Der kommer aldrig en slutning
brevkassespørgsmål
Der kommer aldrig en slutning
Hej brevkasse
Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal starte, det er så svært at snakke om det som er svært... jeg har skrevet til jer før, jeg tror det er cirka to år siden, og dengang følte jeg i hvert fald en eller anden form for lettelse, eller følelsen at ikke at være så alene med alle mine tanker bagefter.
Jeg orker ikke at fortælle hele min baggrundshistorie, men de sidste seks år har mit liv været meget hårdt. Min tvillinge søster fik i slutningen af 2008 anoreksi, og det gjorde mig selvfølgelig ked af det, hun var indtil 2010 i bedring, men siden da, virker det bare som en stor nedtur. Hun blev indlag på psyk i sommeren 10 og kom derefter på opholdssted indtil hun blev indlagt igen i december 10. Det var også der jeg begyndte at skrante. I virkeligheden havde jeg haft det dårligt længe inden, men jeg "måtte" ikke vise det mente mine forældre, for de havde nok i min søster. jeg begyndte at skære i mig selv og udviklede fra november 10 frem til foråret 11 en alvorlig spiseforstyrrelse, tabte 15 kilo på fire måneder. I maj 11 prøvede jeg forførste gang selvmord, men min mor (som en måned inden var blevet skilt fra min far som jeg boede hos) kom forbi, ringede efter en ambulance og mine håndled blev syet sammen i tide. Jeg blev derefter indlagt.
Efter seks uger havde jeg det lidt bedre, og min søster (som havde været indlagt i over seks måneder) og jeg, blev udskrevet samme dag. Det var ef helvede, og det næste år, var jeg indlagt på psyk 4 gange og på somatisk 15 gange for behandling af paracetamol forgiftning. på trods af alt det, lykkedes det mig, at tage 20 kilo på, så jeg igen var oppe på 56 kilo (højde 170). i løbet af niende klasse tabte jeg mig dog ca 10 kilo, da jeg også udviklede Bulimi og overmotionerede helt ekstremt.
Da jeg her i sommers startede i 1.g var jeg stolt over at jeg var nået så langt, og håbede på at det ville gøre mig godt. Desværre gik det ikke sådan, og jeg begyndte at skære mere i mig selv igen, også så jeg måtte på skadestuen og syes. Min(e) spiseforstyrrelser er alt overskyggende, og min søster er igen indlagt og har været det siden december 13. Jeg er rigtig isoleret i skolen, mest fordi der ikke er nogen der ved hvordan jeg har det. selvfølgelig kan de godt se at jeg er tynd (pt. 43 kilo), men det er nogen folk jo, og jeg går altid med lange ærmer så ingen kan se mine over 100 ar. Det er virkelig også hårdt at skulle spille en rolle der oppe. fx. i dag, hvor jeg havde været på skadestuen en halv time inden timen startede for at blive syet, og når ingen ved at min søster er indlagt, at ingen ved at jeg altså ikke er sur når jeg aldrig smiler, men fordi jeg vitterligt bare er smader ked af det...
Jeg stoppede hos en psykolog som jeg har talt med de sidste to måneder, fordi jeg ikke følte det hjalp, jeg fik det værre, og jeg følte at jeg svigtede alle, og at der var et pres for at få det bedre, især fordi det var kommunen som bevilgede og betalte det.Jeg føler i det hele taget, at jeg er lost på alle måder! i sidste uger var min søster lige ved at dø pga. hendes 21 overdosis, og hvis hun gør det igen, siger lægerne at hun ikke overlever. Jeg er bange hele tiden, så snart jeg ikke kan få fat i hende panikker jeg. Jeg græder hele tiden inde i mig selv, og der skal ikke meget til, før jeg også får tårre i øjnene og begynder at græde fysisk. Det er så pinligt når jeg ligepludselig sidder med tårre ned af kinderne i klassen, og må gå ud så diskret som muligt så ingen opdager det.
Det er så hårdt med den her spiseforstyrrelse, som får mig til at stå op klokken fem hver morgen for at løbe en time inden min far vågner, at den tvinger mig til at motionere yderliger tre timer og dagen, og ikke lader mig spise det jeg har brug for. Jeg vil så gerne have det bedre, men jeg er ved at give op, for det synes som om, at min viljestyrke ikke er stærk nok.
Jeg ved godt, at i ikke kan hjælpe mig, men nogen gange er det rart, ikke af føle sig helt alene med tingene. Jeg skal være stærk, bare fordi min søster har det værre. bar fordi hun bliver syet fire gange om ugen og veje tre kilo mindre end mig, betyder det, (i andres øjne) at jeg har det fint fordi jeg kun skære i mig selv to gange om ugen og vejer 43 i stedet for 40... Jeg tror ikke jeg kan blive ved med at være stærk, og få ordre (både fra mit hovede og fra min far) om at skjule mine "svagheder"...
Jeg orker ikke mere, det hele er bare en lang kanp, og der kommer aldrig en slutning...
Hilsen den skærke, men ikke så stærke alligevel...
