Kære du

Det lyder til at du har det meget svært og at du har brug for hjælp. Derfor er det rigtig godt at du skriver herind til brevkassen og fortæller hvordan du har det. Det er første skridt til at få den hjælp du behøver og det vil jeg forsøge at hjælpe dig videre med.

Det kan være rigtig svært at være i starten af teenageårene, fordi alt forandrer sig, både ens krop, tankerne i hovedet og følelserne kan virke både nye og forvirrende. Det er meget forskelligt hvordan man reagerer på nye ting og på at tankerne er anderledes end da man var barn, men næsten alle synes at det kan være svært. Mange teenagere tænker nogle gange lidt ekstra på døden og livet og det kan virke fristende at komme væk fra det svære. Det er altså en naturlig del af livet at døden fylder lidt en gang i mellem, men det er også vigtigt at man får det meste har det godt og er glad.

Det lyder på mig som om at det ikke blot er det her med at blive teenager og de forandringer det medfører der gør at du har det svært. Når man tænker så meget på døden at man tager for mange piller og man derudover skærer i sig selv, så er det fordi man har det rigtig rigtig svært. Du skriver ikke hvad grunden er til at du har det som du har det og måske er der slet ingen grund, det kan være at det bare er svært at være dig. Det er dog ofte sådan at når man har de tanker du har, så er det fordi man har det svært både med sig selv, men måske også med sin familie, i skolen eller med noget helt tredje. Har du tænkt på om det er sådan for dig?

Det her med at skære i sig selv kan være en måde at kontrollere de svære følelser man har indeni. Hvis man er rigtig ked af det og har ondt i maven, kan man få lyst til at få det til at forsvinde og det gør nogen så ved at skære i sig selv. Dermed bliver smerten pludselig mere fysisk end psykisk og det føles som om at det er lidt nemmere. Det er bare sådan med selvskade at man får det værre af det, man bliver afhængig af det og det kan være svært at stoppe igen. Derfor er det ikke en løsning at skære i sig selv, det er kun et plaster på såret, men det hjælper ikke såret med at forsvinde.

Du har brug for hjælp og jeg synes at du skal gøre alt hvad du kan for at få den hjælp med det samme. Det kan være lidt svært at finde ud af hvem man skal snakke med når man har det som dig, men næsten lige meget hvem du fortæller det til så skal og vil de hjælpe dig. Derfor synes jeg at du skal tænke på en person der betyder meget for dig og som du har tillid til. Det kan være din veninde, din venindes mor, din mor eller far, dine bedsteforældre, en lærer eller din læge. Du skal fortælle denne her person hvilke tanker du går rundt med og sige at du har det svært. Hvis det er lidt svært at fortælle om kan du skrive det i et brev, en sms eller på en mail. Udover at de kan hjælpe dig videre, enten til din læge eller en psykolog, så er det også rigtig rart at få sagt det der gør ondt indeni. 

Jeg håber du kan finde modet til at få fortalt om dine tanker til en voksen, som kan hjælpe dig. Det er nemlig slet ikke meningen at en pige på din alder skal være alene om at have det som du har det.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen Marianne