Forvirret
Forvirret
Hej!
Jeg er startet i 9. klasse på en ny skole hvor jeg også har fået mig den dejligeste kæreste!
Der er dog bare et problem: Jeg går i klasse med en som han kom sammen med i 7. klasse, og hun har også fået en ny kæreste her i år. Min kæreste har sagt til mig, at han elsker mig og at han ikke vil miste mig og det stoler jeg på. Men hende fra min klasse, hun får det til at lyde som om at vi har helt vildt mange problemer og at vi ikke er "rigtige kærester" bare fordi vi ikke er sammen deroppe hele tiden! Jeg er virkelig træt af det, og hun gør mig rigtig ked af det, for hun skal hele tiden minde folk om at de har været kærester og det går mig rigtig meget på i forvejen - både lidt utryg i forholdet, men også bare ked af det.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan gøre for at det kan blive bedre.. Har I nogle råd?
Hej med dig.
Hvor lyder det bare skønt, at du har fået en rigtig dejlig kæreste. Det er godt, at du skriver herind, når du har et problem.
Jeg kan godt forstå, at det gør dig både utryg og ked af det, når pigen fra din klasse minder dig og andre om, at hun har kommet sammen med din kæreste.
Du spørger om, hvad du kan gøre, for at det kan blive bedre.
Min første tanke er, at det er rigtig positivt, at dig og din kæreste elsker hinanden og at I stoler på hinanden. Det er altid vigtigt at holde fast i de positive tanker, når man føler sig ked af det.
Din kæreste har fortalt dig, at han aldrig vil miste dig. Du betyder derfor en helt masse for ham. Derfor synes jeg, at du skal huske på, at der er jo en grund til at han er sammen med dig og ikke hende den anden pige. En anden ting er, at det også er to år siden, at de har været kærester. Hvis de stadig var vilde med hinanden, så var de nok stadig kærester. Pigen har også selv fået en ny kæreste nu, og det er jo en god ting. Du kan prøve at holde fast i disse positive ting, når du bliver ked af det.
Min anden tanke er, at det godt kan lyde som om hende pigen er lidt jaloux over, at du kommer sammen med hendes ekskæreste. Når hun får det til at lyde som om at I to har en masse problemer og ikke er "rigtige" kærester, så er det ikke fordi, at det er sandt. Det er hendes måde, at komme i centrum på og forsøge at bevise, at hun faktisk også engang har været sammen med ham.
Det er nok også grunden til, at hun hele tiden sørger for, at andre ved, at hun også har kommet sammen med din kæreste. Hun forsøger måske at gøre dig ked af det, ved at sige alle de her ting - og det er jo lykkedes. Det bedste ville være ikke at snakke med hende om jeres forhold og ignorere de ting, hun siger om jer. Der er en grund til, at de ikke er sammen længere. Hvis du gør det, og i stedet nøjes med at snakke med nogle andre veninder om din dejlige kæreste, så kan det ske hun stopper med at sige de her ting, fordi du ikke reagerer på det.
Jeg kan sagtens forstå, at det gør dig utryg og ked af det. Det er ikke en særlig rar situation at stå i, når du samtidig er så glad for din nye kæreste. Hvis det bliver ved med at være et problem, synes jeg du skal snakke med din kæreste om det. Måske kan han fortælle hende, at han kommer sammen med dig nu, og hun ikke længere skal blande sig i jeres forhold. Det er altid godt at kunne fortælle sin kæreste om de ting der gør én utryg og ked af det. En anden ide kunne også være at fortælle det til en lærer, eller en anden voksen, som kunne tage en snak med pigen, hvis hun bliver ved og du ikke kan klare det længere.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og bliver ved med at holde fast i de positive tanker om, at din kæreste aldrig vil miste dig og prøver at ignorere hende pigen, så du ikke skal gå rundt og være ked af det og utryg længere.
Jeg ønsker det bedste for dig og din kæreste.
Venlig hilsen Mette