Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Mellemrum mellem fortænderne :(

brevkassespørgsmål

Mellemrum mellem fortænderne :(

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Hej Niels:)

Jeg er en pige på 14 år.

alle mine tænder er vokset ud, men jeg har et mellemrum mellem mine midterste fortænder. Jeg har været til tandlægen for at høre om de kunne gøre noget ved de, men det ville de ikke.

Jeg bryder mig slet ikke selv om det.

Er der noget man kan gøre?

Svar: 

Hej Pige 14 år

Tak for dit spørgsmål. Og jo, der er flere muligheder for, hvad du kan gøre ved et mellemrum mellem fortænderne.

Hvis det eneste, der er galt med dine tænder og tandstilling er et mellemrum, så skal din almindelige tandlæge ikke tilbyde dig at rette tænderne. Du kan nemlig kun få gratis tandretning (togskinner for eksempel), hvis dine tænder er så skæve, at du kan tage skade af det som voksen. Så på den måde kan din tandlæge godt have ret i, at han/hun ikke kan hjælpe dig med dit problem - altså for eksempel med bøjler.

Det betyder ikke, at du ikke kan få tænderne rettet. Kun at du så må finde en privat specialist, der kan rette dine tænder. Du skal vide, at det kan godt betyde, at du skal have togskinner på alle tænderne (bare for at rette eet mellemrum) - og at det kan koste dig op mod 35.000 kr. Og så skal du vide at man aldrig kan garantere, om dine tænder bliver stående bagefter.

Det kan også godt være, at dine tænder kan rettes med en mindre behandling, men det kan jeg ikke sige dig, fordi jeg ikke har set dine tænder.

Det er også en mulighed at lime noget plast på siderne af dine fortænder, så mellemrummet bliver lukket på den måde. Det kan din almindelige tandlæge gøre. Nogen gange kan det faktisk blive rigtig flot. Det holder normalt kun nogle få år, så går det i stykker eller tager imod farve, og så skal der laves nyt plast. Det er gratis for dig hos din tandlæge indtil du er 18 år gammel, men du skal selv betale for det, når du er voksen. Og det kan sagtens koste 1-2.000 kr pr tand hos en voksentandlæge.

Som du kan høre, så er det svært for mig at sige dig, hvad der er det rigtige. Og derfor vil jeg også foreslå dig at snakke det igennem med dine voksne. Høre hvad de siger. Og høre om de vil støtte dig hos tandlægen - og om de vil hjælpe dig med at betale for behandlingen hos en privat specialist.

Hvis de vil hjælpe dig, så vil jeg foreslå dig at booke en tid hos een af din kommunes specialister. Din egen tandlæge kan hjælpe dig med at finde en tid. Tag dine voksne med og forklar specialisten, hvordan du har det med dine tænder og bed ham eller hende om at forklare dig, hvordan du kan komme af med dit mellemrum og om du kan få det gjort gratis. Du kan også få at vide hvad det koster hos en privat tandlæge.

Og så må du jo høre svarene, snakke med dine voksne og tænke dig rigtig godt om. Det kan være både dyrt og svært at lave om på, hvordan man ser ud. Og det er ikke altid resultatet bliver så godt eller så holdbart, som du forestiller dig på forhånd.

Held og lykke med at finde ud af det

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program