Ved ikke rigtig hvorfor jeg vælger at skrive herhen, for synes alt jeg gør ikke hjælper. Alt virker så håbløst, men det kunne være dejligt at vide hvis der var andre der kunne relatere og eventuelt komme med nogle råd. Jeg har altid stort set (siden 2.-3. klasse) været meget asocial. Jeg snakkede med dem i min klasse og blev ikke ligefrem mobbet, men folk synes jeg var mærkelig og underlig. Jeg var også meget anderledes, vejede 10-15 kilo for meget, interesserede mig hovedsageligt for meget intellektuelle ting som politik, computer, bøger osv. Jeg er ret intelligent vil jeg selv sige, men føler ikke folk opfatter mig sådan længere. Men da jeg gik i 6.-7. klasse fik jeg ekstrem, stort set konstant panikangst. Kunne ikke gå i skole uden mindst at have kontakt med en af mine forældre hver ca. 15 minut. Hvis de så ikke svarede mig på mine opkald eller beskeder, gik jeg i fuldstændig panik og kunne spurte hen på deres arbejdsplads fra skolen, da jeg forestillede mig der var sket dem noget. Hvilket der ikke var. Da angsten sluttede for mig (gik til psykolog), begyndte jeg at kigge meget på mig selv. Hvorfor havde jeg ingen venner osv? Derfor begyndte jeg at dyrke motion og til dels sulte mig selv. Det var ikke sygeligt, men havde bare en forestilling om at jeg ville tabe mig meget hurtigere, hvis jeg heller ikke spiste. Det er meget dumt, vil jeg lige tilføje! Du mister al muskelmassen i stedet for fedtet, og det ser ikke ligerfrem kønt ud. Men jeg tabte mig de 10-15 kilo og begyndte at gå meget op i min stil (går i 8. her) og søgte internettet igennem med guides på hvordan man fik venner og agerede blandt venner osv. Var ikke vant til venner. Det tog en del tid for mig, før jeg fik venner, men til sidst fik jeg en, som så hurtigt gav mig flere og flere. Det er et år siden. Han var en del af den populære vennegruppe på min skole, og det var alle de andre nye venner også. Vi blev bedre og bedre venner, og i den tid vi var venner, har jeg ALDRIG været så lykkelig. Tror næsten jeg var blind for alt, fordi jeg var så lykkelig. Vi havde det så fedt sammen! Men det sluttede desværre meget dramatisk. Vi blev uvenner over en masse småting for et halvt år siden, og så begyndte jeg at opføre mig nok lidt mærkeligt, hvilket resulterede i at jeg fik et totalt breakdown en dag vi var sammen, og så gad de ikke snakke med mig mere, nok fordi de ikke forstod det. Vi blev dog venner igen, men så fortsatte det hele bare, og til sidst ville jeg slet ikke i skole igen, så måtte desværre flytte til en ny. Siden da har alt bare været lort, stort set. Jeg begyndte dog at snakke lidt med de gamle venner i sommerferien igen, men det var meget mærkeligt og tror godt vi alle kunne mærke det ikke ville blive det helt samme igen. Så jeg blev på min nye skole stadig, og ærligt hader jeg alle, undtagen 3-4 mennesker, i min klasse. Hver dag jeg kommer ind, får jeg lyst til at brække mig ud over dem alle sammen, fordi jeg synes de er så afskyelige og ulækre, irriterende og højlydte. Forstår ikke jeg tænker sådan om dem, er normalt slet ikke typen der hader mennesker uden at kende dem, men de her mennesker vil jeg aldrig i mit liv lære at kende. Vil kun have de gamle venner tilbage, og derfor prøvede jeg også at se om jeg kunne komme tilbage på min skole for 2 måneder siden, men lige så snart jeg skulle til at starte der igen, blev jeg meget angst og fandt ud af at de to jeg havde været mest uvenner med, havde sagt nogle grimme ting om jeg kom tilbage. Så jeg blev på min nye, og siden da har alt bare ikke givet mening. VI har så mange lektier for (går i 9.), og kan slet ikke overskue en enkelt opgave. Jeg går til psykolog, men det har ikke hjulpet meget, så er også begyndt ved en psykiater, da jeg er så ked af det hele tiden. Hver eneste gang jeg kommer hjem, lægger jeg mig bare i min seng og græder, som regel over de mindste ting eller slet intet. (F.eks. at en jeg godt kan lide på min nye skole, har liket en af mine gamle venners profilbilleder på facebook). Det er så små ting, som intet burde betyde, men det kan ødelægge en hel dag for mig. Føler jeg er låst fast i en gennemsigtig kasse, hvor jeg kan sidde og se ud på alle de skønne muligheder i verden, og kassen er ikke låst. Det er bare at tage låget af, men jeg har bare ikke kræften til at gøre det. Tingene er så kort fra mig, men jeg kan bare ikke nå dem. Jeg synes selv jeg er pisse grim og klam, at ingen kan lide mig, at jeg er forstyrret i hjernen, og tør ikke alene at gå ud i byen, da jeg er bange for at møde nogle af de gamle venner, for tror ikke selv de ville hilse på mig. Tør dog sagtens hvis jeg er sammen med en anden ven, mærkeligt nok. Har mistet utroligt mange venner og veninder, og isoleret mig en hel del også. Jeg er næsten aldrig sammen med nogen (en gang hver anden måned), og min mor og far påvirker det også meget, selvom de prøver at hjælpe mig. Overvejer ikke selvmord, men føler det ville have været bedst hvis jeg aldrig var født. Hvad skal jeg gøre, og er der nogle andre der har det på samme måde?? :-)