Eks-kærester

brevkassespørgsmål

Eks-kærester

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

For godt og vel en uge siden slog min kæreste op med mig efter vi havde haft et forhold til hinanden i ca. et år. 

Lidt om mig og ham:
Jeg er 17 år, og har før været i et par forhold, men ikke seriøst på samme måde som denne gang. Det sidste års tid har for mig været en rigtig hård periode med: mine forældres skilsmisse, 3 flytningere, mor og far begge fået ny kæreste, ses min far mere eller minde én gang om måneden, evige skænderiger med min mor, men morfar har været indlagt i 3 måneder pga. hjerneblødning (har taget hårdt på familien), kæreste problemer (jalouxi, manglende tillid, skænderiger), svært ved at følge med i 1.g på HHX så jeg droppede ud for 3 uger siden.

Eks-kæresten:
Han er 18 år og har aldrig været forelsket før han mødte mig, han har heller ikke været i et forhold på den ene eller anden måde, så jeg har været den første for ham på alle måder. Hans far bor på Bali og de har kun mødt hinanden 2 gange på de 18 år, her mangler der et mandligt forbillede. Hans mor og hans lillesøster på 10 er dem han bor sammen med, der er et stort pres på økonmomien og det synes at gå min eks meget på!

Problemet i forholdet:
Siden Juli måned har jeg taget ham i at skrive med andre piger, ting som er langt over grænsen. det har stået på i 9 måneder og jeg har taget ham i det 10-15 gange og konfronteret ham med problemet!
Ja hvorfor tilgiver jeg ham? - jeg har sagt jeg ikke stoler på ham, når det kommer til lige dette punkt. Dog elsker jeg ham, og er næsten sikker på at det ikke er andet end hvad jeg har læst.
Han kan ikke give mig en grund til hvorfor han har gjort det, men han har dog sagt at pga. min tristhed så søger han nogen gange andre steder han får at slippe tøjlerne og tænke på noget andet(om det er en god undskyldning, det ved jeg sørme ikke)

Jeg er blevet såret gang på gang, men jeg har sådan set også gang på gang selv valgt at tjekke hans telefon, og selv valgt at tage problemet op, selvom det selvfølgelig er en selvfølge. Jeg har været rigtig trist og ked af det i en lang periode, og det har fyldt meget i vores forhold, jeg har været jaloux over at han har skrevet med andre, og jeg har været ked af at han ikke selv har fortalt det når han vidste det var et problem for mig.
Jeg tror at det har slidt på ham at jeg har været ked af det, og lige meget hvad vil jeg gerne til give ham og have ham tilbage.

Vores "break-up" :
Han slog op mandag d. 7. april
Jeg vågnede op ved siden af ham, og tjekkede hans telefon som altid... 
- Søndag havde vi haft en lang og god snak om hvor vi stod, og hvilke følelser han havde for mig, han elskede mig virkelig højt sagde han. 
Han bekræftede mig i at han ikke havde skrevet med andre for nyligt osv. 

Men mandag morgen tjekkede jeg telefonen ...
Og tænk engang.... Igen, igen x100 havde han løget om dette. 
Jeg vækkede ham og spurgte hvorfor han løg for mig, og jeg græd, han undskyldte osv, og lidt efter gik vi over mod bussen og jeg gik hjem ad, på vejen var jeg rarsende på ham og han sluttede af med at sige "så lad mig da være der som en ven for dig" 
Jeg spurgte hvad han mente og han svarede "jamen slår du ikke op med mig?"
Jeg sagde "nej? jeg er bare ked af det!!!" og så gik jeg. 

Efter skole kom han hjem til mig og slog op! Vi tudbrølede begge to! 
Men han stod fast ved denne beslutning, han ville ønske det gik bedre mellem os, men han var ked af at såre mig og ham selv gang på gang.
Han ville virkelig gerne have det til at fungere som venner!
 
