Kære dig,

Tusinde tak for dit brev - og du skal ikke beklage din lange besked. Vi er her for at lytte til dig og jeg vil forsøge at give dig lidt tanker og råd til, hvordan du kan tænke og måske få det anderledes.

Det virker som om, at du har en støttende familie og gode venskaber. Det virker også som om, at du sætter pris på dit familie og venner. Og det er helt naturligt og normalt at bekymre sig omkring dem, som man elsker og holder af. Men sålænge, at bekymringen ikke overskygger og forhindrer en i at leve ens eget liv, synes jeg ikke, at det er noget man skal tænke på. 

Sommetider kan følelsen af at være syg eller at fejle noget komme over en, fordi man hører så meget om sygdom og død over det hele. Hvis det viser sig, at dine lægebesøg ikke kun er ubegrundede, så er det jo aldrig dårligt at opsøge sin læge, når man føler, at der er noget galt. Du kunne overveje muligheden i ikke at fortælle andre omkring dine lægebesøg, hvis du føler dig såret over at blive kaldt hypokonder. Har du overvejet at fortælle lægen omkring de symptomer, du beskriver her for mig, og at du ofte har en følelse af at fejle noget. Det kunne også være at lægen ville kunne hjælpe dig til at se, at din situation og dit helbred er normalt. 

At have en spiseforstyrrelse, er ofte et symptom på at man har det svært og måske derfor har brug for at ville have kontrol over noget, fordi der er noget i ens eget liv, som er vanskeligt at kontrollere, og noget som man er ked af. Og det er super dejligt at høre, at du og din familie fik taget hånd om dette. Det har helt sikkert været en vanskelig tid for både dig og din familie, men det er godt, at I har et stærkt bånd sammen og kan løse de udfordringer, der dukker op hele livet igennem.

Mange unge, som dig, har et helt særligt forhold til deres mobiltelefon, og mange unge føler, at hele deres liv ligger på mobiltelefonen - det er ikke unormalt at få følelsen af panik. Men hvis jeg var dig, ville jeg øve mig i ikke at tænke så meget over, hvad der ligger på din telefon, og måske være mere tilstede der, hvor du er. Det kan også være med til at hjælpe lidt på din hukommelse, vi husker bedre, når vi mentalt er der, hvor vi skal være. Kunne det være en mulighed for dig? Du kunne til en start overveje at lade din mobil ligge hjemme enkelte dage, kun have den tændt nogle timer om dagen og ligge den et andet sted når du skal sove, så den ikke bliver forstyrrende for dig.

Hvis du føler et behov for at tale med din mor omkring disse ting her, ser jeg ingen grund til at lade være. Det virker som om, at du har et åbent og ærligt forhold til din mor og resten af din familie. Sommetider hjælper det bare at tale om tingene, og noglegange forsvinder de helt af sig selv eller løsner det lidt op, og føles måske ikke som så tung en byrde at løfte. Det er aldrig dårligt at tale med en voksen, når man har noget, man tumler med. Og, hvis du i en samtale med din mor, finder ud af, at din situation er noget som overskygger og forhindrer dig i at være tilstede og forhindrer dig i at leve dit liv, så kunne I jo evt. sammen tage til lægen for at finde en løsning. 

Som tidligere nævnt kan der være enormt stor fokus på sygdom og død og diverse diagnoser, men sommetider tror jeg, at det kan fylde så meget i det daglige, at vi alle sammen tænker; at det bedste ville være, hvis vi kunne putte et mærkat på alt ting, så vi vidste, hvad vi skulle stille op med det. Det er, som om vi skal have en forklaring på alt, men sommetider forhindrer det os i at leve og være rigtig tilstede, når vi konstant søger efter forklaring.

Jeg håber, at du kunne bruge mine tanker og råd til noget, og så overveje, hvordan det kan hjælpe dig.

Alt det bedste til dig - Venligst Thilde