Jeg er en pige på 16 år. Jeg fik min første depression som 10-årig, dog ikke en voldsom en. Igennem årene har jeg haft 2-3 andre små perioder med depression. Jeg var et meget trist barn, selvom jeg havde gode omgivelser - alle de venner jeg behøvede, forældre der brugte tid på mig (men bestemt ikke forstod når jeg fortalte om hvorfor jeg havde det dårligt og ikke ville i skole i perioder på et par uger). Igennem hele min skolegang har jeg lagt absolut i toppen af klassen. Jeg har altid haft lidt for store krav til mig selv. I niende klasse begyndte det at gå helt galt. Mit mål med livet var aldrig at få et 4-tal, selvom der absolut ikke var noget galt i at mine venner og klassekammerater fik 02 af og til - det var kun mig som ikke gjorde det godt nok ifølge mig selv. Jeg har aldrig været den mest sociale person, selvom der ofte var muligheder for det, men de sidste år i folkeskolen trak jeg mig mere og mere ind i mig selv. Jeg har en fantastisk facade og har gemt mine følelser og problemer væk fra omverdenen, hvilket jeg først indså efter at en hel del mennesker i mit liv har gjort opmærksom på det (læge, psykiater, psykolog, privatlærer, forældre, venner osv). Facaden gjorde det muligt at gemme alt det dårlige væk i offentlighed og finde det frem engang imellem i trygge omgivelser - mange lange nætter på mit værelse. Lidt før jeg havde gået i niende klasse i et halvt år (omkring december 2012) begyndte alting at være en kamp. Jeg var nedtrygt 24/7 og magtede virkelig ikke at tage i skole. Juleferien kom dog og reddede mig i den omgang. Dagen efter juleferien sluttede havde jeg aftalt at være sammen med nogle veninder efter skole og det var den eneste grund til at jeg fik kæmpet mig ud af huset og af sted i skole den første uge i 2013. Alt brød derefter sammen og jeg fik hvad jeg kalder et depressions-anfald hvor jeg tuder helt ustyrligt, hyperventilerer og gør selvskade. Min mor indså at der var noget voldsomt galt og prøvede at få mig til læge osv hvilket jeg nægtede i første omgang. Overfor mine venner og skolelærere havde jeg bare ''influenza''. Jeg havde virkelig svært ved at acceptere at der var noget psykisk galt med mig - jeg var jo den kloge glade pige der havde styr på alting i skolen... Efterhånden som tiden gik og jeg var blevet slæbt med til forfærdelige samtaler fik jeg dog indset at det var noget galt der ikke bare ville gå væk hvis jeg ventede længe nok. Efter en samtale med min private læge stod det klart for ham at jeg var deprimeret og han henstillede mig til en psykiater. I slutningen af marts havde jeg min første samtale med min nuværende psykiater og blev sat på lykkepiller derefter. Jeg har været til psykiater og psykolog regelmæssigt siden da, dog holder jeg pause med psykolog lige nu. Alle presser på med at jeg skal i skole ( jeg fik ikke min eksamen i niende og kunne ikke starte i tiende efter sommerferien) og det hele overvælder mig. Jeg kan ikke overskue det. Jeg har dog fået en privatlære som jeg har undervisning med 2 dage ugentligt, hvilket var fint indtil hun også begyndte at presse alt for meget på med skole i sidste uge >:( Efter et år med konstant depression er jeg blevet træt af det hele. Jeg føler ikke at det sker nogle ændringer, selvom medicinen åbenbart virker på mig som det skal. Jeg har ikke lyst til noget som helst der inkluderer andre mennesker. Jeg har opbygget et kæmpe had til min familie selvom jeg ved at de gør alt hvad de kan for at hjælpe mig. Jeg har bestemt dårlig samvittighed over at jeg bruger 950 kroner i timen af deres penge på at gå til psykolog, hvilket lidt er grunden til at jeg er stoppet. Min mor vil mægtig gerne have at jeg starter igen, men jeg føler bare at jeg har lagt alt hvad der er at snakke om på bordet. Jeg er træt af at hade mig selv og er ved at brække mig over den måde jeg har behandlet min krop på. Min største ønske er at forsvinde - ikke dø eller begå selvmord da jeg godt er klar over at det vil såre dem jeg elsker, men jeg ønsker bare ikke at ''være til'' om så jeg ville blive glemt af alt og alle. Det er vigtigt for mig at gøre det klart at jeg IKKE har skrevet dette for at få medlidenhed. Jeg skriver dette fordi jeg igen er kommet til et punkt hvor jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg tager med glæde alle råd og kommentarer til mig, hvis i føler at i kan hjælpe mig eller har noget på hjertet - hvad som helst! Jeg håber at dette indlæg kan hjælpe nogle andre mennesker der har det som jeg har haft. Mit råd vil være at gøre noget ved det! Det hjælper ikke noget at sidde derhjemme og gemme sig som jeg har gjort i så mange år. Der er ingen undskyldninger for at holde det inde. Jo før man accepterer sine problemer jo hurtigere kan man overvinde dem - eller i hvert fald give det et forsøg :)