en stor næse?

brevkassespørgsmål

en stor næse?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 3 uger siden

Jeg fik afvide den anden dag, at jeg åbenbart har en stor næse. Så stor syntes jeg ikke den er, men den er heller ikke lille. Jeg har i meget lang tid døjet med dårligt selvværd, det var faktisk lige begyndt og gå godt, men efter hun har sagt det, har jeg det af helvdes til. Føler mig flov når folk kan se mig, fordi jeg føler de syntes min næse er stor, det er simpelthen så hårdt, har lyst at ligge mig til og græde, ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Har snakket med mine forældre om det, og har ikke lyst til at snakke med andre om det. Heller ikke pigen der sagde det.

Svar: 

Hej med dig

Det er flot, du skriver herind. Jeg kan godt forstå, du er ked af det. Det er ikke sjovt at blive gjort opmærksom på sådan noget, især ikke når du tidligere har døjet med lavt selvværd. Men jeg synes ikke, du skal være flov over dig selv. Folk ser forskellige ud. Nogle har store tænder, andre har store fødder, og så er der nogle, der har store næser. Og der er helt sikkert mange, der render rundt med en større næse end dig. 

Min første tanke omkring dit spørgsmål er, om pigen mente det som noget ondt? Sagde hun, at din næse var stor og grim, eller sagde hun bare, at den var stor? For en stor næse er jo ikke umiddelbart noget dårligt. Og hvis du ikke selv mener, den er stor, så er den måske i virkeligheden slet ikke så stor endda. Du nævner ikke, om der er andre, der har sagt, at din næse er stor, så måske er det kun hende, der synes, den er stor, og måske sagde hun det ikke i ond mening.
Det kan også være, hun var ude på at fornærme dig. Noget, der falder mig ind, er, at hun måske i virkeligheden synes, du er rigtig flot og måske er lidt jaloux. Og derfor skulle hun finde noget, som hun kunne ramme dig med, og så blev det lige din næse.

Men jeg tror i bund og grund, det handler om, at du skal lære at acceptere dig selv. Du skal lære at acceptere, at du ser ud, som du gør, og at det er okay. Her handler det også om, at du skal arbejde med at være ligeglad med, hvad folk siger og tænker. Ofte kommenterer folk på andres udseende, fordi de i virkeligheden er usikre på sig selv. Og du nævner jo selv, at du ikke synes, din næse er frygtelig stor, så forsøg at hold fast i dét billede og igonorer pigens kommentar. Du har en alder, hvor mange, især piger, er frygtelig usikre på sig selv, så du er ikke alene om det. Men du skal fortsætte med at arbejde med dit selvværd. Når det én gang er lykkes for dig at få bedre selvværd, så er jeg sikker på, det nok skal lykkes for dig igen. 

Et andet råd, jeg kan give dig, er, at du skal prøve at stille dig foran spejlet og kigge på dig selv. Måske er du utilfreds med din næse, men så prøv i stedet at fokuser på noget af det andet. Måske har du flotte læber, eller måske er dine øjne helt specielle. Og igen er det vigitgt at huske, at en stor næse ikke umiddelbart er en grim næse. Måske passer en stor næse til dig, så prøv i stedet at fokuser på helheden og se hele dit ansigt og ikke kun din næse.

Du nævner, du har talt med dine forældre om det, men du skriver ikke, hvad de sagde til det. Jeg synes, det er godt, du har snakket med dem om det, men jeg vil nu også råde dig til at snakke med nogle andre om det, selvom du skriver, du ikke har lyst. Måske dine veninder, en lærer, noget familie eller en helt anden. Når man har et problem, er det altid godt at åbne op omkring det og snakke med sine nærmeste om det. Jeg ved godt, det kan være svært, men ofte kan de hjælpe mere, end man tror, fordi de kender én. De vil helt sikkert også kunne bekræfte dig og fortælle dig, at du er god, som du er, hvilket med tiden kan hjælpe på selvværdet. Hvis det er for svært at tale med dem om det lige nu, kan du også prøve at logge på chatten her i Cyberhus, hvor du kan snakke anonymt med en rådgiver. Måske kan det hjælpe dig og om ikke andet så give dig erfaring med at sige det videre.

Jeg håber, du kan bruge mine råd til noget. Og husk nu, at det er det indre, der tæller. Så selvom du måske har en stor næse, så ændrer det ikke på, at du stadig kan være en fantastisk person med en skøn personlighed.

Venlig hilsen Ditte

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program