Problemer med det sociale

brevkassespørgsmål

Problemer med det sociale

Kære Cyberhus

Nu og så langt tilbage jeg kan huske har jeg altid været meget genert. Henne i de senere skoleår følte jeg mig usikker og havde ikke særligt meget kontakt til mine klassekammerater, kun meget få af dem. Men når jeg tænker tilbage har jeg egentlig heller aldrig passet ind, for de drenge der var i min klasse havde stort set intet tilfældes med mig og ja.. Jeg har altid holdt mig for mig selv.

Men her i den senere tid er jeg begyndt at have det rigtigt svært ved at tale med mennesker jeg ikke kender så godt, jeg har svært ved at vide hvad jeg skal sige, svært ved at holde hovedet koldt og hvis det er flere mennesker jeg ikke kender og jeg står alene med dem kan det være meget grænseoverskridende for mig at være i det samme lokale med dem, ikke fordi der er noget i vejen med dem, de er sikkert meget søde og venlige allesammen, men får bare enten en slags kuldegysninger eller en følelse af at jeg er ved at bryde sammen.. Når jeg skal fremlægge noget mundtligt i skolen, selv om det er planlagt og øvet i forvejen, så kludre jeg tit i det og hvis jeg siger noget forkert, måske kommer til at udtale et ord forkert så rødmer jeg og så låser min krop sig bare og jeg kan begynde at stamme og til sidst føler jeg bare en træng til at spæne ud af lokalet.. Og sådan er det generelt. Jeg har svært ved at socialisere med både piger og drenge på min alder, medmindre jeg er 110% sikker på de gerne vil snakke med mig og at de synes jeg er god nok. Hvis ikke så bliver jeg nervøs og kan ikke udføre det jeg gerne vil. Jeg kunne fortsætte med eksempler på de her ting, men jeg tror jeg vil samle de ting jeg føler i sådanne situationer et sted:

Jeg bliver usikker på mig selv (endnu mer end jeg allerede er). Jeg bliver nervøs og i nogle tilfælde bange. Jeg kan ikke kontrollere mine tanker og som regel er det tanker om at jeg gør noget forkert, at jeg sidder på en mærkelig måde eller at min hånd hænger åndsvagt.. Nogle gange kan min hånd eller ben begynde at ryste og jeg har en tendens til at holde mig væk fra de fleste sociale situationer, medmindre der er én person jeg føler mig tryg ved som er med. Uden det ser alt uoverskueligt ud.

Jeg har læst omkring om andre har det op samme måde, og det jeg kan finde frem til er at jeg muligvis lider af en form for socialfobi eller lignende psykisk sygdom. Siger dog ikke at man skal tro på alt man læser, men jeg synes bare de ting der sker for mig mindede meget om de symptomer som matchede. Ærligt talt så er det meget træls for mig at have det på den måde, især fordi jeg synes det er pinligt at begynde at stamme eller ryste, eller måske glemme hvad man vil fordi man føler sig usikker. På den anden side, kan jeg ikke forestille mig hvad jeg ville få ud af at gå til lægen. Han kan fortælle mig hvad jeg allerede ved og give mig tid hos en psykolog eller lignende og hvad sker der så? Vi snakker om det og jeg får et par råd til hvad jeg kan gøre ved det, men jeg tror ærligt talt at det ville være spildt tid for både mig og dem. Jeg er meget sjældent ensom og jeg har ikke et særligt behov for at være sammen med andre mennesker hele tiden, et par gange er fint for mig, har da venner som jeg kan være sammen med og jeg kan acceptere hvordan jeg reagere. Men kunne alligevel meget godt tænke mig at hører hvad du/i synes og evt. få nogle idéer til hvad jeg kan gøre for at overvinde den frygt, eller angst eller hvad man kan kalde det i sociale situationer.

Tak på forhånd!

//Mvh B

Svar:

Kære B

Mange tak for dit meget velskrevne brev - du er rigtig god til at beskrive hvordan du har det og i hvilke situationer du føler problemer med det sociale. Jeg kan godt forstå at det er noget der fylder i din hverdag og at du spekulerer på hvorfor og hvad du kan gøre, for at det kan blive anderledes. Jeg vil forsøge at komme med mine tanker omkring det du skriver og det kan være at det kan hjælpe dig til at tage de næste skridt mod at få det anderledes med andre mennesker omkring dig.

