Aldrig nogensinde sex...

brevkassespørgsmål

Aldrig nogensinde sex...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Hej, nu ved jeg godt det her lyder useriøst og dumt og naivt og overfladisk... men bliver nødt til at fortælle det anyway... Jeg er bange for jeg aldrig skal have sex... Jeg ved ikke hvorfor, men er virkelig ræd for at jeg aldrig kommer til at have sex... Kan godt lide ældre fyre, men enten tænker de kun på det( og vil gerne have det også betyder noget for ham, og jeg ikke bare bliver et navn i en bog), ellers er de ikke klar, det er enten eller... :( Jeg ved godt jeg ikke skalskynde mig, jeg skal vente på den rigtige, de fleste andre har ikke prøvet det endnu og alt det der, men er virkelig bange for det aldrig sker, men der er ikke en fyr at gøre det med heller. Har elsket to fyre, den ene opfører sig som lort overfor mig, den anden han er taget væk og flyttet og har ingen kontakt med ham mere(selvom jeg stadig elsker ham)... Ved godt at folk mener den rigtige kommer, men er 100 procent sikker på jeg dør som jomfru eller bliver ludder... drenge siger altid det modsatte af at der er noget galt med mit udseende, bliver stoppet på gaden og kaldt smuk osv. men kan ikke finde en som virkelig kan være mere end ja...

Svar: 

Hej med dig!

Først vil jeg lige sige, at det hverken lyder useriøst, dumt, naivt eller overfladisk. Det lyder som noget, du tænker rigtig meget på, og som noget, der fylder meget i dine tanker, og derfor er det rigtig godt, at du skriver her for at fortælle om det, og jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan.

I din alder er det meget normalt, at sex fylder rigtig meget i ens tanker. Man hører, ser og læser så meget om det – det er noget alle snakker om. Det kommer til at lyde som denne her store ting som alle bare skal prøve, og man kan få en følelse af, at det kun kan gå for langsomt. Men som du selv siger – du skal ikke skynde dig.

Jeg kan sagtens forstå, at det lige nu virker meget uoverskueligt. Du fortæller, at du har elsket to forskellige fyre, hvor det begge gange ikke er endt godt, og jeg kan godt forstå, hvis det kan give dig en ”det kommer jo aldrig til at ske”-følelse. Men den følelse skal nok gå over. Du skal nok komme til at møde en masse nye mennesker de næste par år, og lige pludselig møder du en fyr som kan være mere end bare en ven og en som du kan dele en masse oplevelser med – inklusiv sex. Igen kan jeg sagtens forstå, hvis det lige nu kan virke lidt uoverskueligt, men du skal måske på efterskole, i gymnasiet, starte en uddannelse osv. Der er masser af steder, hvor du kan komme til at møde nye mennesker og nye fyre.

Jeg synes, det er rigtig godt, at du gerne vil have sex med en fyr, hvor det også betyder noget for ham – det er rigtig vigtigt, for at det bliver en god oplevelse at have sex, at man stoler på hinanden og behandler hinanden med respekt. Så derfor synes jeg, det er rigtig godt, at du venter til du har fundet en fyr, som du føler dig tryg ved, og hvor du ved, at det også betyder noget for ham. Jeg kan godt forstå, hvis det lige nu er meget svært, men du må prøve at have tålmodighed – jeg er sikker på, at du ikke dør som jomfru, og det er bestemt ikke nogen god ide at blive luder. Du må prøve at være tålmodig og give dig selv lov til at være ung og nyde livet, og så skal alt det med sex nok komme hen af vejen, når du møder den rigtige fyr at opleve det med. Indtil du møder den helt rigtige, kunne du måske lære din egen krop endnu bedre at kende. Brug tid på at finde ud af hvad du kan lide og hvad der tænder dig. På den måde er du endnu mere klar til at have god sex med den søde fyr, som du lige pludselig møder.

Jeg håber at du kan bruge mit svar.
Mange hilsner fra Janni

Janni har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program