har lysten bare aftaget for mig - Helt dertil, hvor jeg slet ikke har lyst til sex - med ham.

Jeg kan sagtens se porno og blive tændt, eller fantasere om andre og blive tændt. Men tanken om sex med ham tænder mig fuldstændig af. Jeg elsker ham stadig, og det er som om, at når vi ikke kan have sex (f. eks til familiefester, fester generelt eller lignende), så kommer min lyst til ham.

Det er blevet så slemt, at når hans pik er stiv, så tager jeg det nærmest som en fornærmelse. Jeg prøver at have sex med ham en gang om ugen, og 1 ud af 10 gange, kan det overraske og blive godt; Men de andre 9 venter jeg bare på, at det kan overstås. Helt til det punkt hvor jeg stønner højere, for at få ham til at komme hurtigere. Jeg kan ikke en gang være ovenpå ham, fordi jeg simpelthen er hverken våd eller tændt nok.

Det er begyndt at gå hårdt udover vores forhold. Han er ekstremt ked af det, og føler at nærværet mangler. Vi er gode til at hygge sammen. Se fjernsyn, putte på sofaen, snakke, spise sammen, alt det gode; Men når det kommer til sex, så ender jeg med ondt i maven og hjertebanken.

Og det er desværre ikke første gang. Mit tidligere forhold på tre år, sluttede efter at vi ikke havde haft sex i et år. Jeg er bange for, at der er noget galt med mig.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal/kan gøre. Vi snakker fint om det, og selvom han er nok så forstående, så er han jo mindst ligeså frustreret.

Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe mig. Det er blevet så grænseoverskridende, at jeg nogen gange er lige ved at græde bagefter, og tænker "Nu har du heldigvis en uge "fri"".

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder virkelig som en svær situation, som du er i og jeg kan sagtens forstå, at du bliver bekymret og ked af det. Et parforhold består af mange ting og sex spiller en vigtig rolle i de fleste forhold. Jeg synes, at det er et godt tegn, at du har modet til at skrive så ærligt om det der rører sig hos dig. Det er allerede et skridt i den rigtige retning.

Først og fremmest vil jeg sige, at det er ganske normalt for de fleste, at man i en overgang har mindre eller slet ingen sexlyst. Der er mange dagligdags faktorer der spiller ind, feks. travlhed og stress, eller hvis man er ked af noget og nogle gange er det forholdet der knager midlertidigt. Andre gange kan der være noget fysiologisk (feks hormonelt), som man kan få afdækket ved et lægetjek. I mange forhold starter man ud med at bruge kondom og når man kommer længere ind i forholdet og bliver enige om ikke at være sammen med andre, så begynder pigen at tage p-piller. Pillerne erstatter ens eget hormonsystem og for nogle kan det betyde at sexlysten svigter. Hvis du ikke allerede har talt med din læge, så synes jeg at du skulle gøre det.

Du skriver, at du alligevel kan blive tændt af porno eller af at fantasere om andre og at det kun er sex med din kæreste, som ikke tænder dig. Dog kan du somme tider få lyst til ham når I er ude og I ikke kan have sex. Det får mig til at tænke på nogle forskellige muligheder. At blive tændt af at være et sted, hvor man ikke må dyrke sex er en meget normal følelse for mange par. De bliver måske så tændte på hinanden til en fest at de finder et afsides sted, hvor de kan være sammen. Har du mærket efter om det er den lyst som melder sig hos dig? Det andet som jeg kommer til at tænke på knytter sig til, at du skriver, at I er gode til at hygge sammen. Kan det være at I er for gode til hygge? Det sker i mange parforhold, at sofaen bliver det sted, hvor man mødes mest og at man begynder at kende hinanden mere som hyggevenner fremfor som kærester. Når du og kæresten kommer ud til fester og lignende, så tænker jeg, at du ser ham i det samme lys, som da I mødte hinanden i starten. Du ser ham agere blandt andre mennesker og bliver tændt af hvor charmerende, lækker, sjov og intelligent han er. Måske kunne det være en ide, at I begyndte at date noget mere. Gå i byen sammen, gør jer lækre for hinanden, drik lidt vin og skab en afslappet stemning udenfor sofaen. Så kan I vælge at tage hjem sammen og se om der er gnister. Eller, hvis I ikke bor sammen, kunne I evt slutte daten af med at tage hjem hver for sig og længes efter hinanden.

Jeg tænker på om afholdenhed kunne være et spændende eksperiment for jer? Jeg kan forestille mig, at det kunne være sundt for dig at foreslå din kæreste, at I aftalte, at I i en måned ikke må have et fuldbyrdet samleje. I kan lave alle de ting, som pirrer jer hver især. Bruge hænderne og munden, se porno, læs erotiske noveller og bringe hinanden til orgasme uden samleje. Du skriver også, at du nærmest tager hans stive pik som en fornærmelse. Hvis jeg går lidt i dybden med den formulering, så kommer jeg til at tænke på, at når man bliver fornærmet er det ofte fordi man føler, at man bliver behandlet på en måde, som man ikke fortjener. Du fortæller også, at du nogle gange stønner højere for at få ham til at komme, dog lykkes det dig 1 ud af 10 gange at nyde jeres samleje. Har du overvejet, om du giver udtryk for, hvad du kan lide at han gør og hvad du ikke kan lide. Hvis du stønner mens han er igang, så tror han måske, at han gør det virkelig godt for dig. Måske rammer han kun rigtigt 1 gang ud af 10 ved et tilfælde. Jeg tænker at en aftale om afholdenhed kunne være en god oplærings- og afprøvningstid, hvor du kan fortælle din kæreste, hvordan din krop skal behandles for at du bliver allermest tændt. Du fortæller også at du får ondt i maven og hjertebanken ved tanken om sex. Det er gerne kroppens reaktion på noget som gør en nervøs eller angst. Har du tænkt over om der er noget som du decideret frygter ved jeres samleje? Måske er der noget ved dig selv som du er usikker på eller opmærksom på og som gør, at du bliver anspændt ved udsigten til sex. Det kan også være noget helt andet som skaber den reaktion hos dig. Måske har du oplevet noget engang, som har sat nogle spor hos dig, men som du helst ikke vil tænke på til hverdag. Det ville være noget, som du også kunne fortælle din læge om og få en snak om en evt henvisning til en psykolog.

Jeg håber at du føler, at du kan bruge mine overvejelser til noget og at I kan finde en løsning sammen.

Rigtig meget held og lykke med det hele.

Venlig hilsen Joy

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program