Kære cyberhus.

Jeg vil gerne undskylde på forhånd, dette bliver nok et ret langt brev, men jeg har skrevet ind før og i er simpelthen de bedste til at hjælpe, og jeg takker mange gange på alles vegne!

Jeg er i tvivl hvor jeg skal putte de her spørgsmål hen da der er lidt forskellige, men here it goes:

1. Jeg har pisse dårligt selvværd. Jeg er meget perfektionistisk og er besat af tanken om at jeg skal være 'perfekt'. Jeg er ellers et rimlig rummende menneske, jeg acceptere andre og syntes alle er smukke på vær deres måde, og jeg prøver virkelig at forkusere på det gode i mennesker. Når det så er sagt, kan jeg af en eller anden grund slet ikke tænke det om mig selv. Jeg har brug for at få afløb for mine fustrationer omkring mig selv, og det er derfor jeg søger hjælp, da jeg under ingen omstændigheder kan snakke om det med f.eks. min mor. Jeg har en virkelig klam næse. jeg har eksem over hele maven, og næsten 4 fodvorter. er det perfektion? Nej. Er det min idelle krop? Nej. Jeg er høj og slank, men lidt deller på maven, og lidt strækmærker på ballerne. jeg har små klamme spidse bryster, og gigantiske fødder. jeg har skæve fortænder, og mine ankler er fyldt med ar. Jeg kunne blive ved. det er så langt fra min forstilling af perfektion som det kan være. og det tager livet af mig. Jeg græder når jeg ser mig selv i spejlet efter badet. jeg har ikke sat mine ben i en svømmehal siden jeg blev tvunget i 5.klasse. Mine veninder fortæller mig hvad de tror jeg gerne vil høre. Nej vent, rettelse: Det gør alle. "Neeej hvad snakker du om?! du er da sådan en flot slank pige, du kunne jo blive model!" "Ej du skal slet ikke brokke dig, der er mange der gerne ville ligne dig!" men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det er så ligegyldigt og så intetsigende for mig, mest fordi jeg er overbevist om at de siger det af medlidenhed, at det moderne samfund vi lever i idag hele tiden prøver at bilde vores blege kartoffelansigter ind at vi er perfekte som vi er, at kurver er smukke og langsomt prøver vi at vende konceptet om at være tynd er flottest som det hidtil har været, til at være fyldig er meget pænnere, og mange mænd foretrækker faktisk det. Det syntes jeg er til at brække sig over. Kurvede kvinder er om muligt meget meget smukke, men at ødelægge andres selvtillid, bare for at 'skåne' fyldigere kvinder fra stemplet om at være 'fede' eller overvægtige, forkerte, grimme, eller dumme, det er simpelthen så trist. og det påvirker så mange unge, selvfølgelig mennesker general,t men specielt unge. Jeg overhørte så sent som i morges i radioen at de snakkede om at ingen var perfekte og blablabla. Alligevel er vi tilbøjelige til at indrømme at vi syntes nogle er perfekte. herunder er det ofte modeller, sangere eller skuespillere der bliver hentydet til. det er noget dobbeltmoralsk pis. pis og lort. at hele verden prøver at indordne sig under nogle krav fordi skønhedsidealet er sådan, men alligevel er ingen perfekte? jeg forstår det ikke. Jeg er om muligt ung, men jeg tror sgu ikke det ændrer sig bare fordi der kommer lidt flere år på bagen. hvad der giver lidt mere mening for mig, er folk der siger 'Vi kan jo ikke alle være perfekte - og det ville da også være kedeligt!' for hver gang nogle siger det tænker jeg "Men der er jo åbenbart nogle der skal være det." for der er jo nogle der skal være perfekte før at os piger/kvinder/mennesker begynder at få dårlig selvtillid når vi sammenligner os med andre. for mig er perfektion når man udgør den bedste udgave af en selv. og for mit vedkommende ville det være at få fikset det hele sådan at jeg havde flad mave, store bryster, langt hår, sød næse, små fødder, osv. jeg er bare så bange for at det aldrig kommer til at ske hvilket det sikkert ikke gør, og min selvtillid bliver jo ikke ligefrem bedre med tiden. Jeg har fået afvide at jeg skal arbejde med det inde i hovedet. 'fortæl dig selv hver dag du er smuk som du er' og jeg har det bare sådan lidt.. Nej gu' vil jeg ej! hvis der er noget jeg ikke vil, så er det sgu at lyve for mig selv, og jeg kan simpelthen ikke bilde min hjerne det ind. for én ting er jo at sige det, en anden er at mene det. Pls. hjælp, fortæl mig at jeg er normal og at jeg nok skal blive smuk en dag, for jeg kan ikke mere, jeg har ventet i fucking 14 snart 15 år på det, og nej jeg nægter at ende med at leve et helt almindeligt liv med en helt almindelig hverdag og et helt almindelig udseende med et helt almindelig familie og et helt almindelig død for JEG VIL MERE END DET. jeg skal hele tiden præstere mere og bedre, være mere og bedre, se bedre ud, opføre mig bedre, det er jo en uendelig tankegang som gør mere skade end gavn. - men jeg kan ikke stoppe det. Jeg har det på samme måde i skolen hvor jeg SKAL have 12 for at være tilfreds, SKAL være i topform, SKAL have flest venner, osv. det er så forfærdeligt, men jeg ved ikke om det kan skyldes min opvækst.

