Hej med dig.

Som det første vil jeg rose dig for at have skrevet et meget fint brev om, hvordan du går og har det. Ud fra det du skriver, er det meget let for mig at sætte mig ind i dine tanker, og jeg forstår godt, du er forvirret over hele tilværelsen. Du beskriver flere forskellige ting i dit brev, og jeg har derfor delt mit svar op i emner, så det bliver mere overskueligt for dig at læse og få noget ud af.

1) Drenge/fyre/mænd:Du beskriver, at du ikke synes, drengene på din egen alder er interessante, og at du er til de lidt ældre fyre. Jeg tror ikke, du er den eneste 17-årige pige, som har det på den måde. Faktisk er det meget naturligt, at piger på din alder er en smule mere modne end de jævnaldrende drenge, og derfor er der mange piger, som føler sig mere tiltrukket af de lidt ældre fyre og mænd. Som oftest er det en periode, som går over, når man kommer op i 20-årsalderen, fordi alder på mange måder bliver mindre vigtigt i denne alder, og de fleste er derfor mindre optagede af, om deres flirt eller kæreste er to år yngre eller ældre. I slutningen af teenageårene, hvor du befinder dig nu, er alder meget definerende for, hvem man er. Med det mener jeg, at man må noget nyt stort set hver gang, man fylder år, og man er derfor særligt fokuseret på sin alder. Der kommer et tidspunkt i starten af tyverne, hvor man ikke længere bryder nye grænser, når man fylder år, og man kan derfor næsten til tider glemme, om man fx er 21 år eller 22 år. Det er ikke sikkert, at du på noget tidspunkt kommer til at finde de jævnaldrende fyre spændende, men jeg kan i hvert fald fortælle dig, at det er helt normalt, at du lige nu er mere tiltrukket af de ældre fyre, og at der er mange piger, som har det ligesom dig.

Jeg synes, det er utrolig sejt af dig, at du har fortalt dine forældre, hvordan du har det med fyrene. Der skal meget mod til at fortælle sådan noget, og det kan være utrolig rart at få sagt højt. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at dine forældre har reageret så negativt på det. Modsat dem mener jeg nemlig ikke, at der er noget galt i at have det, som du har det. Tværtimod synes jeg faktisk, det er modigt af dig, at du tør forfølge det. Selvom det aldrig er smart og rigtigt at lyve, kan jeg godt forstå, du har følt behov for at gøre det over for dine forældre, fordi de ikke har vist åbenhed og forståelse over for dine følelser.
Du må dog passe på med ikke at falde ind i et mønster, hvor du hele tiden er nødt til at lyve. Jeg tænker, dine forældre har behov for at få bevist, at de lidt ældre fyre ikke nødvendigvis er et dårligt parti, som du skal passe på med at omgås. Derfor tænker jeg, det kan være en idé for dig at invitere en af fyrene hjem til dig en aften, hvor dine forældre også er hjemme. Hvis det er en frisk og åben fyr, vil han måske snakke en smule med dine forældre, inden I to går sammen ind til dig. På den måde kan det være, at dine forældre får større forståelse for, at du godt kan lide de fyre, som er en smule ældre, og at der ikke sker noget ved, at du er sammen med dem.
Det kan også være, du skal prøve at tage snakken med dem igen. Hvis du fortæller dem, at det gør dig utrolig ked af det, at de ikke accepterer dig og dine valg, kan det være, det går op for dem, at de har såret dig mere, end de havde regnet med at gøre. Det er nemlig ikke sikkert, de er helt klar over, hvor meget det betyder for dig. Ved at sige til dem, at du udelukkende fortæller dem om det, fordi du har behov for deres støtte, og fordi du ikke ønsker at have hemmeligheder for dem, kan det være, de får øjnene op for dine gode intentioner. Jeg synes på ingen måde, det er fair, at de ikke accepterer dit valg - eller i det mindste viser åbenhed over for det, og jeg synes derfor, det er vigtigt, at du fortæller dem, at deres ord giver dig en følelse af ikke at høre til i familien og giver dig lyst til at lyve over for dem. Jeg er sikker på, at dine forældre ikke har valgt at reagere, som de gjorde for at gøre dig ked af det. Tværtimod har de nok gjort det for at beskytte dig, fordi de holder af dig. Det kan måske være en god indgangsvinkel at sige til dem, at du godt er klar over, at de ikke har ønsket at såre dig, men at det faktisk har gjort rigtig ondt på dig.

