Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Hej

Jeg tror desværre at jeg er blevet forelsket i min penneven. Han er også fra Danmark, han er 17 år og vi har skrevet sammen i snart et år. Vi har skrevet virkelig meget sammen, og han har altid været der for mig. Sådan, hvis nu at jeg er ked af det og så han spørger mig hvordan det går, så har jeg for det meste ikke lyst til at snakke om det, men han presser altid på, for han vil så gerne hjælpe mig og han siger sådan nogle søde ting til mig.
Jeg ville rigtig gerne at ham og jeg kunne mødes, men problemet er bare, at jeg har en kæreste.
Min kæreste og jeg har det somregel også godt sammen, men det er ligesom om at vi er meget forskellige hvis jeg skal sammenligne ham, med min penneven. Og jeg må bare sige, at som det ser ud lige nu, så ville jeg helst være sammen med ham den anden fyr.
Min kæreste er virkelig sådan en drengerøv og vi er slet ikke lige modne (jeg er mere moden end ham), og jeg har brug for en kæreste som vil tage intiativ til at være sammen, overraske mig ved at invitere mig i biografen eller sige, at han ikke må komme ud til mig og så han gør det alligevel. Jeg har været der rigtig meget for min kæreste, købt fødselsdagsgave til ham, spørger ham tit om vi ikke skal være sammen en dag, skriver og spørger ham hvad han går og laver, og vil af mest af alt bare gerne give ham det største kys og så ligge og se en film med ham!
Derfor er jeg så forvirret, for jeg ved godt at han elsker mig, men han viser det aldrig fordi min og hans familie/opdragelse er langt fra den samme.
Men med ham fyren her, han er så sød, og jeg ved at vi kunne få det vildt godt sammen.. problemet er bare, at vi bor sådan 2½ timer væk fra hinanden og fordi vi jo er så unge, er jeg bange for at det er noget enten vi ikke kan holde ud, eller vi ikke må for vores forældre.

Jeg er virkelig klemt i det her.. for jeg elsker min kæreste utrolig højt og vil bare gerne være sammen med ham, men der er også bare noget ved ham den anden som gør at jeg få sommerfugle i maven - det er der ved dem begge to...

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre her, for jeg vil ikke stoppe mit forhold med min kæreste, men vil gerne mødes med ham den anden og se hvad der kunne blive der.

Please hjælp mig, tak 

Svar: 

Kære du

Det lyder til at du er blevet splittet mellem interessen og kærligheden til to fyre. Det kan være helt vildt forvirrende at være interesseret i to på samme tid, fordi man ikke ved hvad man skal vælge, om man skal vælge og hvordan. Jeg vil forsøge at komme med nogle af mine tanker omkring det du skriver og håber at du kan bruge dem til at tage næste skridt.

Du skriver at du ikke ved hvad du skal gøre fordi du både har lyst til at være sammen med din kæreste og møde din penneven ansigt til ansigt. Jeg tænker at du skal gøre op med dig selv hvad du gerne vil med hver af de her to fyre. Vil du gerne din kæreste, lige præcis som han er? Og hvad tænker du om din penneven, er han bare en ven eller vil du måske lidt mere med ham end det? Du kan prøve at skrive ned hvad det er du tænker om din kæreste og hvad du tænker om din penneven. Du kan stille spørgsmål som; hvad er fordelen ved at beholde din kæreste, hvad er ulempen ved det? Hvad ville der ske hvis du mødte din penneven? Og hvordan ville et forhold være med ham med den store afstand?

Jeg kan godt forstå at du synes at din penneven er sød, når han støtter og viser dig en forståelse, som du måske ikke føler din kæreste giver dig. Når man møder et menneske der pludselig giver en det man mangler i ens forhold kan man godt blive ekstra fascineret og glade for dem. Det er meget forståeligt at man kan godt blive rigtig fascineret at et menneske på afstand, endda et menneske man aldrig har mødt. Selvom du ved meget om ham og kender ham godt, så er det allligevel meget anderledes at have en hverdag sammen og snakke sammen ansigt til ansigt. Jeg tænker at man nemt kan komme til at idyllisere et menneske man ikke har mødt, især hvis man sammenligner med en kæreste som man er lidt i tvivl omkring. Jeg tænker at du på en måde kun har "mødt" de gode sider af din penneven, altså de sider han viser dig og ikke de sider som måske kan være rigtig irriterende og uforståelige. Jeg tænker derfor at det ville være en god ide for dig at møde ham og se hvordan han er i virkeligheden og til en start bare som venner.

Selvom du skriver at du ikke vil stoppe dit forhold til din kæreste, fornemmer jeg alligevel en lille smule tvivl om din kæreste, når du skriver at han ikke helt er som du ville ønske en kæreste var. Det er meget almindeligt at forhold kan gå op og ned og at man i nogle perioder har færre følelser og kan være mere i tvivl. Men det er vigtigt at mærke efter hvorfor man har den kæreste man har. Er han den rigtige for dig? Det er ikke sikkert at det er et valg du skal tage lige nu og måske sker der et eller andet helt af sig selv der gør at det blive nemmere enten at slutte dit forhold eller blive i det. Jeg sidder samtidig og tænker på om du kunne snakke med din kæreste omkring dine tvivl med ham. Du kan måske fortælle ham det du skriver her i brevet, at du ville ønske han kontaktede dig mere, overraskede dig og viste forståelse. På den måde involverer du ham i dine tanker og du kan se om han har lyst til at forandre sig.

Jeg ved at jeg med mine tanker ikke har givet dig en bestemt retning du skal gå, men jeg håber at mine spørgsmål kan få dig til at finde frem til hvad du skal gøre. Det her med kærligheden kan være svært og noget man skal lære at være i på en god måde. 

Held og lykke, venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program