Ja har det virkelig skidt de seneste måneder og kan næsten ikke kende mig selv.
Det helebegyndte i Oktober måned, hvor min far begyndte på at blive den sure, gamle voldige far som han engang var før..
Det begyndte sådan at han pandende min storebror på atten år en, og gav ham en endefuld..
Heldigvis har jeg nu fået en skolepsykolog til og snakke om min voldige far og hvad jeg skal gøre..
Desværre har det også fået følger.. Min far er sur hele dagen lang, og de sjældent jeg smiler eller er glad for ham - han er jo egentlig 'farlig' for mig.
Jeg er utrolig bange for ham, når han skælder ud, for hvem ved måske giver han også mig en flad?
Det har påvirket mig så meget efterhånden at mine følelser nærmest går i fuldstændig panik.
Lige siden Oktober har jeg lidt af flere søvnløse nætter hvor jeg ikke kan tænkte på andet en problemt.. Jeg er blevet til en lille stille pige, nevøs stille pige.
Jeg har slet ikke lyst til noget som helst - ikke engang min yndlings sport.. Det er utrolig svært at få en smil på læben fra mig.
Jeg kan slet ikke koncentre mig i skole timerne mere - jeg kan slet ikke tænke på andet og flere gange overvejer jeg bare og bare vælte ud af klassen og græde for mig selv inde i et mørkt rum.. Jeg kan græde når som helst - også når jeg burde være glad..Jeg kan være trist når jeg burde være lykkelig.
Jeg er slet ikke lyst til mad, en halv bolle også er det det. 
Jeg kan slet ikke overskue noget som helst. Snart holder vores klasse en LAN fest, og jeg har bare slet ikke lyst.. også fordi jeg slet ikke snakker med over halvdelen af klassen.. Jeg vil så gerne rende hen til min far og råbe i hovedet på ham at han skal til at styre sig, men når man kommer til stykket - kan man ikke.
Min hverdag starter trist og surt og jeg har svært ved at finde de små glædelser tilbage igen.. Selv den mindste ting kan gøre mig ked af det..
hvis nogen gik hen og kastede min banan i skraldespanden i pausen lige nu, ville jeg stortude på stedet.. jeg kan slet ikke overkskue mere - intet.
Jeg har problemer med følgende  ting:
Hobby/sport - har ikke lyst til at gøre det jeg altid havde lyst til
Selvtillid - Jeg føler mig slap og svag..  der skal ikke meget til for at få mig til at bryde sammen
Søvn - jeg kan ikke sove i flere nætter, dette sker normalt mindst 1-2 gange om ugen.
Skyldfølelse - jeg føler jeg har været dum, og sladret om min voldige far..
Vægt - Jeg er en utrolig tynd og slank pige - alligevel har jeg en trang til ikke og tage på selvom jeg burde.
Mad - Jeg har ikke lyst til så meget mere end en halv bolle eller lign.
Træthed - Jeg plejer at være det mennesker der altid kan stå frisk op.. nu er jeg så træt at mine øjnlåg falder sammen
Svært ved at koncentre mig - jeg kan ikke følge med i timer og har svært ved at lytte til en samtale uden at bekymre mig om noget

Jeg prøver desuden ofte at jeg har ondt i visse kropsdele hvilket jeg aldrig plejer.. det føles lidt som om jeg går i lås af og til..
Jeg er virkelig ked af det og kunne hyle hele dagen hvis det var.. jeg vågner op til en sur og sort dag som bare skal overståes.. 
Jeg har flere gange oplevet maridt og drømme der har med mine følelser og gøre.
Igår nat efter jeg endelig kunne falde i søvn ved omkring 3 tiden, fik jeg et maridt. 
jeg var inde i et mørkt rum med røde håndaftryk. Der var skrig og råb. Smerter og onde mennesker..
Maridtet stoppede bare på et tidspunkt, jeg kan ikke huske hvordan den sluttede.
Jeg har også prøvet og være et lyst og åbnet univers. Her er kridtvidt og nydende.
jeg er alene og har det godt, jeg smiler i drømmen. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? lider jeg muligvis af en depression? Hvem skal jeg kontakte? Og hvad kan jeg gøre ved det?
jeg har det så svært til tider og det har været sådan siden Oktober.. det eneste der kan få mig til og smile er mine veninder og det er så hyggeligt at jeg kan sove ubekymret hos dem og der kan jeg få en god nats søvn.. Men det virker kun hjemme hos mine  veninder, eller når jeg er sammen med dem