Tag mere intiativ
Tag mere intiativ
Min kæreste og jeg har haft sex i lang tid sammen, men det er altid ham der tager intiativ og styringen fordi han ved jeg ikke gør det, han ved jeg har svært ved ligesom at stå frem og være sikker på de ting jeg gør. Altså jeg er meget usikker og bange for at gør noget forkert. Og det er jeg også i sengen, derfor bliver det bare automatisk ham. Jeg har jo forsøgt lidt at tag styringen men jeg har utrolig svært ved det. Jeg er også bange for at gør noget forkert eller noget han overhovedet ikke vil kunne lide. Vi snakker meget om hvad vi kan lide og hvad vi tænder på, for ligesom at gør det dejligere for hinanden, og han hjælper mig også meget til ligesom at tag styringen, men jeg kan ikke få mig selv til det.. Så ender det bare med jeg ikke vil have sex, og det accpetere han jo.. Men jeg er træt af det ender sådan så, og jeg ved at det tænder ham hvis jeg har styringen, så hvordan kan jeg blive bedre til det?
Hej med dig.
Mange oplever, at det kan være grænseoverskridende at tage styringen under sex, fordi man er så sårbar, når man er helt nøgen med et andet menneske. Det er helt normalt, og det kan tage lang tid at overvinde sig selv. Så fortvivl ej, hvis du mister modet undervejs - det skal nok komme hen ad vejen. Det lyder til, du har en utrolig sød og forstående kæreste, der kan sætte sig ind i, hvordan du har det. Og det lyder også til, at du holder rigtig meget af ham, og derfor gerne vil gøre ham endnu gladere, når I har sex ved at tage styringen. Det vil jeg gerne prøve at hjælpe dig med.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg lidt over nogle forskellige ting. Det virker som om, du og din kæreste har et godt og åbent forhold, hvor I kan snakke om jeres sexliv, hvad I tænder på, og hvad I godt kan lide. Det tænker jeg, kunne være et rigtig godt udgangspunkt for dig. I stedet for at prøve at kaste dig ud et eller andet vildt og voldsomt, kan du starte lidt i det små. Du ved, hvad din kæreste tænder på, og du ved, hvordan han godt kan lide at have sex. Så i stedet for at prøve at være en eller anden dominerende kvinde, der styrer alting, kan du fx starte med nogle mindre ting. Din kæreste vil garanteret blive vildt tændt bare af små "styringer", fordi han ikke er vant til det. Det kan fx være, du siger til ham, han skal kysse dig et bestemt sted, eller at han skal røre dig på en bestemt måde. Husk på, at du har haft sex med din kæreste mange gange, og derfor godt ved, hvad han tænder på. Alt det her handler ikke om, I skal have sex på en ny måde; det handler bare om, at han får lov til at være lidt passiv engang imellem og mærke, at du også gerne vil have sex med ham. Derfor kan I sagtens gøre de ting, I plejer, når I har sex. Forskellen ligger i, at det er dig, der tager det første skridt. Hvis der fx er en stilling, I begge godt kan lide, kan du enten sige til ham eller vise ham, at du gerne vil gøre det sådan. På den måde ved du, at han godt kan lide, hvad du gør, samtidig med at du tager styringen. Jeg tænker, at det på den måde måske kan hjælpe dig lidt med din usikkerhed, fordi du i forvejen ved, at han godt kan lide det. Din kæreste vil jo gerne have sex med lige netop DIG. Han synes, at du er smuk og dejlig, og hvis du bare fortæller ham eller viser ham en lille smule, hvad du gerne vil have, er jeg sikker på, han bliver endnu mere vild efter dig.
Altså: Lad være med at kaste dig ud i noget, der ikke er dig. Husk på, hvordan I normalt har sex, og hvad din kæreste godt kan lide og start med det. Det er dig, han vil have, så lad ham mærke gennem ord eller handlinger, at du også gerne vil have ham.
Jeg håber, du kan bruge mit svar
Kærlig hilsen
Tanne