For fed?

brevkassespørgsmål

For fed?

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

hjælp!

Jeg er en pige på 11 år og føler mig så fed... jeg tror jeg er den fedeste i klassen... Mine lår ligner et bjærg!! Men ellers er resten ok... Jeg er 153 og vejer 44 KG!! Alle de andre er endda højere ind mig og vejer 10 kg mindre end mig... Vil så gerne have en godt kost men når min familie også er overvægtig og spiser for meget er det svært for mig at sige fra..... jeg ligner en elefant i forhold til de andre i min klasse!! Hvad gøre jeg? 

Svar: 

Hej med dig

Mange piger i din alder er usikre på sig selv og sin krop, og mange er bange for, at de er for tykke. Du er i en alder, hvor man sammenligner sig meget med andre, og puberteten er på vej. Det betyder, at du er på vej til at blive en kvinde, og derfor udvikler din krop sig og får flere former. Derfor er det almindeligt, at man lige skal vænne sig til forandringerne, og det medfører desværre ofte et lidt forkert forhold til kroppen. I dit tilfælde føler du dig som en elefant. Du ser dig selv som den tykkeste i klassen, og du synes, at dine lår er alt for store. Jeg kan godt forstå, de følelser du har omkring din krop, men jeg har dog svært ved at forestille mig, at du er for tyk. Ud fra den vægt og højde du har oplyst, lyder det nemlig overhovedet ikke til, at du er i nærheden af at være for tyk - tværtimod.

Men selvom du ikke er for tyk, ændrer det selvfølgelig ikke på, hvordan du ser dig selv. Som jeg forstår det, er det dine lår, du er utilfreds med, men resten er egentlig fint. Et råd til dig kunne derfor være, at du skal prøve at kigge dig selv i spejlet og finde noget, du er glad for ved dig selv. Måske har du nogle flotte arme, et kønt ansigt eller noget helt tredje. Dette skal du så vælge at fokusere på i stedet for dine lår, som du er utilfreds med. De fleste har den dårlige vane, at de kun fokuserer på det, de ikke kan lide, og derfor glemmer at se alle de smukke ting ved dem selv. Så tænk positivt og sig til dig selv, at du er smuk, som du er!
Noget andet, du kan gøre, er at stille dig foran spejlet og kigge godt efter. Er dine lår virkelig så store, eller passer de egentlig fint til resten af kroppen? Her må du huske på, at vi alle er forskellige og ser forskellige ud, så derfor kan det ikke betale sig at bruge sin tid og energi på at sammenligne sig med andre. Den eneste, du kan sammenligne dig med er i princippet dig selv. Nogle er nemlig høje og slanke, mens andre er små og brede, og nogle andre er bygget på en helt tredje måde. Så selvom det er svært at lade være med at sammenligne sig med pigerne fra klassen, må du huske på, at de måske har en helt anden kropsform end dig. Og det kan man ikke lave om på, så du kan ligeså godt forsøge at elske dig selv, som du er, selvom det kan være svært. Og i den forbindelse skal du også huske på, at du kun er 11 år. Så der er stadig mange år, hvor du kan nå at vokse, og hvor din krop kan nå at forandre sig.

I dit spørgsmål skriver du også, at din familie er overvægtig og ikke har så god en kost. Det er en fin ting, at du allerede er opmærksom på din kost, og at du skal spise god og sund mad og ikke for meget af det. Men det er selvfølgelig svært at spise rigtigt i din alder, hvis resten af familien ikke gør det, da du nok helst skal spise det, der bliver serveret. Her vil det derfor være en god ide at snakke med din familie om, at du gerne vil til at spise lidt sundere og høre, om de ikke vil være med til det. Det er nemlig ofte lettere at spise sundt, hvis alle i familien er enige om det, for så kan man støtte hinanden i det. Og jeg kunne da næsten ikke forestille mig, at din familie vil sige nej til at leve sundere, hvis du spørger dem, da det jo vil gavne alle.
Du nævner også, at du har svært ved at sige fra til mad, og det kan jeg godt forstå. Man bliver fristet af det og får lyst til det, når man bliver tilbudt det, eller når det står fremme. Her vil det måske være en ide, at du i stedet for at tage et stykke kage, du måske bliver tilbudt, i stedet går ud og tager et stykke frugt eller et stykke tyggegummi. Ofte er det nemlig ikke kagen, man har lyst til, men man vil bare gerne spise noget, fordi man har lyst til et eller andet, eller fordi de andre spiser. Derfor er det en god ide at vælge noget sundt fremfor noget usundt, eller i det mindste at mærke efter, om man virkelig har brug for kagen, før man spiser den, eller om noget sundere måske kan erstatte kagen. Du kan også prøve at tænke på, hvilke konsekvenser det har at spise for eksempel et stykke kage, før du tager det. Måske kan det få dig til at sige nej tak, hvis du tænker på, at du bliver tyk og får det halvdårligt, hvis du spiser det. Dog skal du passe på, at det ikke tager overhånd. Det er jo helt ok at nyde noget usund mad og spise lidt ekstra engang imellem, for det skal der også være plads til. Men hvis man kun spiser usunde ting engang imellem, nyder man det for det meste også mere, når man så endelig får det. Jeg synes, det er fint, du gerne vil være sund, men pas på med ikke at kom til at fokuser for meget på det. Der er mange andre ting i tilværelsen, som er langt mere spændende!

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du har fået den hjælp, du havde brug for. Ellers er du velkommen til at skrive herind igen, hvis du har flere spørgsmål - enten til brevkassen eller chatten.

De bedste hilsner fra Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program