Jeg tror der er mange unge mennesker på din alder, der nogle gange føler sig lidt akavet eller forkert socialt. Det kan der være mange grunde til og jeg tror nogen gange at det kan være svært at være stille, lidt indadvendt og en der skal være tryg ved andre mennesker før man snakker, fordi det ofte er de højtråbende og meget sociale, der er i fokus. Alle lægger jo altid mærke til dem der har mange venner, nemt kan stå på en scene og generelt bare er socialt trygge. Det kan godt få de lidt mere stille typer til at føle sig forkerte og at den måde de er på, er forkert. Sådan synes jeg bestemt ikke at det er. Der findes mange forskellige slags mennesker, som er på forskellige måder og det er netop det der er så skønt, for så er der et match til alle. Nogle kan lide dem der snakker meget, men mindst ligeså mange kan lide de stille mennesker, der er gode til at lytte og som ikke tager al opmærksomheden.

Det er ofte i teenageårene at det her med det sociale fylder meget, fordi man er ved at finde ud af hvem man er, hvem man gerne vil være og hvordan andre ser en. Man tænker meget på de situationer du beskriver, som hvordan man ser ud, hvad de andre tænker om en og hvilken betydning det har. Langt de fleste har dog disse følelser og tanker- også selvom de kan stå på en scene. Det kan være at de bare er lidt bedre til at have en maske eller skjold på, men det betyder ikke nødvendigvis at de ikke er nervøse eller usikre. De er bare bedre til at skjule det. Nogen gange kan det faktisk hjælpe at tænke lige præcis på det. At alle de andre også synes det er svært og at alle på et eller andte tidspunkt i deres liv er nervøse, usikre, kede af det eller bare føler sig uoplagte. Fordi alle folk har prøvet det, tror jeg også at de fleste tænker mere på hvordan de selv ser ud eller har det, end hvordan andre ser ud. Så når du får de her panik/angst tanker om hvad de andre tænker, kan du måske tænke at de mest tænker over hvordan de selv ser ud og forestille dig at de er mindst lige så usikre og nervøse som dig.

Når det er sagt, så er det ikke meningen at du skal gå rundt og være bange for/føle angst ved at være sammen med andre mennesker. Som du beskriver det så fylder det her med det sociale rigtig meget og når det gør det, så er det vigtigt at reagere på det. Som du har gjort ved at skrive det her brev. Du skriver at du ikke rigtigt kan forestille dig at din læge eller en evt. psykolog kan hjælpe dig, fordi I bare skal snakke. Men jeg tror nu alligevel at lige præcis det med at snakke om hvordan man har det, men også at få nogle "værktøjer" til hvad man kan gøre for at have det anderledes, kan hjælpe dig. Nogle gange kan det hjælpe at finde ud af hvorfor man har det som man har det, fordi man på den måde kan finde frem til roden af problemet og begynde at ændre det. Hvis det fx handler om selvværd, kan det være at psykologen og dig begynder at arbejde med det. Det kan også være at det handler om at acceptere den man er, også selvom man er en stille type. Det kan også være at du en gang har oplevet et eller andet der har sat nogle spor i dig, der gør at du bliver nervøs i sociale sammenhænge. Der kan være mange grunde og ved at finde ud af det, kan det måske få dig til at slappe lidt mere af.

Udover at snakke med din læge, så synes jeg også at du skal prøve at vende dine tanker med dine forældre eller en anden voksen du har tillid til. Ved at åbne op og tale om det der er svært for dig, har du nogen der kan støtte dig i hverdagen og særligt de dage det fylder ekstra meget. Det kan også være at du kunne snakke med dine venner om det, for jeg tror du vil opleve at mange har de samme tanker som dig, måske bare i en mildere udgave.

Jeg håber mine tanker kan hjælpe dig videre til at få det godt socialt.

Venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål