Forelsket eller ej?

brevkassespørgsmål

Forelsket eller ej?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 16 år 9 måneder siden

Hej,

Jeg går i 6. klasse og er vild med to fra den de andre 6. klasse.
DEn ene har jeg været vildt med i over 2 år, den anden et
par måneder (da han startede). Ham jeg har været længest forelsket i
kigger og smiler til mig hver gang vi får øjenkontakt og den anden (som jeg
næste lige er blevet forelsket i) kigger rigtig længe på mig, men ved de
andre piger driller han dem sådan med at tage deres bøger. De er lige søde
og jeg ved ikke hvem jeg skal vælge og jeg ved ikke om de kan li' mig
eller ej? - hvad tror du?

Svar: 

Hej 13-årige pige,

Når man er i puberteten og i din alder kan man nemt forelske sig.
Forelskelse kan være mange ting.

Det kan være, at du er glad for drengen, at du stoler på ham, at han
er en supergod ven, at du synes, han er flot og dejlig at være sammen
med, og måske savner du ham, når I ikke er sammen.
Alle disse ting er nogle skønne ting, som sagtens kan gøre dig
forvirret, og følelser som du nemt kan have over for flere drenge. Det
behøver ikke at betyde, at du er forelsket i dem begge to. Måske du
bare er rigtigt glad for at være sammen med dem og have dem som venner?

Lange blikke og varme smil kan være tegn på interesse fra de to
drenges side. Men hvad føler du? Hvordan er din mavefornemmelse, når du
er sammen med de to drenge? Får du sommerfugle i maven? Får du varme
kinder? Har du lyst til at lære dem bedre at kende?

Jeg synes, at du for dig selv skal prøve at tænke over, hvordan
du har det med de to drenge. Har du følelser for den ene eller dem
begge - mere end blot venskabelige følelser? Hvis ikke, er de måske
ikke noget for dig. Hvis du har følelser for den ene eller måske endda
dem begge, vil jeg foreslå dig at tale med dem for at høre, hvordan de
har det med dig, og om de ønsker at lære dig bedre at kende.

Der er masser af fisk i havet, så svøm ikke længere, end du kan holde
til.... dermed mener jeg, at venskaber er mindst lige så værdifulde som
kæresteforhold, så vær ikke ked af det, hvis det viser sig, at det
måske ikke var din første "rigtige forelskelse" - den skal nok komme!

Hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program