Kommunen :-(

brevkassespørgsmål

Kommunen :-(

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Kære Cyberbus :-) Jeg håber virkelig i vil forstå det her.

Min historie er lang og besværlig og ønsker ikke skrive den. Så lad mig bare og skrive om problemet ;)

Jeg har verdens sødeste kontaktperson, jeg har haft hende 2 år og hun har hjulpet mig så meget, jeg har tilknytnings forstyrrelser, og hun var den første voksen jeg stolede på og det er hun stadig. Nå, jeg skal så skifte skole hen til en behabdlings skole efter sommerferien, og det glade jeg mig til. Men hun har min sagsbehandler sagt : Hvis du starte på behandlingskskole efter ferien så fjerner vi din kontaktperson. Jeg står og føler mig fanget. Jeg vil gerne starte på behandlingslskolen, men jeg vil ikke miste min kontaktperosn nu. Kommuen lytter ikke på mig. OG lige nu er jeg så ked af det hele, hvad skal jeg gøre? Der er ingen der forstår, hvor svært det er for mig og få tillid til en voksen, og det bånd jeg har til min kontaktperosn vil jeg ikke havde ødelagt. Undskyld, det er sikkert dumt forklaret. Men kan bare ikke forklare det bedre. Jeg føler mig så brugt op, og kan ikke valge mellem skolen og min kontaktperosn. Jeg ved godt det nok er et voldsomt ord og bruge : Men føler kommuen svigter mig meget. Hjælp mig.

Svar: 

Kære du,

Først vil jeg sige, at det slet ikke er dumt forklaret, det du skriver. Jeg synes, at du rigtig flot forklarer alle de følelser og frustrationer, du går rundt med lige nu, og jeg synes, det er rigtig godt, du får skrevet herind. 

Det lyder dejligt, at du med din historie, har fundet en voksen, som du har tillid til og har knyttet dig til! Derfor er jeg også ked af at høre, at kommunen sætter dig i sådan en svær situation, for jeg kan godt forstå, at det må føles som et umuligt valg. Behandlingsskole lyder som en god mulighed for dig, men på samme tid må det være rigtig træls at skulle miste den ene voksne, som du har haft mod på at knytte dig til. Og jeg forstår også godt, at du føler kommunen ikke forstår dig og svigter dig.

Mit råd ville være, nu da du ikke kan tale kommunen til fornuft, at få en rigtig god snak med din kontaktperson. Du skriver ikke, om du allerede har talt med din kontaktperson om alle disse ting, men hvis du ikke har, tror jeg, at det ville være en rigtig god ting for dig at gøre det. Stoler du meget på din kontaktperson? Jeg tænker umiddelbart, at du nok stoler på hende, nu hvor du beskriver at I to har et bånd til hinanden. Hvis du har mod på at tale med hende om det, kan det være, at hun har nogle gode råd. Din kontaktperson er en del af systemet, og hun må have nogle erfaringer, som hun kan give videre til dig.

Sammen kan I måske få en snak om fordele og ulemper. Og det er også noget, som jeg vil opfordre dig til at gøre. Simpelthen tage en liste og skrive fordele og ulemper ved at tage på behandlingsstedet. Det kan nogen gange være en lille smule nemmere at træffe en stor beslutning, hvis man kan se på papir, hvad der er godt eller skidt ved den beslutning. For når tankerne bare kører rundt i hovedet, kan det være enormt svært at finde ud af, hvad der er op og ned.

Hvis du fortalte dine kontaktperson om dine følelser, og hvor svært det er for dig at knytte dig til voksne, kunne det også være, at hun kunne tage en snak med kommunen på dine vegne. Desværre sker det nogen gange, at de lytter lidt mere til en voksen, som er inde i systemet. Det er rigtig træls og uretfærdigt, at det skal være sådan. Men dette vil jeg også sige til dig: Det er ikke alle mennesker, som ikke vil lytte til dig og forstå dig. Den vished, håber jeg, at du vil prøve at tage med dig videre, selvom dine oplevelser med kommunen ikke har været så gode. Men jeg forstår godt, at det er rigtig svært at tro på det!

Hvis du beslutter dig for, eventuelt sammen med din kontaktperson, at det er behandlingsstedet, du vil på, kunne du prøve at snakke med kontaktpersonen om, om hun har råd til, hvordan du kan skabe kontakt til en anden voksen, som du måske med tiden kunne få et bånd til på samme måde som din kontaktperson. Jeg forstår godt, at det ikke er det du har mest lyst til lige nu, men måske din kontaktperson kan hjælpe dig videre, hvis du finder ud af, at det er det, du vil.

Hvis du beslutter dig for ikke at tage imod behandlingsstedet, og i stedet blive med din kontaktperson, kunne det måske være en god ting at få en snak med kontaktpersonen eller kommunen om, om der er andre behandlingsmuligheder, hvor du ikke mister din kontaktperson. Dette kan du eventuelt også prøve at gøre, før du træffer din endelige beslutning.

Endelig vil jeg sige, at hvis alle de her ting er alt for svære at få sagt til din kontaktperson, at du kunne skrive det i et brev. Ligesom med listen over fordele og ulemper, kan tingene nogen gange være lidt nemmere at få sagt, hvis man kan nøjes med at skrive dem ned, i stedet for at sige det hele ansigt til ansigt. Jeg er sikker på, at din kontaktperson ville blive glad for at høre, hvor meget hun betyder for dig.

Jeg håber, du finder ud af det, og at du til sidst får truffet en beslutning, som du har det nogenlunde med - Jeg kan godt forstå, at det er rigtig, rigtig svært!

Kh. Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program