Hej, jeg har det her problem at jeg rødmer utrolig meget og utrolig let. Sådan, jeg kan rødme i alle sitautioner. Hvis jeg tror at nogen gør nar af mig, selvom de måske ikke gøe så rødmer jeg, eller hvis jeg fx føler at nogen kritiserer mig. Jeg er virlelig bange for at min rødme ikke er normal, og måske er gået hen og udviklet sig til social angst. Jeg føler ikke rigtig jeg kan snakke med min mor om det, fordi hun bare siger at det er noget jeg bilder mig ind og blablavlabæa og hun giver mig også fornemmelsen af at jeg er unormal fordi hun siger at lægen bare ville sende mig til psykolog, og ja.. Jeg har været til læge hvor jeg tog chancen og spørge. Han spurgte mig om et par spørgsmål, men jeg følte ikke rigtigt at jeg fik formuleret mig ordenligt, og til sidst lukkede jeg af fordi jeg følte at det var svært for mig at snakke om, og jeg fik en grødet stemme og jeg rødmede, og det blev bare lidt for meget for mig. Han sagde at jeg ikke nødvendigvis behøver have social angst, men at jeg bare skal kæmpe imod det og tage små skridt. Og det at jeg ikke fik formuleret mig ordenligt bekymrer mig, fordi jeg ikke rigtig følte han lagde mere i det. :(

Jeg er bare så bange for at jeg altid ville være sådan her, og lige nu sidder jeg og tuder fordi kg bare sådan virkelig er ked af at jeg ikke er som alle de andre børn. Og jeg føler ærlig talt bare at rødmen bliver værre og værre. Jeg er bange for at det ville påvirke mig i fremtiden og ødelægge en masse for mig. Jeg er lige flyttet skole, og jeg føler bare at siden jeg kom ind på skolen er det blevet værre, fordi jeg følte at drengene hakkede virkelig meget på mig, og jeg havde ikke rigtig nogen på det tidspunkt. Det er dog blevet bedre med piger, og jeg føler ikke at jeg rødmer så meget mere som jeg gjorde før i tiden. Men fx. igår så havde vi praktikanter, og en af dem snakkede til mig, sådan hvad jeg lavede osv, da jeg sad med min iPhone - som jeg btw. tit bruger som distrahering, men ja jeg begyndte at rødme, og jeg gav sikkert et skide dårligt førstehåndsindtryk. Og i forvejen har jeg det dårlig med min krop, og jeg føler virkelig bare at alt går ned af bakke for tiden. Jeg har virkelig brug for et håb, et håb  at jeg måske kan ændre mig, eller bare noget i den stil generelt. Jeg har virkelig bare lyst til at give de der som siger alt det der med "man skal bare acceptere sig selv", og blablavlabæa. Det kan de jo sagtens sige, de ved jo ikke hvordan det føles, og være ukomfortabel det meste af dagen 24/7. Og det værste er at jeg IKKE villeacceptere det, jeg VILLE ændre mig! Jeg er begyndt og ville undgå ting, og isolere mig mere, fordi jeg er bange for at rødme og bare alt i alt ikke har lyst, og bare helst har lys til at blive siddende i mit værelse. 

Jeg er virkelig bange for at jeg bliver ved med at være sådan her, og jeg kan ikke lide være med at tænke på det. Jeg er bare så bange, og træt af alt. Jeg er så træt af mig selv, at jeg er sådan her. At jeg er så akavet, oooorh gard! Og min krop gør ikke ligefrem noget bedre. Nogen gange kan jeg endda rødme i bussen hvis jeg skal købe en billet, og det gør jo ikke alt bedre at folk bare nedstirre mig, fordi jeg rødmer. Tit ønsker jeg egentlig bare at møde en pige som der også rødmer, og jeg ved der er mange piger på min alder som er som jeg. Jeg ville bare så gerne møde en, en som jeg kan blive venner med, som jeg kan stole på, fordi jeg sådan virkelig ikke stoler på nogen, og jeg har svært ved at lukke nogen ind. Selvfølgelig stoler jeg på min mor søster osv, men tit hvis min mor eller søster, måske bliver sure, så kan de finde på at bruge ting imod mig, som jeg måske har fortalt, og det sårer mig, vildt meget, selvom jeg ikke giver udtryk for det. Jeg ved det ikke er med vilje, og de måske fortryder det, men alligevel sårer det mig. Jeg ved ikke hvorfor jeg har svært ved at lukke personer ind, det har jeg bare. Jeg har aldrig mødt en person der rødmer som mig, aldrig. Jeg har faktisk aldrig mødt en person som alt i alt rødmer. Please. Jeg har brugt for håb. Håb om at jeg kan ændre mig og komme ud af den her onde cirkel. Tror du det måske er noget som jeg ville vokse mig ud af, det har nemlig stået på siden jeg var 10 TROR JEG, eller tror du bare det er blevet en del af mig af rødme. Hvis jeg fx sidder i klassen og jeg kommer til at rødme, så bliver jeg sådan ekstra nødtrykt og har egentlig bare lyst til at gå, men nogengange hvis jeg fx. siger noget uden at rødme, så bliver jeg sådan glad... og føler mig mindre genert. Eller genert og genert, jeg tror ikke det er fordi jeg er genert, fordi det er jeg ikke, jeg rødmer bare og det er det der forhindre mig i at fx spise med andre mennesker eller gæster. Jeg elsker nemlig at møde nye mennesker, og snakke med dem. Jeg kan sagtens snakke med en person uden at rødme, men føler jeg at personen ydmyger mig eller siger noget pinligt om mig, eller gør grin af mig, sådan hvor det er for sjovt, så kan jeg stadig finde på at rædme. Også bare helt for mig selv, hvor jeg tænker tilbage på noget. Hvis jeg snakker med en person så rødmer jeg ikke, men er det med flere så kan jeg godt finde på at rødme, fordi jeg ikke rigtig kan lide at folk har opmærksomhed på mig, og sådan hvad de tænker om mig. En anden ting er også at jeg meget tit tænker over hvad folk tænker om mig, og jeg sammenligner også tit mig selv med andre, og jeg VED at det er en dårlig idé, men på en eller anden måde kan man jo ikke lade være. Jeg siger også tit til mig selv, at sådan ser jeg ud, og at det sagtens er noget jeg kan ændre. Men som skrevet, så er jeg bange for at rødmen ikke er noget som kan ændres, og endda forbandet meget. :(

- jeg er virkelig bange. :(

Knus rødmende pige. :)