Savner ham.

brevkassespørgsmål

Savner ham.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Hej 

 

Jeg er en pige på 14 år der har haft den her kæreste, som virkelig betød alt for mig. 

Han var min bedsteven og vi snakkede om alt sammen. 

Inden vi blev kærester, var vi rigtig gode venner. Jeg følte han var så speciel og jeg holdte virkelig meget af ham, hvilket jeg stadig gør.

Men så en dag får jeg at vide fra en ven, at han åbenbart havde taget afstand fra mig, og kaldt mig opmærksomhedskrævende, belastende og at den måde jeg var på, irriterede ham.

Jeg ved ikke hvad der skete, eller hvad jeg havde gjort, men efter nogle uger tog jeg mod til mig og skrev til ham, om vi ikke kunne være venner igen, men som jeg havde forudset, var han flabet og skrev, at han ikke kunne fordrage mig. 

Han er lidt den type, at han kører efter sit eget hoved og er rigtig meget flabet, hvilket godt kan være lidt træls nogle gange. 

Selvom han har været sådan over for mig og sagt de ting til mig som han har, gør det stadig ikke, at jeg giver slip på ham. 

Jeg går rundt og er sur og har nemt ved at blive ked af det, fordi han påvirker mig. Uden ham er jeg ked af det og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Med ham går jeg rundt og er glad, og skal ikke fake et smil. 

Min veninde fortalte mig, at han havde sagt til hende, at han måske gerne ville være venner med mig igen, men dagen efter havde han skiftet mening.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Jeg vil rigtig gerne være venner med ham og sådan, men jeg ved ikke hvordan, jeg kan få ham til at ville det. 

Jeg håber I vil hjælpe mig.

  

Knus A.

Svar: 

Hej Anonym

Puha...det er så svært og gør så ondt at opleve at den man holder virkelig meget af ikke længere har samme følelser. Jeg kan virkelig godt forstå at du har det svært lige nu. 

Følelser er noget mærkeligt noget og man kan bestemt ikke altid selv bestemme hvordan ens følelser ændrer sig. Derfor er der nok heller ikke så meget at sige til at hans følelser for dig pludselig har ændret sig. Det er en af de ting der sker mellem mennesker. Varme, kærlige og fantastiske følelser opstår og kan så desværre også forsvinde igen. 

Men selv om det er helt naturligt at følelser ændrer sig, synes jeg at man altid har ansvar for at behandle hianden på en ordentlig måde. Når nu I tydeligt ikke føler det samme for hinanden mere kan det ikke undgåes at én af jer (i det her tilfælde dig) vil blive såret. Men måden han ligesom har gjort det forbi og trukket sig fra dig synes jeg ikke er helt fair. 
Når du så føler at du alligevel stadig gerne vil have ham nær dig, så tænker jeg at det er helt naturligt. Alle de gode følelser og oplevelser i har delt med hinanden er så stærke at det nærmest kan føles som at miste en del af sig selv, når én man holder af pludselig ikke længere er en del af hverdagen mere. Jeg ved at det gør vildt ondt, men jeg ved også at det bliver anderledes og bedre med tiden. 

Jeg tror ikke du kan gøre noget særligt for at få ham "tilbage". Hverken som kæreste eller som ven. Måske ved han ikke engang hvad det er der har ændret sig? Måske føler han bare at det i havde ikke længere føles godt? Det eneste du kan gøre er at fortælle ham hvordan du føler og sige at du ønsker at i stadig skal være tætte. Men det kan kun blive godt hvis han reelt har følelserne og lysten til det på samme måde som dig. Og måske er følelserne der bare ikke mere? 

Måske vil I med tiden komme tættere på hinanden igen, men jeg tror at det bedste du kan gøre lige nu er at give slip på ham og prøve at komme videre i dit liv. Hvis du forsøger at holde fast i ham vil du også holde fast i den smerte du føler hver gang han skifter mening og måske alligevel vil/ikke vil. 

Man siger at hvis man elsker nogen så skal man sætte dem fri, og det tror jeg også er det bedste du kan gøre. "sæt ham fri" og giv ham tid og plads til at finde ud af hvad han føler og hvad han vil. Jeg ved at det at skulle "give slip" er så sindsygt svært og gør så forbandet ondt, men jeg er sikker på at det er det bedste du kan gøre for dig selv og det bedste du kan gøre for at du igen kan blive glad indeni. 

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program