2) Ensomhed og indre tristhed:Jeg synes, du er meget dygtig til at sætte ord på, hvordan du oplever ydre perfektion og indre kaos. Det er en meget stor styrke ved dig, at du er så god til at sætte ord på dine følelser og reflektere over, hvordan du har det. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være frustrerende for dig, at du føler, du har kaos indeni, mens alle hentyder til, at alting ved dig bare er perfekt. Det er aldrig rart, når man føler, at vægtskålene mellem ydre og indre ikke vejer lige tungt. Det lyder som om, du har en del veninder omkring dig. Jeg tænker, det er vigtigt, at du får dem fortalt, hvordan du egentlig har det, så de ikke har et forkert billede af dig. Følelsen af at være på autopilot opstår måske også, fordi du blandt dine veninder ikke føler dig forstået. Når man ikke føler sig forstået, kan man nemlig nemt komme til at opleve situationen som ligegyldig. Du må huske på, at dine veninder ikke kan læse dig ud fra dit smukke ydre. Derfor er du nødt til at fortælle dem noget af det, som du fortæller her. Tit kan det faktisk være rigtig rart at få fortalt sådan nogle ting og få snakket med nogen om det. Med tiden kan din åbenhed omkring din tilstand også være det, som gør jeres venskab stærkere, og som fjerner din ensomhed og gør det nemmere for dig at acceptere dig selv. I starten vil det måske være svært for dine veninder at forstå, hvordan en udadtil succesfuld pige som dig kan have problemer, men hvis du beskriver det så fint for dem, som du gør her, så tror jeg med tiden, at de vil forstå.

3) Skolens ligegyldighed:
Jeg kan sige til dig, at jeg synes, det lyder helt naturligt, at du lige nu ikke kan koncentrere dig i skolen og har en følelse af ligegyldighed over for den. Stort set alle unge mennesker vil på et eller flere tidspunkter i deres liv opleve perioder, hvor skolen ikke siger dem noget. For dit vedkommende tror jeg, at følelsen opstår, fordi der er noget andet, som fylder endnu mere, og som tager dit fokus. Det kan måske være, du skal sætte dig ned og skrive ned, hvorfor det er vigtigt at koncentrere sig i skolen og samtidig gøre dig nogle overvejelser om, hvad der skal til for at du igen kan begynde at koncentrere dig. Det kan være, du skal lade være med at have din mobil med i skole, skal blive mere klar over, hvad du skal bruge din skole til osv. Nogle gange kan sådan nogle overvejelser hjælpe en tilbage på sporet. Hvis det fortsætter med at være svært, synes jeg dog, du skal tage kontakt til studievejlederen, som er vant til at hjælpe med sådan nogle ting.

4) Hvem er jeg?
Jeg forstår godt, du bliver i tvivl om, hvem du er, og hvorfor du gør, som du gør. Svaret kan hverken jeg eller nogen anden give dig. Det er ubehageligt at gå med en følelse af, at man ikke kender sig selv og ikke føler sig normal. For at blive klogere på sig selv kan man begynde at skrive sin egen historie. Mange, som er forvirrede over, hvem de er, vælger at skrive, hvad der er sket for dem gennem livet og kæde begivenhederne sammen. Ved at få skrevet alle begivenheder ned, som har haft betydning for, hvor man er i dag, vil man typisk opleve, at ens tilværelse giver mere mening. Når man er i tvivl om, hvem man er, er det nemlig ofte fordi, man ikke får kædet sin nutid sammen med sin fortid og sin fremtid. Ved at prøve at forstå sig selv gennem denne form for dagbogsskrivning kan det være, du kommer nærmere, hvem du egentlig er. Jeg forstår godt, hvis du synes, det er svært, men prøv dig frem og se, om det virker for dig.
Alternativt synes jeg også, det kan være en idé for dig at opsøge en psykolog. Sammen med psykologen kan du nemlig blive klogere på dig selv og få indsigt i, hvorfor du er, som du er.

Jeg håber meget, du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt godt.

Kh. Matilde