Jeg græd tre dage i træt næste uafbrudt!
Men vi lavede en aftale om at han skulle komme og spise med, og se en film om fredagen. Vi hyggede os rigtig meget, fjollede som vi gjorde i starten af vores forhold. Begge vores hjerter bankede med fuld hammer kunne jeg mærke da jeg lå på hans skulder, vi havde nær kontakt, han kildede mig og kom også til at kalde mig skat.

Virkelig lang beskrivelse, det ved, men jeg håber på at i her på brevkassen ville kunne få et indblik i hvilke typer vi er.

Problemstilling: 
Hvordan får jeg ham igen, jeg er bange for at jeg kontakter ham for meget? 
Er der håb?
Og hvorfor bliver han selv på den måde når vi ses? 

Med venlig hilsen 
Pigen der mangler ham der er lyset i mørket! 

Svar: 

Kære du

Mange tak for din beskrivelse af dig, din eks-kæreste og jeres forhold. Det lyder som noget af en rollercoaster-tur du har været på med ham, hvor I både har haft det dejligt og godt og andre gange har haft nogle problemer.

Når jeg læser dit brev, så fornemmer jeg at du bebrejder dig selv at I ikke er kærester mere, fordi du blev jaloux og ked af det. Men jeg tænker faktisk at det er helt forståeligt at du har haft de her følelser i jeres forhold for jeg må indrømme, at jeg ikke synes at han har behandlet dig godt. Jeg kan godt høre at du elsker ham højt og gerne vil have ham i dit liv, men jeg synes ikke det er ok at han skriver med andre piger når I er sammen, slet ikke når det gør dig så ked af det. Du skriver at han ofte løj omkring det og at når du opdagede det så undskyldte han, men at han blev ved med at gøre det. Når man oplever sådan noget mange gange, så bliver man pludselig meget mistroisk, jaloux og man mister tilliden til den anden. Det er naturligt og helt forståeligt og bestemt ikke underligt at du har følt dig nede og ked af det i jeres forhold.

Det er ofte sådan med dem man har holdt meget af at de kan være svære at slippe i hjertet igen. Man kan tænke på dem konstant, glemme det dårlige og kun huske alt det gode, fx sommerfuglene i maven. Når man så oplever det igen og kan mærke at smerten i maven bliver lidt mindre et øjeblik, så er det naturligt at man tænker at man skal være sammen igen. Hvis du rigtig gerne vil have ham tilbage så tænker jeg, at du skal tænke meget over hvorfor og hvordan I skal have et forhold. Fortæl ham hvad du vil acceptere og hvad du ikke vil være med til og sig at vil han ikke det, så kan I ikke være sammen.

Det er vigtigt at du passer godt på dig selv. Man kan hurtigt komme til at glemme sine egne grænser når man får en kæreste og pludselig handler det mere om at gøre den anden glad istedet for en selv. Jeg tænker at det kunne være en god ide at bruge lidt tid på at gøre en masse ting der gør dig glad og som måske ikke har noget med ham at gøre. Du kunne overveje at holde en måneds pause, hvor du ikke kontakter ham og i den periode kun gøre gode ting for dig selv. Vær sammen med dine veninder, se gode film, hør musik, mal, skriv, tag til fester, gå tur i skoven. Gør alle de ting der gør at du smiler. Det kan godt være svært når man savner og er ked af det, men jeg tænker at det er vigtigt at du finder en glæde ved at være sammen med dig selv. 

Hvis du finder ud af at dig og din eks-kæreste ikke skal finde sammen igen, så kan det godt være lidt svært at erkende i starten. Det tager tid at komme over en man har holdt af og det vil gøre en ked af det i et stykke tid, men man får det godt igen. Og selvom det kan være svært at tænke på så husk på at der altid vil være en anden fyr der kan gøre dig mindst lige så forelsket og som måske endda behandler dig endnu bedre. 

Jeg håber du kunne bruge mine tanker.

Venlig hilsen Marianne

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program