Hej. Der er ingen "klare" problemer, så det handler mere om ensomhed og tankerne om, at man ikke er god nok - frygten for at stå i vejen for andre eller skuffe dem og i sidste ende mig selv. Jeg tror, at det ville være lettere, hvis der var et konkret problem - at jeg kunne koble det til fedme, død i familien, fysisk smerte eller andet. Men det er der ikke. Hele livet, har jeg været andres "støttepæl". Det har betydet, at jeg aldrig rigtig snakker med folk om mine egne problemer - eller det ved jeg ikke engang, om de kan kaldes. Jeg føler mig ofte alene og har mange perioder, hvor jeg er utroligt nedtrykt. Det tror jeg, at jeg har haft siden 3. klasse eller noget. Jeg har altid været personen med alle svarene, også svarene på mine egne spørgsmål. Blandt min omgangskreds og nære venner, har jeg altid været den, som kunne klare at stå alene og samtidig passe på mig selv. Jeg er på ingen måde bagud i skolen, men jeg sætter ret høje krav til mine egne egenskaber, sommetider lidt for høje. Umiddelbart vil jeg ikke sige, at jeg ændrer mig selv eller mine meninger for andres skyld. Jeg har "bare" altid gemt mine sorger og problmer og sat andres i første række. Det er ikke fordi, at jeg går og er sur og trist døgnet rundt, på ingen måde. Faktisk tror jeg, at de fleste vil beskrive mig som værende ret positiv. Til tider kan jeg dog få nogle tilbagefald, hvor jeg føler mig frygteligt ensom. Jeg kan bryde sammen og begynde at græde på skolens toilet, eller når jeg ligger i sengen om aftenen. Men som en refleks, sætter jeg straks en facade op, når folk spørger ind eller kommer i nærheden. Måske er jeg bare lidt af en "pleaser". Men på en måde glemmer jeg også mine egne problemer, når jeg i stedet hjælper andre. Jeg tænker meget ofte over, at jeg burde sige det til nogen, tale om det. Jeg forbereder taler, prøver at gøre klart for mig selv, hvad problemet egentlig er, og om jeg selv har mulighed for at løse det. Endelig har jeg taget mig sammen. Nu skal det være. Men med det samme, når spørgsmålet falder, om der er noget galt - ender jeg med det samme opbrugte svar hver evig eneste gang. "Noget galt? Nej da, selvfølgelig ikke. Jeg er bare lidt træt." Selv overfor min mor. Jeg griner lidt af det og slår det hen, laver et hurtigt emneskift. Faktisk troede jeg, at problemet ville blive løst af sig selv, da jeg startede på gymnasiet her i sommers. At det ville hjælpe med nogle nye venner og et lidt højere fagligt niveau. Det gjorde det vel egentlig også. Jeg fandt hurtigt med i næsten alle mulige råd på skolen, hjælper til i Røde Kors og er så aktiv i det hele som muligt. Hver gang folk spørger mig, om jeg har lyst til at hjælpe yderligere til, stå for en opgave eller høre om deres problemer, siger jeg uden tvivl ja, næsten hver evig eneste gang. Jeg er utroligt glad for at kunne hjælpe andre, det er bestemt ikke det. Og dog. Citatet "Smil til verden, og verden smiler til dig", har jeg ihvertfald prøvet at klynge mig til. Håbet på, vidst, at det nok skulle komme til mig på et tidspunkt. At folk ville spørge ind til mig tyve gange, når der var noget galt. At de ville gøre mine problemer til deres problemer. At de ville brænde for en ting, som jeg har kær, som hvis det var deres egen. Men alt dette er ikke sket endnu. Jeg ved slet ikke, om det er muligt, at det sker. Måske har jeg bare for høje forventninger til andre også? Faktisk er jeg bare lidt i krise med mig selv. Men en ting er gået op for mig. At jeg har et problem, som jeg ikke selv kan løse. Et problem, som jeg ville ønske, at folk ville spørge ind til, når jeg ikke selv kan bryde isen. Men hvordan skal det ske? En lille hentydning - "Ja, altså det går da fint.. men det kunne gå bedre". Det tror jeg desværre ikke på. Jeg tror ikke på ret meget lige nu, ihvertfald ikke mig selv. Jeg ved ikke engang, hvad I kan hjælpe mig med. Om nogen vil svare, eller om det bare vil glide langsomt væk. Ihvertfald har jeg prøvet, og mon ikke at der sidder en lille ærkeengel derude, som kan give mig svar. „When the world says "Give up", Hope whispers "Try one more time"“