drømme

brevkassespørgsmål

drømme

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

hej cyberhus.

jeg har ikke den mindste anelse om hvor jeg skal sætte den her besked ind under, men jeg prøver her.

det er fordi jeg er blevet vild med den her fyr, og vi har været sammen mange gange, og har også haft sex.. vi kommer ikke sammen, og jeg ved faktisk ikke helt hvordan det står til imellem os. 
jeg har de sidste mange nætter faktisk drømt om ham. i nat f.eks. drømte jeg at jeg var ude ved hans forældre sammen med ham, for første gang. og han introducere mig som hans kæreste. jeg spørger ham så "kæreste?" også siger han "ja hvis du vil?" også sagde jeg ja, og vi kom sammen i drømmen. jeg har også drømt at jeg virkelig inderligt savner ham, og han bare skulle møde alle mine venner og veninder.

jeg sagde til ham i morges at jeg drømmer ret tit om ham, og han sagde at han drømmer også ret tit om mig, og den sidste drøm handlede om at han savnede mig helt vildt fordi han var på en eller anden underlig militærbase. 

mit spørgsmål er: hvorfor bliver jeg ved med at drømme om ham? det er nogen virkelig dejlige drømme, men jeg forstår bare ikke hvordan de kan blive ved? 

håber spørgsmålet er sat korrekt ind, og i kan hjælpe mig.

Svar: 

Hej

Hvor lyder det bare skønt, at du er blevet vild med en sød fyr. Jeg har flyttet dit spørgsmål til "klar, parat, teenageliv", da det jo handler om kærlighed og drømme.

Før jeg kan svare på dit spørgsmål, må du vide lidt om, hvorfor vi drømmer. En drøm er en række af indre billeder, der opstår, når vi er ved at falde i søvn, eller inden vi vågner. Der har gennem tiderne været mange bud på, hvorfor vi drømmer. Jeg har søgt lidt på nogle forskellige teorier, der muligvis kan forklare, hvorfor vi drømmer. I det antikke Grækenland og Egypten mente man, at når man drømte, kom man i kontakt med det guddommelige. Senere kom Freud på banen som mente, at drømmene var et symbol på de behov, vi havde brug for. I dag ved man meget mere om hjernen, og en ny teori inden for psykologien mener, at når vi drømmer, så ordner og sorterer hjernen alle de indtryk, tanker og oplevelser, vi har haft i løbet af dagen.

Tilbage til dit spørgsmål: Hvorfor bliver du ved med at drømme de her dejlige drømme om fyren? Mit bud ville være, at fordi du er forelsket i ham, tænker du meget på ham i løbet af en dag, og han fylder meget i din hverdag lige for tiden. Du skriver også at I ses, og I har haft sex. Sex sætter oftest en masse store følelser igang inden i én. Så fordi du har så mange følelser og gode oplevelser forbundet med ham her fyren, men samtidig er i tvivl om, hvordan det står til imellem jer, så drømmer du om ham. Du drømmer måske om ham og hvordan du gerne vil have, at det skal blive imellem jer. Det lyder også til at fyren drømmer om dig, og at I begge savner hinanden, når I ikke er sammen i drømmene. Kort og godt tror jeg at I drømmer om hinanden, fordi I er meget forelskede.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig held og lykke med fyren.

Venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program