Meningen med livet

brevkassespørgsmål

Meningen med livet

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Hej.

Jeg fæler at jeg mangler et må med livet. Det er et problem fordi uden et mål, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg bruger meget tid foran computeren, jeg har et arbejde og jeg passer min skole. Jeg har venner i skolen, men vi er aldrig ovre ved hinanden, kun ca. hver 2-3 weekend er mig og EN af mine venner sammen. de andre er jeg ikke sammen med, jeg spiller computer med dem og snakker  over skype, men der er kun en ven jeg er sammen med. Så derfor føler jeg mig på en måde også ensom. Jeg går op i kost og prøver at få en six-pack. Men det er kun et midlertidigt mål, jeg har virkelig brug for et mål jeg kan prøve at nå, ellers tror jeg ikke jeg kan fortsætte.

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder som om, du har tænkt grundigt over tingene og er kommet frem til, at du mangler et mål i livet for at kunne blive rigtigt glad. Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dine tanker om, at du føler dig ensom, mangler en hobby og generelt bare en mening med livet, som kan motivere dig til at stå op hver eneste dag.

Jeg tror, der er mange, der på et eller flere tidspunkter i livet oplever, at de kun har få - og måske lidt ligegyldige mål - i livet. Særligt når man er ung og endnu ikke har valgt, hvad man gerne vil uddanne sig til, hvem der skal være ens partner, om man skal have børn osv., kan man nemt komme til at føle, at man ikke arbejder hen imod noget. Som du er der således også mange andre, der begynder at gå op i mindre ting som fx kost, træning, sport eller nogle kreative aktiviteter. Det er helt normalt at have det, som du har det, men jeg fornemmer, at det går dig utrolig meget på, og derfor har jeg nogle idéer til, hvordan du måske kan få lidt mere retning i livet.

1) Jeg tænker, det kan være en mulighed for dig at sætte dig ned og tænke over, hvad du gerne vil med dit liv - fremadrettet. Lad drømmene flyve løs og lad dig ikke begrænse af ting, du ikke tror, er muligt. Det kan være, du drømmer om at blive pilot, bank- eller computermand, og det kan også være, du drømmer om at rejse efter gymnasiet, komme på højskole eller tage et bestemt kursus, som giver dig evner inden for noget ganske særligt. Det kan også være drømme om den pige, du ønsker at tilbringe dit liv med. Hvem skal hun være, hvad skal hun lave, og hvor tror du, du møder hende? Når man ikke føler, man har noget mål i livet, kan det være en god idé at skrive sådan nogle ting ned. Så går det måske op for en, at man rent faktisk har nogle langsigtede mål, som man allerede nu kan begynde at arbejde hen imod. Hvis du fx ved, hvilken uddannelse, du drømmer om, kan du begynde at undersøge, hvad der skal til for at komme ind på netop denne uddannelse. Måske vil du opleve at finde ud af, at du allerede nu kan begynde at arbejde hen imod uddannelsen ved at vælge de rigtige fag på din ungdomsuddannelse osv. Du kan evt. også tale med dine forældre om din fremtid og sige til dem, at du er i tvivl om, hvad der skal blive af dig. Tit har forældre nogle gode forslag, fordi de både kender dig og arbejdsmarkedet bedre end ens jævnaldrende.

2) Når det er klart for dig, hvilke langsigtede mål, du har, kan du også se på, hvordan du kan få nogle lidt mere kortsigtede mål. Det er ikke alle vores mål i livet, som har en stor, dyb mening, men uanset om man har et mål om at få en sixpack, blive den bedste i et computerspil, begynde at gå til fester osv., er sådan nogle mål også sunde at have. Grunden til det, er, at man tit får disse mål, fordi man tænker, at man vil blive glad af at nå dem. Små mål giver energi til hverdagen og gør os til glade, spændende personer. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at du allerede nu har nogle små mål. Måske skal du tænke over, hvordan du kan få endnu flere af dem? Det kan både være ift. de ting, du ellers laver i din dagligdag, på arbejdet eller i skolen, men det kunne også være en god idé at sætte dig et mål om at blive mindre ensom. Måden, hvorpå du kan blive det, kan fx være ved, at du sætter dig for, at du vil begynde at spørge de andre, om I skal lave noget sammen, begynde at gå i ungdomsklub eller starter til en ny aktivitet i din fritid. Selvom du allerede nu har nogle venner fra skolen, kan det være rart at starte på en frisk med nogle nye venner, som du kan møde, hvis du begynder til håndbold, crossfit, eller hvad der nu kunne være noget for dig. 

3) Jeg vil foreslå dig at gøre dine små mål konkrete. Med det mener jeg, at man nemt kan komme til at stille en masse mål op uden egentlig at have nogen som helst idé om, hvordan man når dem. Et eksempel på, hvordan du kunne gøre et mål konkret kunne være, at du beslutter dig for at bruge en time mindre ved computeren hver dag. Du kan have som mål, at du i denne time i stedet skal tage kontakt til en ven, søge nye aktiviteter eller lave noget, som gør dig glad. Husk, at målene ikke skal være for svære at nå, for så kører du nemt sur i det. Det er bedre med små skridt, som i sidste ende kan blive til store skridt, der gør dig til en meget mere social person, end du er i dag.

4) Jeg kan forstå på dig, at du og dine venner har en fælles interesse for computerspil. Det kan være, I også har andre fælles interesser, som I endnu ikke er klar over? Mange unge fyre mødes for at spille computer, men I kunne også mødes og tage ned i byen og kigge på smart tøj, styrketræne sammen eller begynde at se en god serie sammen. Lige for tiden er der rigtig mange gode serier, som man kan finde på fx NetFlix. Jeg ved, mange drenge er vilde med Breaking Bad, Game of Thrones osv. - måske kunne det være noget, du kunne mødes med dine venner omkring for på den måde at begynde at bruge mere tid sammen?

Jeg håber meget, du kan bruge mine råd, så du ikke længere skal føle, at dit liv ikke har nogen mening.

Kh. Matilde

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program