Hej med dig!

Hold da op. Jeg kan godt høre, at der sker rigtig mange svære ting i dit liv lige nu og jeg kan godt forstå, hvis alle disse ting kan gøre dig lidt fortvivlet. Jeg synes, det er super godt, at du skriver herind for at fortælle, hvordan du har det. Først og fremmest må det være utrolig hårdt at kæmpe med en så alvorlig sygdom som leukæmi. Det må give rigtig mange udfordringer i din hverdag og derfor synes jeg, det er vildt godt gået, at du stadig kan passe din skole og endda være på efterskole. Og at du efter så mange år med sygdommen stadig kæmper - det er rigtig sejt.

Oveni det har du også været vandt til at flytte, og hele tiden blive revet væk fra dit netværk og skulle starte forfra. Jeg kan sagtens forstå, at det har gjort, at det er svært for dig at knytte bånd til andre, fordi du hele tiden er bange for, at I så bare skal flytte igen. At I så også har boet i andre lande, har givet dig udfordringer i forhold til sprog, og du har endda oplevet at blive mobbet på grund af det. Jeg kan godt forstå, at det har gjort dig rigtig ked af det. At flytte så meget, som du har gjort, giver nogle udfordringer som børn, der altid har boet i det samme land og i den samme by ikke kommer til at opleve, og det kan være svært for dem at forstå, hvordan det er for dig, og hvordan det har påvirket dig.
Jeg kunne forestille mig, at det måske har været en god oplevelse at starte på efterskole, fordi her kom alle fra noget andet, og du var for en gangs skyld ikke den eneste, der var ny. Men jeg kan sagtens forstå, at alle flytningerne og også mobningen har gjort, at du også på efterskolen har haft svært ved at knytte bånd til andre.

Det må også være utrolig hårdt, at der sker nogle forfærdelige ting for folk omkring dig - både din fætter, der har fået lungekræft og din veninde, der har begået selvmord. Jeg kan godt forstå, at begge ting gør dig utrolig ked af det. At du beskylder dig selv er en meget normal reaktion, når en man holder af tager sit eget liv - men det var naturligvis slet ikke din skyld, at hun begik selvmord. Også selvom I ikke lige havde skrevet sammen den dag. Nu kender jeg hende selvfølgelig ikke og ved ikke, hvorfor hun gjorde det, men selvmord er oftest noget personen har gået og tænkt over i længere tid, og hun tog formentlig beslutningen, fordi hun har haft det rigtig rigtig svært og ikke følt, hun kunne tale med nogen om, hvordan hun havde det, og at der ikke var anden udvej. Det er frygteligt, når en person begår selvmord, fordi det påvirker så mange mennesker omkring den person. De bliver kede af det, måske vrede, føler sig skyldige osv. Men det er ingens skyld - det var en beslutning hun tog, og det var absolut ikke din skyld. Jeg kan godt forstå, at det påvirker dig rigtig meget, at hun har begået selvmord, og man kan måske ikke lade være med at tænke "kunne jeg have hjulpet hende?!". Du skriver, at der ikke var nogen, der havde set det komme, så hun har sikkert ikke fortalt nogen, at hun faktisk havde det rigtig dårligt, og så kan det være rigtig svært at hjælpe hende - især for dig, som ikke engang bor i samme land som hende. Det er netop derfor, at det er så vigtigt, at man snakker med andre om det, når man har det svært, for hvis man går med det alene, kan det hele vokse sig så stort og uoverskueligt i ens hoved, at man i ekstreme tilfælde til sidst ikke kan se andre løsninger end selvmord.

Derfor er det igen rigtig godt, at du har skrevet herind, og det er også rigtig godt, at dine forældre fandt ud af, hvordan du har det, så de ved det og kan prøve at hjælpe dig. Det gjorde de blandt andet ved at tage dig med til lægen - og det var rigtig godt. Jeg kan godt høre, at du har det rigtig svært, og jeg synes, det er rigtig vigtigt, at du får hjælp til at få det bedre, og til at få bearbejdet alle de her ting, som foregår i dit liv. Du nævner ikke, hvad lægen gjorde, efter han havde diagnosticeret dig, men jeg kunne forestille mig, at han henviste dig til en psykolog. Hvis han ikke gjorde det, så synes jeg, det er noget du og dine forældre skal snakke med din læge om. For det er nogle meget store og seriøse ting, der foregår i dit liv, og jeg tror det vil være rigtig godt for dig at snakke med en psykolog om alle disse ting. Psykologer har tavshedspligt, hvilket betyder, at de ikke må fortælle nogen andre, hvad I snakker om. Derfor kan man føle sig helt tryg og fortælle åbent og ærligt om alt det, der foregår i ens liv - hvordan man har det, og hvad man tidligere har oplevet, hvordan det påvirker en osv. På den måde kan psykologen hjælpe dig med at bearbejde alle disse ting og hjælpe dig til at få det bedre igen - så du for eksempel har lyst til at spise igen, for du har ret i, at det er alt for lidt, du spiser. Mad er som benzin for kroppen - uden mad kan den ikke "køre", den kan ikke fungere, man har ingen energi, og det kan gøre alle tingene endnu værre, hvis kroppen også er helt træt og energiforladt, fordi den ikke får nok mad. Men jeg kunne forestille mig, at hvis du fik bearbejdet alle de her ting, der foregår i dit liv lige nu, så vil du også få lyst til at spise mere og blive fri for kvalmen. Derfor synes jeg, det er rigtig vigtigt, at du kommer til at tale med en psykolog, hvis du ikke allerede gør det.

Måske du også har en ven/veninde på efterskolen, som du allerede har snakket lidt med, som du kunne fortælle, hvordan du har det? Når der sker nogle store ting i ens liv, som fylder meget, for eksempel at din fætter har fået kræft, og at din veninde har begået selvmord, så er det rigtig vigtigt, at man har nogen, man kan dele sådan nogle oplevelser med, og snakke om det, så man ikke går med alle tankerne og følelserne helt selv. Du kan også tale med dine forældre - de er sikkert også rigtig kede af, at din fætter har kræft, og vil derfor godt kunne forstå, at det også påvirker dig rigtig meget. Måske I kan planlægge en tur til Sydtyskland inden for nærmeste fremtid, hvor I kan besøge ham, sådan at hvis der skulle ske noget alvorligt med ham, så har I haft en chance for at se ham en sidste gang.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Mange hilsner Janni