Psykisk sygdom

brevkassespørgsmål

Psykisk sygdom

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 4 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 14, og er på det seneste begyndt at blive virkelig bange for at jeg har en eller anden form for psykisk sygdom. Jeg har i lang tid haft en elendig selvtillid, og sidste år begyndte jeg at skære i mig selv. Dette blev dog hurtigt opdaget af min ene veninde, som hjalp mig med at komme ud af det igen, og for en periode havde jeg det så nogenlunde. Jeg har dog fortsat med det, jeg kalder 'mental selvskade' - jeg rakker med vilje mig selv ned i mine tanker, tænker på alle de dprlige ting jeg har gjort og overbeviser mig selv om at jeg er et forfærdeligt menneske. Lidt efter begyndte jeg at på panikanfald - jeg satte mig ud på et badeværelse, låste mig inde og sad i hjørnet og rokkede frem og tilbage. Jeg kunne ikke kontrollere min vejrtrækning og mine tanker gik fuldstændig i ring. Det føltes som om at jeg var blevet sindssyg. Dog har jeg altid været en god skuespiller, så jeg kunne næsten komme tilbage fra mine panikanfald og lade som om at jeg var helt okay, og næsten overbevise mine venner. De holdt så op igen, og jeg havde igen en 'okay periode'. Men her efter juleferien er jeg så småt begyndt at selvskade igen. Jeg ved at det er dumt, og jeg har ikke lyst til at blive afhængig af det, men jeg kunne ikke lade være. Alt byggede sig op inde i mit hoved, og det var den eneste måde at få det ud på. (Jeg har dog holdt mig fra det i en uge nu!) På det seneste er jeg også begyndt at blive virkelig følelsesmæssig ustabil. Jeg har kæmpe humørsvingninger, og kan gå fra at være helt nede i kulkælderen til at grine og have det sjovt med mine venner på få sekunder, og de mindste små ting kan påvirke mig. Jeg er også begyndt at få disse her sorte huller i min hukommelse - lektier, vi har fået for, som jeg intet kan huske om, hele skoledage som bare er forsvundet, selvom jeg ikke husker noget om at have været syg i den periode, og ting som jeg burde have været med til, som bare er væk. Det er ikke på den der måde hvor din veninde siger 'kan du huske da..' og du svarer 'nej', hvor hun så siger 'jamen det var der der skete det og det,' og du så tænker 'åååh, der!'. Nej, de er HELT VÆK. Der er ingengang et sort hul eller noget. Det er der bare ikke, som om at jeg aldrig har oplevet det. Jeg har aldrig røget eller været fuld i mit liv, så det kan heller ikke være derfor. Jeg har også haft en periode på ca. 2 måneder, hvor jeg havde alle tegnene på en depression(jeg undersøgte det på nettet, og så en liste over symptomer, hvor jeg opdgede at jeg havde samtlige af dem) - jeg fik dog ikke noget konstateret. Men jeg troede egentlig, at jeg havde det okay for tiden, men så i dag gik det helt amok. Det startede som en okay dag, blev så lidt værre da nogle drenge i min klasse opførte sig som idioter, lidt bedre da jeg kom ned til mad, snakkede med mine veninder osv. Så kom vi ind på emnet kærester og forelskelse, hvilket aldrig har været et rart emne for mig at snakke om(det er en smule kompliceret, men basically forelsker jeg mig meget hurtigt i folk, hvorefter jeg overbeviser mig selv om at de aldrig i livet ville kunne lide mig og udløser en kædereaktion der ender i angst, flere panikanfald og selvskade.) Min veninde begyndte at brokke sig over noget med sin forlovede(!) og hvordan hun elskede ham, men var bange for at miste ham osv., osv., osv. Og jeg er virkelig glad på hendes vegne, da de er et godt par og jeg sagtens kunne se dem fungere sammen resten af livet. Men nogle gange bliver det bare for meget, og starter en kæde af min dårlige selvtillid som ender i at jeg tænker at jeg aldrig, aldrig aldrig får et forhold som dem, hvilket gør mig uendelig ked af det og ensom, hvilket igen giver mig dårlig samvittighed over at have det som jeg har det, da jeg bare skulle være glade på deres vegne, hvilket for mig til at føle mig endnu mere som et forfærdeligt menneske. Men altså, min veninde havde det ret dårligt, og det gik op for mig at jeg ikke kunne hjælpe hende. Ligemeget hvad jeg gør, ser det ikke ud til at have nogen effekt. Jeg behøver ikke at fortælle hende at hun er fantastisk, for hun har selvtillid(dog uden at være egoistisk på nogen måde!). Jeg kan ikke give hende gode råd, for hun har langt mere erfaring end jeg. Og bare det at give hende et kram og være der for hende ser ikke ud til at gøre den store effekt. Så jeg begyndte at føle mig utrolig utrolig nyttesløs, hvilket gik over i værdiløs og fortsatte ned af bakke derfra. Jeg begyndte ikke at kunne kontrollere min vejrtrækning, ryste over hele kroppen og skyndte mig ud på toilettet for at have mit anfald i fred. Jeg har ikke haft et panikanfald i lang tid, og det her var et af de værre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange hele tiden, bange for at alle folk i virkeligheden inderst inde hader mig og bare vil slippe af med mig. Bange for at begå den mindste fejl, og bange for at såre mine veninder. Jeg er virkelig, virkelig ustabil følelsesmæssigt. Jeg har det som om at jeg er ved at blive - eller allerede blevet - sindssyg. Mine forældre ved intet om det, da de altid har set mig som den glade, ubekymrede pige og at jeg ikke ville kunne bære at skuffe dem på den led. Hvad skal jeg gøre? Er det normalt at have det sådan her, eller har jeg rent faktisk en psykisk sygdom? I så fald, hvilken en? Er der noget jeg kan gøre for at holde mig nogenlunde stabil følelsesmæssigt, og få panikanfaldene til at gå væk? Kh. en forvirret og forfærdelig bange pige.