Jeg er enebarn, har ingen far, mig og min mor er som dag og nat. Jeg bor på opholdsted, og har gjort det i næsten 4 år. min mor har aldrig slået mig, aldrig drukket eller lign. af en eller anden fucked up grund er jeg havnet her. jeg elsker mit opholdsted, det tillader mig at vokse som menneske, men alligevel føler jeg mig altid bagud, forud, forkert, unormal, blablabla.

2. Jeg gik til psykolog da jeg var omkring en 11 - 12 år pga. det med mig og min mor. det var fint, jeg kom på opholdsted, havde veninder og alt føltes okay. Men sidste vinter skete der noget. Hele min barndom har mine nætter været præget af søvnløshed, og frygt. Jeg har altid sovet med en lille lampe tændt for jeg hader mørke. når jeg husker tilbage kan jeg altid huske att jeg var bange når jeg skulle sove. og det er jeg stadig den dag i dag. Efter jeg var blevet ældre indså jeg at jeg skulle have noget hjælp. det er normalt at være bange for mørke eller hvis man har set en gyserfilm, få mareridt og alt det der. Men jeg begyndte at se møntster i mine natroutiner, og det føltes bare virkelig uoverskueligt. så jeg fik en psykolog og vi snakkede om det. Vi fik bragt noget angst og fobi op på bordet, og det hjalp. pludselig kunne jeg sove uden fjernsyn kørene, og nogle gange enddag uden lys. det var fantastisk, men en mindre detalje, det var sommer. Nu er det vinter igen, og jeg kan mærke mønstrene begynde at gentage sig, jeg frygter de samme ting som sidste år, og de redskaber hun havde givet mig med er ikke til megen hjælp når først mørket trænger på. kort og præcist sagt er jeg pisse bange for ånder, spøgelser, tyve, mordere etc. og nej jeg har ikke altid været bange i sådan et ekstremt omfang. Jeg kan ikke bade uden hele tiden at tjekke om der står nogle på den anden side af forhænget, jeg kan ikke lukke øjnene når shampooen skal skylles ud, jeg hader at være alene når det er mørkt, nogle nætter er jeg oppe hele natten, jeg hører alt ting, og selv den mindste lyd kan gøre mig forskækket. jeg ser aldrig gyserfilm, og jeg kan ikke engang se en reklame for en før jeg ikke kan sove om natten pga de indre billeder der viser sig fra reklamen/billedet/hændelsen. Jeg kan huske scener fra film jeg har set mange år tilbage, og som om det ikke skulle være løgn, nogle gange, men kun nogle gange, hører jeg stemmer, og ser folk. Det sker dog ikke på daglig basis, heldigvis. Jeg har svært ved at gøre noget ved den her vedvarende frygt, men noget jeg nu har lagt mærke til er, den bliver altid forstærket 100x om vinteren. jeg kan slet ikke holde det ud, jeg sover altid om dagen. om sommeren er jeg bange - men slet ikke i samme grad som om vinteren. jeg bliver også mere depri, men det ligger til familien. der har været nogle hændelser da jeg var lille som klart har været med til at forstærke min angst, ja måske enddag danne grundlag for den, men jeg kan bare ikke forstå hvordan det lige pludselig kan vende tilbage i endnu stærkere grad, specielt taget i betrækning at jeg har det MEGET bedre nu end jeg havde for bare 5 år siden. Psykologen ville aldrig svare mig på om jeg havde en fobi eller om jeg overhovede havde en 'sygdom', og det irriterede mig noget så grueligt. hvordan kan det være? altså at det betyder så meget for mig at få svar på om jeg fejler noget? min forklaring er at det er nemmere at forklare til folk, men jeg ved det ikke. hvad kan jeg gøre for at mindske frygten? skal jeg starte til psykolog igen? er bare ikke så meget for det. Skal jeg bare acceptere det? flygte til et solskins land? Er rimlig lost for at være ærlig. Har jeg en fobi? og hvad hedder den? og vær sød ikke at sige ' det er svært at afgøre ud fra dit brev ' for jeg vil egentlig bare have sandheden. hårdt eller ej, bare sig det.

tusind tak på forhånd, og glædelig jul og godt nytår til alle, også dig der læser det her :-)

- Anonym