Elsker hende stadig og kan ikke klare smerten.
Elsker hende stadig og kan ikke klare smerten.
Hej jeg er en fyr på 19 år. Jeg ligner ikke en nørd og er ikke grim, den er jeg sikker på. Men har ikke været typen som vil hygge mig med forskellige piger. Jeg var 16 år da jeg mødte hende, hun var 15. Jeg havde aldrig kysset med en pige i nu og var jomfru, hun havde prøvet begge ting. Inviterede hende på min først date, vi var unge teenager så det var ikke det vildeste som skete. Vi spiste noget mad sammen og gik en tur, så sad vi et sted udenfor og snakkede sammen. Det var første gang jeg var sammen med hende, men følte jeg havde kendt hende hele mit liv. Hun kyssede mig, var det godt eller dårligt det ved jeg ikke lige nu.. Vi lærte hinanden bedre at kende og fik bygget noget op sammen, vi blev kærester. Jeg har været en meget jaloux kæreste, ikke fordi jeg ikke stolede på hende.. Men bar bange for at miste hende. Jeg havde det godt, det skal så siges jeg er muslim og hun er kristen, så pga kulturelle forhold kunne jeg ikke få hende hjem til mig osv, kun når mine forældre ikke var hjemme. Vi vi var sammen 1½ år, så slog hun op.. Hun var utilfreds over en del ting og det samme var jeg, men stadig elskede vi hinanden. Vi var stadig sammen og havde sex sammen, vi mistede kun titllen som kærester. Så blev det værre, hun havde sex med en anden, skete det for en anden dreng ville han miste alt for hende! Men mit kærlighed var så stærk, så stærk at jeg mistede mit selvrespekt, havde ikke respekt for mig selv og tog hende ind til mig igen.. Vi var sammen, vi havde det godt.. Vi overvejede at komme sammen igen.. Hun havde sex den samme dreng igen, denne gang droppede jeg hende! Men hun skrev til mig, undskylgte og jeg vidste hun fortrød.. Så tog jeg hende tilbage igen, vi havde det godt, glemte alt det dårlige da hun var mig nær, jeg elskede min prinsesse! Jeg sidder der hjemme og så fjersyn og fik en besked af hende. Hun har vidst hørt at jeg har været hende utro, det passede ikke, for det havde jeg ikke. Men hun var så sikker på det, hun ville ikke give mig navne, men hun havde hørt det fra 1 som jeg havde været på kbh-tur med. Jeg begyndte så at skrive til dem og alle benægtede de sagde noget, men hyn var sikker.. Tog det som en dårlig undskyldning til at droppe mig.. Til sidst fik jeg et navn fra hende og skrev til personen, personen begyndte at vrøvle og gik med til hun lavede en fejl.. Så blev min såkaldte ex kæreste jo glad, jeg tænkte nu kan vi bygge noget op igen. Men nej ville hun ikke fordi hun havde "tænkt" og troede ikke på os mere, jeg fortalte hende hvordan det ville være osv.. Men hun havde mistet følelserne på de 14 dage? Jeg skriver denne opslag 21-01-2014. og jeg taler om 14 dage fra idag. Hun er begyndt at skrive med nye drenge, men det kan jeg ikke få mig til, da mit hjerte stadig banker for hende... Kan ikke glemme hende, jeg har det hårdt. Men når jeg er i offentligheden har jeg en facade på smiler så folk ikke ved jeg er ked af det. Kan ikke glemme hende, træner 2 timer i fitness hverdag.. Prøver at fylde min dag op så jeg ikke har tid til at tænke på hende! men når mørket faldet til og jeg skal sove, tænker jeg på hende.. Græder lydløst.. Det vil kun være 1 gang hvor en rigtig mand elsker fra hjertet, dette er min ene gang.. og sidste gang, er blevet skræmt af kærligheden. Går på gymnasiet, havde nogen rigtige fine karakter, men de er blevet dårligere og vil kun blive dårligere frem ad, kan ikke koncetrere mig.. Dette ødelægger mit liv, men mine følelser bliver kun større for hende? Hvad skal jeg gøre, bruge tid på en ny pige jeg ikke elsker.. Nej tak, vil ikke give nogen piger håb, når jeg ved mit hjerte banker for en anden.. Del jeres tanker med mig, ber jer..
