tvivl og usikkerhed
tvivl og usikkerhed
Hej.
Jeg går på højskole og havde virkelig glædet mig meget. Men efter et par dage gik jeg i baglås. Jeg har prøvet det mange gange før, på efterskole, studietur osv. Jeg bliver helt spændt i kroppen, mister appetitten, får kvalme og virkeligg svært ved at være mig selv. Efter en uge var jeg lige ved at droppe ud, men jeg gjorde ikke, fordi at forstanderen overtalte mig til at blive, nu er der gået 3 uger og jeg har fået det en del bedre fysisk, men jeg har stadig svært ved at være social.
Jeg har skiftet værelse til et hvor der er mere ro, men jeg har stadig svært ved at føre en længere samtale. Tidligere har jeg virkelig set mig selv som et socialt gemyt - og det er jeg også hvis jeg føler mig tryg. problemet er at hver gang jeg møder min egen usikkerhed går jeg helt i baglås og forsvinder.
Jeg er efternøler og har set op til to ældre brødre som var for seje, mange kærster, mange venner osv. Tusind ting. Jeg har efter jeg er startet her fundet ud af at jeg nok er det der hedder "særligt sensetiv" og generelt er der bare en masse ting der begynder at falde på plads for mig. Problemet er bare at jeg ikke føler jeg kan arbejde med mig selv når jeg er her. Fordi der sker så mange ting og er så mange mennesker hele tiden.
Derfor har jeg tit trukket mig tilbage til mit værelse, hvilket har resultetet i at jeg nærmest ikke kender folk omkring mig. Det jeg har allermest brug for er ro og en tæt relation at betro mig til. Men jeg kan ikke overskue fællesskabet, måske har jeg for at være ærlig nærmest ikke lyst til at lære folk at kende, fordi at det,som det ser ud nu virkelig kræver meget af mig og jeg har egentlig mest lyst til at starte til psykolog og meditere og få bearbejdet nogle af de mindreværds komplekser jeg går rundt med. Problemet er så, at jeg ikke ved om det er rigtigt af mig at droppe ud, eller om jeg skal presse citronen og håbe på at jeg i sidste ende vender mig til det og får det godt.
Jeg er heller ikke sikker på at forstanderen vil lade mig drope ud, jeg tror at han syntes jeg skal tage mig sammen - jeg har bare en kæmpe modstand indeni. Derud over skal vi til london i næste uge, og værelserne er blevet lavet og hele verden ville ryste på hovedet hvis jeg gjorde det. Det handler bare om at jeg skal træffe et valg om at blive, men det kan jeg af en eller anden grund ikke. Noget indeni i mig har virkelig lyst til at give op og give efter og for en gang skyld tage hjem og virkelig tage mine sociale problemer alvorligt. Jeg har de sidste 3 uger rodet rundt i mit liv men det er som om at viljen til at blive hængende bare ikke er der mere. Jeg kan ikke give slip. Hver morgen jeg vågner er jeg ked af det, og må virkelig give mig selv ud af sengen. Jeg tør hverken og blive eller tage springet og droppe ud. Hvad skal jeg gøre. Er det en flugt at tage afsted nu? Fuck man. Det er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg hader det. Tusind ting. Kh mig.
Kære dig
Jeg kan godt forstå at du føler dig usikker på om du skal fortsætte eller droppe højskolen som du er startet på og den tvivl der følger med pga den uro du beskriver indeni som gør dig mere usikker og giver dig lyst til at give slip.
Du skriver at du er efternøler og tit har set op til andre som har stået dig nær som fx dine venner, brødre og tidligere kærester du har haft. Du skriver også at du er særligt sensetiv anlagt. Det at du skriver at du tit har haft nogen ved din side som du kunne se op til, betyder måske at du er mere tryg ved at være sammen med folk du kender nogenlunde godt. Du skriver ikke om det er første gang du har oplevet at være et sted og i det her tilfælde på din nye højskole hvor du er omringet af folk du ikke har nogen kendskab til og om du har haft en lignende oplevelse af utryghed og usikkerhed med dig selv i andre tilfælde og situationer.
Hvis du er vant til at være omringet af folk du kender, kan det selvfølgelig være temmelig overvældende i starten og starte på en ny skole med helt nye lærere og klassekammerater osv. Det er en ganske naturlig proces og situation at befinde sig i og som de fleste kan relaterer til. Der hører ikke en bestemt alder til da man både som barn, ung som voksen kan gå rundt og være usikker og føle at man ikke ved hvor man skal starte da det hele er fuldstændig nyt for en. Det kan som sagt være lidt overvældende og et kæmpe mundfuld og specielt i starten men kan oftest gå væk med tiden når man møder og lærer sine lærere og medstuderende bedre at kende.
Nogle gange kan man ikke håndtere denne utryghed og man kan let gå i panik og i dit tilfælde overveje om du skal droppe helt ud af skolen. Du føler at du ikke kommer nogen vegne og usikkerheden og den lave selvværdsfølelse kun vokser og tingene bliver mindre og mindre overskuelige.
Du skriver at du overvejer at starte til psykolog og meditere for at mindske din usikkerhed og følelse af lav selvværd som du går rundt med indeni. Du kan prøve at tage en snak med din egen læge til at starte med og på den måde kan din læge hvis det nødvendigt henvise dig til psykolog.
Du kan også meditere ved siden af det hvis du føler for det. Du kan prøve det og hvis det ikke er noget du føler hjælper dig eller det ikke er noget for dig, kan du altid stoppe med det. Meditation kan hjælpe til at mindske stress og uro i kroppen og har samtidig indflydelse på ens psyke.
Du skriver at du ikke ved om du skal fortsætte. Som sagt kan du som tidligere nævnt starte med at snakke med din læge om det og derefter se hvad det er du skal efter. Hvis det er muligt og du vil, kan du også snakke med din forældre om hvordan du har det og måske dine brødre eller en af dine nærmeste venner. Nogle gange kan det være en lettelse og stor hjælp at få snakket om tingene og måske hente trøst hos nogen man allerede kender og er tryg ved. De kan også give dig råd omkring hvordan du kan takle din nervøsitet og usikkerhed fordi de kender dig godt nok til at vide om det er noget midlertidigt eller om du er sådan som person der nemt kan blive usikker når du er et nyt sted med nye mennesker.
Du skriver at i snart skal til London og værelserne er lavet og du derfor er nervøs for om du skal tage med eller overhovedet fortsætte på skolen. Du kan give det en chance og tage med på turen da det kan være en mulighed for dig til at lære dine klassekammerater bedre at kende. Du skriver at du kan være social når du er tryg og hvis du lære andre omkring dig at kende, kan det være at du bliver mere og mere tryg efterhånden som tiden gå og usikkerheden dermed mindskes eller måske går hen og forsvinder helt.
Når du lærer dine klassekammerater bedre at kende ved at snakke eller at I bare laver ting sammen, så kan det måske fjerne noget af usikkerheden på langt sigt da man får nogen at snakke med og være social med. Du lærer at være sammen med andre mennesker ud over dem du er vant til og det kan være en kæmpe bonus når du i fremtiden skal have et nyt job hvor du ikke har kendskab til arbejdspladsen og du ikke kender nogen af dine kollegaer.
Du skal vide at hvis du ønsker at droppe ud af højskolen har du til en hver tid muligheden for det fordi det i sidste ende er dig der bestemmer og derfor har du altid den mulighed hvis du skulle gå hen og vælge at droppe ud.
Mange gange held og lykke med det hele. Jeg håber du finder ud af det.
De kærligste hilsner
Lima