Hvad gør jeg lige her?

brevkassespørgsmål

Hvad gør jeg lige her?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Hej cyberhus

jeg har et KÆMPE problem, som jeg har det rigtig skidt med.

Jeg har igennem længere tid været kærester med en pige, som er hele min verden!

Hun siger, hun elsker mig, og at hun gerne vil have en familie og blive gammel med mig, men så for nogle dage siden begyndte hun at blive kold ovefor mig, og jeg spurgte hende om hvorfor.

HUn sagde, at hun tror, hun er ved at miste følelser, og hele min verden brast i det minut. Hun siger selv, hun har meget og tænke over, og at hun er stresset, men alligevel så skrev hun aftenen før, om jeg ikke kom over og sov med hende, fordi hun savnede mig. Da jeg lider af OCD, har jeg meget med trygge steder, og hun er mit trygge sted, så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg føler ikke, jeg kan fungere uden hende!

Jeg kan ikke spise, jeg kan ikke sove, jeg er begyndt at være ligeglad med mine eksamener, og jeg gider ikke noget.

Hvad skal jeg gøre?

Jeg håber i måske kan hjælpe, da jeg har det virkelig skidt:-/

Svar: 

Hej

Jeg kan godt forstå du er ked af det og har det skidt. Kærligheden kan være svær at finde rundt i og det gør det ikke nemmere når man er teeneager, hvor der sker rigtig mange nye ting i ens liv. Derfor syntes jeg det er sejt at du skriver herind.

Ud fra det du skriver, får jeg en fornemmelse af at din kæreste er rigtig glad for dig og at I har været sammen i længere tid. Du skriver at du allerede har snakket med din kæreste om hvorfor hun er begyndt at virke kold overfor dig og at hendes svar var at hun troede hun var ved at miste følelser for dig. Jeg kan godt forstå du syntes det virker forvirrende, når hun efterfølgende spørger om du vil komme over og sove med hende, fordi hun på den måde sender blandede signaler. Derfor tænker jeg, at det måske kunne være en ide at prøve at snakke med hende igen, for at finde ud af hvad det er hun mener. Hun siger selv at hun tror, at hun er ved at miste følelser for dig. Ud fra det, for jeg en fornemmelse af, at hun heller ikke selv helt ved hvad der sker med hende. Som teenager kan ens følelser køre meget op og ned, og det kan være at hun oplever at hendes følelser er ude på en rutsjetur lige nu. Du skriver, at hun har givet udtryk for at være stresset og have meget at tænke på, så det kan være der er nogle andre ting i hendes liv lige nu, der gør at hun måske begynder at tvivle på jeres forhold. Derfor kan det være at du kan aftale en dag med hende, hvor I kan snakke om, hvad det er der gør at hun måske er ved at miste følelserne for dig. Det kan jo være, at det slet ikke er dig der er skyld i det. Når hun gerne vil sove med dig, viser det at hun stadig viser interesse for dig og måske hun bare har brug for lidt tid, til at finde frem til hvad hun vil. Jeg tænker også at det kan være godt for dig, at få afklaring på hele situationen, sådan at det ikke kommer til at gå ud over dine eksamener.

Du skriver at du har OCD og har har brug for trygge steder. Jeg kan godt forstå at din kæreste, som du elsker, kan give dig tryghed. Det er meget naturligt og sådan har mange mennesker det. Kærester fylder ofte meget i vores liv og er som regel en person vi laver mange ting med og som vi stoler på. Nogle gange kan det også overskygge andre gode ting i vores liv. Derfor tænker jeg, at den situation du er i nu, måske kan være en mulighed for at prøve at undersøge og mærke efter i dig selv, hvilke andre ting der kan give dig tryghed i hverdagen. Det kan være du kan huske hvad der gav dig tryghed, inden du fandt din kæreste. Jeg ved ikke hvordan din familiesituation er, men måske du kan finde nogle af de samme tryghedsfølelser du har med din kæreste, sammen med dem eller sammen med nogle gode venner. Det behøver heller ikke nødvendigvis at være personer, men kan også være steder med gode minder eller materielle ting, f.eks. en god bog, et ferie sted, cafe eller en film. Det kan være at det kan være med til at hjælpe dig med, at få ro i din hverdag, så du kan overskue at sove, spise og fokusere på eksamenerne. Du kan eventuel skrive nogle ting ned på et papir, som giver dig en god følelse inden i, og tage papiret frem på de tidspunkter hvor du føler dig utryg eller ked af det. Det kan være du har nogle gode venner du kan snakke med, som også har prøvet noget at det du gennemgår lige nu.

Jeg håber at du kan bruge mine svar og at de kan hjælpe dig med at finde ud af hvad du kan gøre i forhold til din kæreste.

Ønsker dig en god og dejlig sommer.

Mvh. Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program