Svar:
Kære du
Mange tak for dit rørende brev, hvor du fint og tydeligt beskriver hvordan det er at være dig lige nu. Det er dejligt at høre at du tidligere har brugt os og at det dengang gav dig en følelse af at være mindre alene. Det er lige præcis derfor vi er her, for at lytte og hjælpe dig til at med at få styr på dine følelser og måske endda prøve nye ting af.
Det lyder til at det har været hårdt at være dig de sidste mange år. Det er svært at være pårørende til en der er syg og er man det, kan man ofte føle at man bliver tilsidesat og glemt. Man begynder at lukke sig inde i sig selv fordi der ikke er plads til ens følelser og tanker. Når man gør det over en lang periode er det helt naturligt at der kommer en reaktion på et tidspunkt. Jeg tænker at det for dig har betydet at alle de svære følelser du sad med alene over tid udviklede sig til spiseforstyrrelse(r), selvskade og ensomhed.
Når du fortæller at du ikke vil vise din usikkerhed og ked-af-det-hed på skolen, så synes jeg faktisk at det lyder som en helt naturlig reaktion. Jeg tænker at næsten alle mennesker kan have svært ved at vise mennesker vi ikke kender så godt det der gør allermest ondt indeni. Særligt når man gemmer på en smerte og sorg som dig. Jeg kan forestille mig at det må føles som om du er fyldt op med smerte og sorg og hele tiden er bange for at du brister. For går der først hul på al sorgen indeni, så skal der være nogen til at gribe dig og er der det, tænker du måske.
Ved at holde på en facade eller maske når du er blandt andre mennesker beskytter dig selv, fordi du har erfaring med at der ikke er andre der gør. Du skriver at din far får dig til at skjule dine "svagheder" og jeg tænker at det måske har givet dig en følelse af at det du tænker og føler ikke er rigtigt. Jeg synes ikke det lyder svagt, men bare som en naturlig reaktion på en svær situation. Men hører man hele tiden at det svære skal skjules, begynder man at tro på at man er svag og det kan være meget svært at ændre på. Når din far siger at du skal skjule dine følelser, så tænker han måske at de forsvinder. Men smerten forsvinder ikke, den er bare gemt for alle andre, men du bærer stadig på den.
Jeg forstår virkelig godt at du har en følelse af at der aldrig kommer en slutning og at kampen bare fortsætter i en uendelighed. Og ja, det er en svær og lang kamp at vælge en spiseforstyrrelse fra som lige nu styrer og kontrollerer dit liv og sind. Men jeg tror på at du kan, for jeg kan fornemme mod og styrke i dit brev og jeg kan fornemme at du før har kæmpet dig op. Det skal du gøre igen, men ikke alene og ikke ved at skjule noget.
Du skriver at du har talt med en psykolog de sidste to måneder, men at du ikke føler at det har hjulpet dig. Det kan være en stor udfordring at åbne op over for en fremmed og særligt når den historie man skal fortælle gør ondt at sige højt. Det kan være svært at have tillid til at hun kan hjælpe dig, når der er så mange mennesker der ikke har formået det. Selvom du fortæller at du er stoppet med psykologen, tænker jeg faktisk at du hurtigst muligt skal finde en at snakke med igen, enten hende eller en anden. Det tager tid at få et godt forhold til en psykolog, fordi hun skal lære dig at kende og du hende, og når den trygge ramme er skabt, kan der begynde at ske noget. Men det kan sagtens tage mange måneder at nå dertil og derfor er det vigtigt at have en god tålmodighed. Det kan selvfølgelig også være at I bare ikke lige passer sammen og at du derfor skal finde en anden. Ligesom med alle andre mennesker, så er især det kemi der afgør om man har lyst til at snakke med et andet menneske. Jeg tænker derfor at du skal prøve at kontakte din læge for at få mulighed for at snakke med en anden psykolog.
Jeg ved ikke om du allerede kender til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS)? Det er en forening som hjælper unge der som dig lider af spiseforstyrrelser eller selvskade. De har både online anonym rådgivning, gruppesamtaler, individuelle forløb og cafeer hvor man kan møde andre unge. Du kan finde deres hjemmeside HER.
Til sidst vil jeg sige at du fortjener et liv uden så meget smerte og sorg indeni. Du fortjener at opleve glæde, kærlighed, fester, venskaber og alle de andre gode ting som livet har at byde på.
Jeg håber at du kan finde energien til at tage endnu et skridt mod at blive rask og glad.
Normal
0
false
false
false
DA
JA
X-NONE
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Table Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}
Venlig hilsen Marianne
Relateret indhold
Vi ses aldrig
Hej. Jeg har en kæreste. Mit problem er at han aldrig vil ses med mig, han finder bare på undskyldninger om at han ikke har tid. Hvad kan jeg gøre? Og hvis jeg skal tale til ham, hvad skal jeg så sige?
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
Kan ikke være i mig selv mere
Hej Cyberhus
Jeg er en pige på 16 som har en del problemer. Jeg er aldrig glad, og jeg ser virkelig ikke meningen med livet. Psykiske sygdomme, som depression osv. er i min families gener, og jeg har selv haft flere spiseforstyrrelser som jeg endelig nogenlunde er kommet ud af. Jeg er nu...
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
