2 spørgsmål

brevkassespørgsmål

2 spørgsmål

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

Hej brevkasse jeg er en pige på 13 år og skal i 7 klasse. jeg spiller et spil og der inde på det spil har jeg mødt en virkelig sød dreng vi vil gerne mødes men hvorden skal jeg spørger min mor om jeg må mødes med ham jeg har skypet med ham så har set ham han fylder 15. har også lige et andet spørgsmål alle andre piger i min klasse har fået store bryster og mentration jeg har fået små bryster og lidt kønsbehåring jeg har meget tit ondt nede i mit underliv når jeg løber eller går meget eller nogen anden som helst sport så får jeg meget ondt også har jeg næsten ondt hele dagen. Vil i være søde og hjælpe mig med mine to problemer KH pige på 13 ps undskylder på forhånd vis der er lidt stavefejl 

Svar: 

Hej med dig.

Det er fint, du skriver herind, når du er i tvivl om disse to ting. Jeg vil forsøge at svare dig så godt, jeg kan.

Hvor er det spændende, at du har mødt en virkelig sød dreng. Jeg kan godt forstå, du gerne vil mødes med ham, efter både at have spillet med ham og snakket med ham på Skype. Det er rigtig godt, at du tænker over, at det er en god idé at involvere din mor i at mødes med ham. Det er nemlig altid godt at have en voksen med på råd, når man skal mødes med en, man ikke kender og kun har haft kontakt med over nettet. Det sker nemlig af og til, at folk viser sig at være nogle helt andre end dem, de har givet sig ud for at være på nettet, og i disse (sjældne) tilfælde er det vigtigt, at man ikke står alene med det.
Nu ved jeg ikke, om din mor ved, du spiller spillet, men du kan jo starte med at fortælle hende om det og om de personer, du har mødt derinde. Herefter kan du gøre lidt mere ud af at fortælle hende om, at en af dem, du har mødt derinde, er lidt mere speciel end de andre, og at du derfor også har haft kontakt med ham på Skype. Du kan fortælle din mor, at I begge rigtig godt kan lide hinanden, og at I derfor har tænkt på at prøve at mødes. Husk på, at det er meget normalt og helt naturligt at møde nogen over nettet og få lyst til at mødes med dem i virkeligheden. Sådan opstår mange gode venskaber og endda kæresteforhold i disse tider, og det vil derfor nok ikke komme bag på din mor, at du også møder mennesker ad den vej. Hvis du vælger at mødes med ham, kan du foreslå, at han kommer hjem til dig, mens dine forældre er hjemme. På den måde har din mor i hvert fald ikke noget at være bekymret for. Hvis du ikke har lyst til det, kan du også mødes på en café eller et andet offentligt sted med ham. Du kan sørge for, at din mor ved i hvilket tidsrum, I er sammen på caféen, og hvor I er, og så kan du evt. aftale med hende, at hun skal have mulighed for at komme og hente dig til enhver tid i tilfælde af, at du ikke bryder dig om at være sammen med ham. Selvom det sikkert bliver en god oplevelse at mødes med ham, er det smart at være forberedt på, at det også kan være en skuffelse, fordi han måske ikke er helt så sød og fantastisk i virkeligheden som på nettet.

I forhold til dit andet spørgsmål kan jeg fortælle dig, at der er stor forskel på, hvornår piger udvikler sig, får bryster, kønsbehåring og menstruation. Det er både helt naturligt, at dine veninder allerede har fået store bryster, men det er også lige så naturligt, at du endnu ikke har det endnu. Piger udvikler sig i alle deres teenageår, og det sker i forskellige tempo. Derfor skal du ikke bekymre dig om, at du endnu ikke har fået det - det skal nok komme.
Det lyder ubehageligt, at du får ondt forneden, når du bevæger dig, og at det endda kan blive ved hele dagen. Det kan godt have noget at gøre med, at du snart får menstruation, men det kan også skyldes meget andet. Jeg ved ikke, om du har fortalt din mor om det, men jeg vil råde dig til at gøre dette. Tit følger en datter nemlig nogenlunde den samme udvikling som sin mor, så måske har din mor oplevet noget lignende og kan fortælle dig, hvad hun gjorde dengang. I samråd med din mor kan det også være, I skal prøve at kontakte lægen, som vil kunne undersøge dig og fortælle dig, hvorfor du får ondt, og hvad du kan gøre for at stoppe det. Jeg synes, det er en god idé at gå til lægen, da det bestemt ikke er meningen, du skal få ondt, og det bør derfor blive stoppet.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program