menstruation

brevkassespørgsmål

menstruation

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej derude

Jeg har ikke helt styr på hvornår jeg sidst havde menstruation,  men havde det hvertfald d. 18 december 2013. Jeg har ikke haft det lige siden.  Jeg har fået finger af min kæreste,  kan det lade sig gøre at han måske havde haft lidt sæd på fingeren,  og at jeg er blevet gravid af det?  Jeg har ikke taget nogen graviditetest, men regner ikke med at man kan blive gravid så let. Har snakket med min mor om at jeg ikke har haft det længe nu, men hun siger bare vi skal vente og se. Hvad synes i jeg skal gøre? Er det unormalt at jeg ikke har fået det endnu?  Skal lige siges at jeg har haft menstruation i et år nu, den plejer at være uregelmæssig, men ja. Burde jeg tage til leægen?

Knus den bekymrede pige

Svar: 

Kære du

Sådan læser jeg dit spørgsmål: Du har ikke haft din menstruation nu i næsten 3 måneder. Den plejer at være uregelmæssig. Du overvejer, om du kan være gravid og søger råd til, om du skal tage til din læge.

I din alder udvikler kroppen sig hurtigt flere steder. Der kan være mange årsager til, at menstruationen ophører eller er uregelmæssig. Det er meget normalt med uregelmæssig menstruation i din alder, når du kun har haft menstruation i 1 år, fordi det hormonsystem, der styrer menstruationens cyklus ikke er helt modent endnu. Op til 40 % af alle kvinder mellem 15-24 år oplever én gang årligt lange menstruationscyklusser. Bl.a. kan ting som fx stress, hård fysisk træning, undervægt og overvægt medvirke til at gøre menstruationen uregelmæssig.

Ud fra det du fortæller mig, lyder det ikke som om, at du er gravid. Det er meget lav sandsynlighed for, at din kæreste har gjort dig gravid ved at give dig fingeren. Men det kan ikke med sikkerhed udelukkes, og jeg kan godt forstå, hvis du er lidt bekymret for at kunne være gravid. Jeg tænker i din situation og for at være helt sikker, er det en god idé at tage en graviditetstest snarest for at udelukke graviditet. Skulle du (mod forventning) være gravid, vil din læge og mor kunne hjælpe dig.

Hvis du ikke er gravid, er det ikke noget som behøves at blive undersøgt nærmere nu. Du kan sagtens, lige som du og din mor har snakket om, se om ikke menstruationen kommer igen inden for et par måneder. Hvis der går mere end tre måneder fra nu af uden menstruation, vil jeg anbefale dig at kontakte din læge. Så kan I snakke nærmere om og undersøge, hvad årsagen kan være.

Jeg håber, jeg har hjulpet dig med at få svar på dine spørgsmål. Ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen.

Mvh. Jens

Jenss billede
Jens har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program