Veninde
Veninde
Hej Cyberhus.
Jeg er en pige på 12 år. Jeg har en bedsteveninde, vi er tit sammen og hygger og's. Når vi ser noget tv eller film, læner hun sig op ad mig... Hun kæler nærmest med mig, og det er lidt underligt nu når hun har en kæreste... Jeg er lidt bange for at det vil udvikle sig... Håber i viL hjælpe... K.H. Anonym
Hej Anonym.
Skønt at høre at du har en bedste veninde, som du hygger dig med. Det må være rigtig dejligt at have så tæt en veninde, som man tit kan være sammen med.
Jeg kan godt forstå, du undrer dig lidt over, at hun læner sig op ad dig, når I bare er veninder, og når hun nu har en kæreste. Piger på din alder har meget forskellige grænser for, hvor tæt man må/bør komme på hinanden som veninder, og det er noget, som det er vigtigt, I får talt om, så der ikke opstår misforståelser eller uheldige situationer i jeres venskab. Jeg tror ikke nødvendigvis, at din veninde tænker, det skal udvikle sig, selvom hun nærmest kæler med dig. Mange piger kan bare enormt godt lide at nusse og kæle med deres tætte veninder og ser det som en hyggelig ting på linje med at se film sammen. Andre piger bryder sig slet ike om, at man rører det mindste ved hinanden som veninder, og begge ting er helt OK. Det er blot vigtigt, man får fortalt hinanden, hvordan man gerne vil have det, så der ikke er nogen, der ender i en ubehagelig situation.
Derfor vil mit bedste råd til dig være at sige til din veninde, at du har tænkt over, at du synes, det er lidt underligt, at hun kæler med dig, fordi I kun er veninder og fordi, hun har en kæreste. Hvis du ikke bryder dig om det, kan du sige, at du helst bare vil se film sammen, uden at I rører ved hinanden, fordi du mener, det er noget, man kun gør med sin kæreste. Det er vigtigt, du får fortalt hende om dine grænser, så det netop ikke udvikler sig, som du frygter.
Du skal vide, det er helt OK, at du ikke synes om hendes berøringer. Det er rigtig fint, du mærker efter på dig selv og finder ud af, hvad du kan lide og ikke kan lide.
Jeg håber, du kan få snakket med din veninde, og at I fortsat kan hygge jer rigtig meget - uden at det behøver betyde, at I skal kæle med hinanden.
Kh. Matilde