Kære Cyberhus

Først vil jeg skrive at det er dejligt at, der findes sådan et sted, som her, hvor man kan få gode og seriøse svar og finde hjælp og genkendelse i andres spørgsmål og svar. Tak for det.

Mine spørgsmål handler lidt om hvordan man kan forlige sig med noget tidligere i sit liv, der har været rigtig svært. Hvordan man skal komme videre, så det man har oplevet og følt ikke skal være afgørende for hvem man er og hvad man kan resten af livet. Måske handler det om hvordan man kan komme videre, velvidende at man jo altid vil bærer sig selv, sine oplevelser og erfaringer med sig.

Mine teenageår var meget præget af ensomhed, angst og noget, der måske var depression. Ikke fordi min familie ikke fungerede fint, for det gjorde den på mange måder. Men vi snakkede ikke så meget om hvordan vi havde det, og jeg lukkede mig meget inde i mig selv, var meget ked af det og havde lange perioder med tunge selvmordstanker.

Jeg var alt i alt meget ensom og utroligt ked af det, og jeg følte aldrig jeg kunne dele det med mine forældre. Set i bakspejlet, tror jeg, de ville have hjulpet mig alt det, de kunne, hvis jeg bare havde betroet mig til dem, men jeg var bange og følte meget skyld. Jeg kan ikke præcis forklare hvad der dengang udløste den angst og skyldfølelse. Måske er det fordi jeg er homoseksuel og ikke følte jeg passede ind i det landsbymiljø, hvor mine forældre boede. Skoler hvor drenge spillede fodbold og sloges, og var man ikke med til det... Ja, så var man alene.

Frygten for at træde ved siden af og blive 'opdaget' har hængt ved gennem alle mine teenageår. Jeg tog aldrig med til fester, fødselsdage osv. Jeg var meget stille og indelukket, i skolen, derhjemme, overfor mig selv. Jeg var simpelthen fyldt med frygt og samtidig var ensomheden blevet så tung og dominerende, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle vælge den fra og komme ud af den. Men mit håb var, at det hele ville give mening når jeg blev ældre.

Noget, der hjalp mig til at komme igennem det, var at blive meget optaget af noget andet. Jeg begyndte at arbejde meget, skrive for et blad, og pludseligt opslugte det al min tid. Jeg fik rigtig travlt, skrev hele tiden. Selvom jeg godt vidste og hele tiden kunne mærke, at alt det arbejde først og fremmest var en måde at 'dække' over min ensomhed – en undskyldning til mig selv for igen ikke at kunne komme med til gymnasiefesten eller noget andet. En undskyldning for at vælge at være alene i stedet for at prøve at være sammen med andre. Igen.

Som tiden gik blev skriveriet ligesom det sted, der hjalp mig gennem teenageårene. Det var simpelthen derfor jeg overlevede, fordi det fik mig til at føle at jeg gav en eller anden mening. Måske ikke sammen med de andre på min alder, men at der var nogle, der faktisk satte pris på det jeg gjorde. Og fordi tiden gik. Jeg behøvede ikke at tænke så meget fordi der hele tiden var en deadline, der skulle nås.

Nu står jeg så på den anden side. Til dels. Efter nogle meget travle år, hvor jeg bare havde skrevet og skrevet, besluttede jeg mig at stoppe. Jeg ville prøve at være ung. Jeg ville være på min egen alder. Jeg havde fået noget selvtillid. Jeg var blevet ældre og kunne bedre acceptere mig selv. Jeg kunne springe ud for mine forældre. Jeg kunne begynde at forestille mig at jeg ville få et liv med venner. Med folk omkring mig. Et godt liv.

Jeg kunne skrive nogle flere ting om hvad der er sket i de sidste par år, siden jeg besluttede mig at 'være ung'. Men jeg tror ikke det er så vigtigt lige nu. Nogle gange går det godt med at være ung, andre gange går det rigtigt dårligt. I mit møde med andre jævnaldrende er der også kommet en stor usikkerhed, fordi der er stort hul lige der, hvor mine teenageår skulle sidde.

Det er ikke et tomt hul. Men det er fyldt med alt muligt andet end det, alle andre jeg kender har fyldt det med. Der er ingen oplevelser af de første fester, den første alkohol, de første kys. Der er ingen minder om nye nære venner, sjove historier og pinlig episoder. Der er bare mig, der løber alt hvad jeg kan for at holde ensomheden og angsten væk.

Det jeg gerne vil have hjælp til er hvordan jeg skal finde ro i det. Det kan gøre mig helt ked af det, tanken om alt det jeg ikke har gjort og prøvet. Også selvom jeg kun er 22 år. Og selvom 'man ikke skal græde over spildt mælk'. Jeg kan jo nå en masse endnu, men jeg ved bare ikke helt hvordan.

Jeg vil bare gerne i gang med at leve. I gang med at prøve de ting som livet har at byde på, i gang med at have det sjovt og ikke hele tiden have travlt med at komme videre. Ikke hele tiden frygte at alt vil gå galt. Jeg vil bare gerne stoppe med at løbe fra angsten og ensomheden og få lov til at slappe af i nuet, gå rundt i det, mærke det.

Jeg vil gerne kunne sige: ”Jeg har haft det rigtig dårligt i lang tid, men nu skal jeg have det godt. Nu skal jeg nyde alt det her” Jeg ved bare ikke hvordan. Jeg spænder stadig ben for mig selv. Tænker stadig hvad der kan gå galt, i stedet for hvad der kan gå godt. Jeg prøver at få mig selv til at tage til en fest, men bliver altid for nervøs og ender med at blive hjemme. Sådan er det med meget andet. Jeg prøver, jeg vil gerne, men der er noget der bremser mig. Noget der gør, at jeg det meste af tiden bare kigger på det liv andre lever.

Mit spørgsmål er nok bare: Hvordan kommer man i gang?