Hej med dig.
Jeg kan godt forstå, du ikke synes, det er nemt at gå med alle disse følelser og tanker. Jeg tror, mange unge kender til netop den følelse, du går rundt med lige nu: nemlig følelsen af ulykkelig kærlighed. Det er noget, som kan fylde helt utrolig meget, gøre det svært at tænke på andet og give en besvær med at koncentrere sig. Du beder om, at vi deler vores tanker om din situation med dig, og det vil jeg forsøge at gøre efter bedste evne.
Jeg kan høre på dit brev, at det i lang tid er gået meget frem og tilbage mellem dig og pigen. I har skiftevis været sammen, ikke været sammen, været jaloux på hinanden, og nu står I og er ekskærester, fordi hun ikke tror på jer mere. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, at det må have været hårdt at have været i sådan et turbulent forhold, hvor der hele vejen igennem har været stærke følelser involveret. Du beskriver, at du stadig elsker hende meget højt, og det virker som om, du slet ikke kan forestille dig at skulle kunne finde glæde ved andre piger end hende.
Selvom det virker hårdt, så skal du vide, at uanset hvor svært det kan være at forestille sig et liv uden hende, så vil tiden som oftest læge alle sår. Stort set alle vil på et eller flere tidspunkter i deres liv blive hamrende glade for en anden person. Når denne person pludselig afslutter forholdet, er det meget naturligt, at ens verden går i stå i en periode. Ulykkelig kærlighed er rigtig hårdt, og det er aldrig sjovt at skulle græde sig i søvn og slet ikke kunne tænke på andet end den person, man ikke kan få, men i langt de fleste tilfælde er det en midlertidig situation, som går over, når der sker noget nyt i ens liv.
Jeg tænker, at du lige nu står i en situation, hvor du er i nøjagtigt de samme rammer, møder de samme mennesker og gør nogenlunde de samme ting, som dengang I var kærester. Det eneste, der er ændret, er, at du ikke længere har en kæreste. Når tingene forholder sig sådan, er det særligt nemt at komme til at tænke meget på pigen, fordi du er vant til, hun er omkring dig i de forskellige situationer. Derfor synes jeg, du skal forsøge at tænke på, hvordan du kan ændre noget i din hverdag, som måske gør, at du kommer ud og møder nye mennesker og starter på en frisk. Det kunne fx være, du skulle undersøge muligheden for at komme på højskole. Der findes mange højskoler, hvor der bl.a. er fokus på styrketræning, som er en af dine interesser. Et højskoleophold kan være et helt utrolig godt afbræk fra en triviel hverdag, og mange, som har gået på højskole, taler efterfølgende om højskoleopholdet som den bedste tid i deres liv. Det kan også være, du kan starte til noget holdsport, få dig en kreativ hobby eller noget helt andet. Tit er det i hvert fald sådan, at der skal en ændring til, før man kan begynde at glemme, hvad man før var ked af.
Jeg kan godt forstå, du har været meget glad for pigen og for det, I har haft sammen. Det lyder dog også som om, I har mødt nogle udfordringer på jeres vej, som har gjort det svært for jer to at få et forhold til at fungere. Måske kan det være en hjælp for dig at sætte dig ned og tænke over de ting, som har gjort jeres forhold kompliceret. Hvis du får listet disse ting op, kan det måske være, at du kan begynde at forstå pigens beslutning om, at hun ikke tror på jer mere. Nogen gange har man behov for at få dannet en mening med det, der er sket, før man virkelig forstår det. At skrive tingene ned kan være en måde, hvorpå du kan skabe en form for mening med jeres brud.
Jeg vil også foreslå dig at tale med nogen om det. Det er meget naturligt at være ked af det, som du er, og når man er det, kan det være utrolig rart at fortælle om det til en, man stoler på. Det kan være dine forældre, en god ven eller en helt tredje. Du er også velkommen i chatten på Cyberhus, hvis du vil snakke med en, der ikke kender dig og pigen om tingene.
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du snart kan slippe tankerne om pigen og lade hende være fortid - så kan du begynde at skabe dig din nye fremtid.
Kh. Matilde