Svar: 

Kære du

Det lyder til at du har rigtig mange tanker lige nu, og jeg kan godt forstå det må være svært at opleve alle de følelser du beskriver.

Du skriver rigtig mange ting, og jeg vil forsøge at tage dem en af gangen.

1. Du spørger om du mon har en psykisk sygdom. Det kan jeg ikke svare dig på. Hvis du vil have et konkret svar på det, er du nødt til at tale med din læge. Du spørger også om det er normalt at have det sådan her. Det er normalt at have nogen ting man har det svært med, men det lyder til at du slås med nogle ting, som du har brug for at få talt med nogen om og få gjort noget ved.

2. Du beskriver at du gør "mentalt selvskade" og rakker ned på dig selv, får dig selv til at tænke at du er et forfærdeligt menneske. Alt sammen tænker jeg hænger sammen med det dårlige selvværd du også beskriver. Mange mennesker kæmper med et dårligt selvværd, men det lyder til at du er meget hård ved dig selv. Jeg mener, hvordan kan man være et forfærdeligt mennesker, når man fx tænker så meget på sin veninde, som du gør? Jeg synes du lyder som et meget omsorgsfuldt menneske.

3. Du fortæller også om nogle panikanfald, og det lyder til at de kommer netop når du har det rigtig dårligt med dig selv. Du beskriver fx at det er begyndt at komme efter du rakker ned på dig selv, eller efter at du har talt med din veninde og har dårligt samvittighed og føler dig nyttesløs. De panikanfald lyder rigtig ubehagelige, og jeg synes du skal tale med en læge om det.

4. Du fortæller du er begyndt at selvskade igen.. dog med en pause på en uge. Man selvskader tit, hvis man har nogle følelser indeni sig, som man har svært ved at komme ud med. Her kan selvskade give en form for kort lettelse af de følelser. Men det er ikke en løsning. Ud fra dit brev lyder det også til at du har rigtig mange følelser indeni dig lige nu, som du ikke rigtig har nogen at snakke med om. Hvis du får snakket med nogen om dem, tror jeg også du får mindre behov for selvskade.

5. Du skriver du føler du er følelsesmæssig ustabil, og tilmed har hukommelsesproblemer. Du skriver at du tidligere selv mener at have haft en depression, og hukommelsesproblemer kan godt komme sammen med en depression og vare ved et stykke efter. Noget tid efter du har fået bedre vil de også forsvinde.

6. Du skriver også, at du føler dig nyttesløs i forhold til din venindes problemer. Men jeg tænker, at måske har din veninde ikke brug for andet end det du allerede gør - nemlig bare at lytte. Og måske vælger hun endda netop at snakke med dig om det, fordi du er rigtig god til bare at lytte?

7. Du skriver også du føler dig ensom og at du tror at du aldrig får en kæreste som din veninde har...  Det tror jeg ikke på. Du har masse af gode år foran dig, hvor du nok skal møde en rigtig sød kæreste, og når du får styr på alle disse følelser der fylder for dig lige nu, så begynder du måske også at tro på, at dem du bliver forelsket i, også kunne blive forelsket i dig...

For lige at runde det hele af, synes jeg at du skal få talt med nogen om det hele. Det er første skridt til at du kan blive mere følelsesmæssigt stabil og slippe for dine panikanfald. Du skriver du ikke har talt med dine forældre om det, da de ser dig som den glade ubekymrede pige, og du ikke vil skuffe dem. Men jeg tror faktisk de ville blive mere skuffet, hvis de fandt ud af at du ikke fortalte dem, at du havde brug for deres støtte og hjælp. Måske kan I sammen finde ud af, om du skal ned til lægen og have talt med ham om dine problemer. Jeg synes i hvertfald at det er nogle ting, som du ikke skal bære rundt på selv, og som jeg er sikker på dine forældre gerne vil hjælpe dig med..

Jeg håber du har fået lyst til at tale med dine forældre om det, ellers kunne det måske også være en af dine lærere på skolen eller måske en skolepsykolog.

Mange tanker fra Heidi 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program