Graviditet

brevkassespørgsmål

Graviditet

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle skrive så jeg prøver her, jeg skal prøve at forklare mig kort, :)

Jeg er 17 snart 18 og har en del veninder med børn, jeg ved godt at det er tidligt, og jeg ville nok heller ikke gøre det lige nu pog her, har altid sagt til mig selv at at jeg skulle ha været sammen med en dreng i mindst to år før jeg skulle tænke nye veje. mest fordi jeg ikke vil ha skilsmissebørn, men mit problem er bare det at jeg ikke har været bange for at blive gravid, faktisk så har jeg håbet det et par gange, mest fordi at mine veninder har og jeg bliver så blød i mine knæ når jeg ser de små, er det en normal følelse af en teenager?????!!! Og så er der det at jeg slet ikke er sikker på at jeg kan, jeg har ikke brugt prevention i cirka to måneder, meget dum undskyldning, men jeg havde faktisk glemt at jeg ikke havde min p-stav mere som jeg har haft i 3 år. da jeg så kom i tanke om det fordi min mor har sendt mig en tid til at få sat en ny i begyndte jeg at tænke over det, (men jeg er jo ikke gravid)? i to måneder uden prevention, kan jeg overhoved, det ville knuse både mig og min kæreste hvis jeg ikke kan. så derfor er jeg faktisk meget nervøs lige nu om jeg ikke kan, men samtidig vil jeg gerne vide om det er normalt at være så klar så hurtig. jeg er meget ivrig syntes jeg :) på forhånd tak :) hilsen hende der ikke fatter en skid af at være teenager :)

Svar: 

Hej med dig

Først vil jeg fortælle dig, at det er rigtig godt, at du skriver herind når nu du befinder dig i en situation, hvor du går med en masse tanker og er i tvivl om, hvad det rigtige er for dig. Det at være teeanger er aldrig helt nemt - du befinder dig i både en fysisk og psykisk forandringsproces, hvor der kan opstå en masse tanker omkring livet og det at blive voksen fx uddannelse, job, parforhold, det at blive forældre og andre ting. Jeg kan fortælle dig, at det er helt naturligt at have de tanker du har - og samtidig så må jeg indrømme, at jeg kommer i tvivl om dine tanker om at blive mor er en tanke du dyrker, for at skabe mere mening i dit "forvirrede teenageliv". I hvert fald tænker jeg, at det er en tanke man skal passe lidt på med - at det ikke er en tanke du forelsker dig og derfor vælger at blive mor.

Som jeg kan forstå på dig, så har du et ønske om at blive gravid inden alt for længe og det kan jeg godt forstå - specielt fordi dine veninder omkring dig er begyndt at få børn. Det at få børn er en fantastisk ting - de er dejlige, søde og man kan som du beskriver det blive helt blød i knæene, når man ser dem. Samtidig så tænker jeg, at det er vigtigt at huske, at det at få et barn er et stort ansvar man lige pludselig skal tage og det er ikke altid lige nemt. Når man får et barn så er det for evigt og ikke kun lige, når man har tid og lyst. Det kræver 110 % indsats fra forældrene og man skal være opmærksom på, at der kan være rigtig mange ting, som man må give slip på for at give barnet den fulde opmærksomhed og det som barnet har behov for. For mange betyder forældrerollen, at de må give slip på fritidsinteresser, byture, tid med veninderne, penge til shopping og andre ting. Alt kommer til at handle om barnet og det skal man være opmærksom på, hvis man vælger at blive forældre. Jeg tænker også, at overvejelser omkring uddannelse og øknomi er rigtig vigtigt - om man har råd til at have et barn og om man har tiden. Jeg ved ikke om du er i gang med en uddannelse, men som du skriver, så er du 18 år og i denne alder er der rigtig mange unge, der uddanner sig. En uddannelse kan tage mange år og mange unge under uddannelse har en stram økonomi, fordi de lever på SU. Så jeg tænker, at det også er vigtigt at tænke over de udfordringer, der kan være når man får et barn - at det ikke kun er sjovt og hyggeligt.

Som jeg skrev tidligere, så kan der opstå en masse tanker, når man er teenager - nogle hænger ved og nogle går i sig selv igen. Jeg ved godt, at du lige nu har et ønske om at blive mor, men jeg tænker, at forældrerollen er meget stort ansvar og en meget stor beslutning og derfor noget man skal tænke grundigt over før man vælger at få et barn. Det kan sagtens være, at du efter et stykke tid finder ud af, at det er det rigtige for dig og så er det jo en dejlig ting, men det kan også være, at du finder ud af, at det alligevel ikke skal være nu, at du skal have et barn. Så jeg tænker, at noget af det du kan gøre er at tale med din kæreste om det. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du inddrager din kæreste i de her tanker, for lige nu er jeg lidt i tvivl, om det er dit ønske eller jeres begges. Samtidig så bekymrer det mig lidt, at du skriver, at du har glemt din prevention de sidste to måneder - det får mig til at tænke, om du har glemt det med vilje. Jeg kan ikke vide, hvordan det helt præcis hænger sammen, men jeg synes, at det er meget vigtigt, at du fremover husker det, så længe dig og din kæreste ikke har taget et FÆLLES valg om at få et barn. Det er vigtigt, at I sammen tager beslutningen og at han uden tvang går med til at få et barn - netop for at undgå det her skilsmissebarn, som du selv skriver.

Som sagt er det et stort ansvar at få børn og derfor kan det også være en god idé at tale med dine forældre for at få deres støtte, så de kan hjælpe i de situationer, hvor det er hårdt. Når man har et barn er det helt naturligt, at der kan opstå situationer, hvor man har behov for sine forældres hjælp uanset hvor gammel man er - og derfor synes jeg, at det kan være en god idé, at du taler med dem om, hvordan du har det og hvad du føler.

Jeg håber, at mine tanker kan hjælpe dig lidt på vej.

Venlig hilsen

Terese 

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program