Op og ned dag, ny PC og mobil, andre ting.

blogindlæg

Op og ned dag, ny PC og mobil, andre ting.

Skrevet af
CamillaA
Oprettet 11 år 8 måneder siden

Jeg vil sige, det har virkelig været en meget op og ned dag. Jeg har ikke været i det bedste humør, men det har heller ikke ligefrem været sådan hele dagen, men det kom sådan hen ad frokost og så lidt efterfølgende. Det eneste jeg bare ikke syns, der er rimeligt er, at Rune giver mig skylden for at have "smittet" resten af holdet, ligesom Julie og Michele fik skylden sidste år, så fik jeg nærmest skylden denne gang. Det syns jeg sgu ikke er rimeligt, for folk kan sgu udmærket selv finde ud af at blive trætte og kede af det uden andres hjælp. 

 

Jeg endte nærmest med at gå fra at være ked af det til at være sur, fordi han var sådan, og så kan man jo ikke lade være med at svare surt! Egentlig havde jeg lyst til ligesom Michele dengang at tage en timeout. Altså der var jeg nærmest kold overfor, at Rune blev påvirket af min energi. Han skal bare ikke lægge alt over på mig!

 

Man kan så sige, han spurgte selv, om vi var trætte, og det sagde vi alle da nærmest ja til, og straks var han efter os alle. Jeg tror ikke, Rune kan tåle at have os alene. Trine har jo forladt os, da hun fik et "bedre" tilbud, som var at skrive et manuskript til en ny film. Det er da også helt fint, for det skal hun da have lov til, for hun skal jo også videre med sin karriere. Men Rune er sgu ikke den bedste lærer, han er i hvert fald ikke specielt pædagogisk, og han er altid efter dem, der ikke gør noget for at sige det på den måde. Det er trættende. 

 

Altså hvis nu Trine var blevet, så havde vi både haft meisner nu, men vi ville også komme i produktion om ikke så længe i hele 6 uger, tror jeg, det var. I hvert fald op til efterårsferien, hvorpå vi så skulle spille en visning/forestilling til sidst. Det bliver der sgu ikke noget af! 

 

Derimod kan man så sige, vi skal i produktion efter jul i 3 uger eller sådan noget. Det skal da nok blive fedt nok, altså vi skal snart begynde på karakter, som skal være klar til efter jul. Det bliver da helt fint. 

 

Vi får da muligvis også snart en stemmetræner, det er da også helt fint, men meisneren er ligesom rykket i endnu længere tid. Hvilket jeg syns er rigtig ærgerligt. 

 

Jeg syns, det er fint, at vi også skal have en stemmetræner på en gang imellem, da man jo bruger stemmen rigtig meget som skuespiller, og det er en del af vores instrument. Men det er bare irriterende med det andet. Jeg havde da glædet mig til meisner. Men der er ikke lige fundet nogen lærer til os, men jeg håber og tror da på, at den lærer bliver Gerard Bidstrup. 

 

Men det er der jo ikke noget at gøre ved desværre, og jeg er da kun glad på Trines vegne. 

 

Nu vil jeg egentlig bare gerne have weekend, men det bliver det også efter skoletid i morgen, det bliver vildt dejligt. :)

 

Altså her på fredag skal jeg jo som sagt møde min muligvis og forhåbentlig kommende kontaktperson. Det glæder jeg mig til. 

 

Så har jeg fundet ud af noget mere om det Kung Fu her i Farum, desværre er det i min skoletid og alt for dyrt, det kan jeg ikke bruge til noget. Så jeg valgte i stedet at ringe til den Kung Fu skole der er i København S, om jeg kunne komme til en gratis prøvetime, før jeg bestemmer mig helt selvf. Men personen tog den ikke, så jeg lagde bare en besked, og så ringede han faktisk kort tid efter. Så jeg skal til en prøvetime her på mandag, hvor jeg lige bliver vist rundt og nok får lidt mere info om stedet og skolen og sådan noget, og så skal jeg selvf prøve det der Kung Fu af for at se og mærke, om det er noget for mig. Det håber jeg nu, at det er. Det kunne være fedt at begynde på noget igen faktisk.

 

Altså sidst jeg gik til noget var jo kor, og det er jo efterhånden noget tid siden, og før det var det break og moderne dans. Break dans er det, jeg har gået længst til, altså jeg startede jo allerede til break dans i 3 klasse og så holdt jeg op efter en del forstuvninger med samme fod, jeg var nødt til at holde en meget lang pause.

 

Det kan dog være farligt at holde pause, for man får svært ved at komme i gang igen. Selvom jeg var træt af dans til sidst, det var sjovt engang, men det er det ikke direkte længere. Jeg elsker at danse, men ikke at gå til det. Selvom det var fedt dengang. 

 

Det var da også sjovt at gå til kor, men jeg kunne bare ikke overskue det. Altså jeg håber på, at jeg ville kunne overskue det her og tage det stille og roligt, for det kører om aftenen, hvis jeg altså fortsat vil det. 

 

Lige for tiden er min venstre fods tidligere skade begyndt at komme til udtryk, så når jeg presser mig for hårdt og for længe, begynder det at gøre ondt, og når jeg træder på foden gør det bare nogen gange ondt. Altså jeg tror da på, at det er en kronisk skade. Men Rune syns, at vi skulle have den aftale, at jeg skal holde nogle pauser, før jeg får helt ondt i min fod, for alt andet vil jo være dumt. Jeg skal mærke efter og holde nogle pauser. Det syns jeg er fair.

 

Men noget jeg er sikker på, hvis jeg begynder til det der Kung Fu, så slipper jeg for at høre på Rune, når han siger, at vi skal finde noget sportsligt efter skoletid for at holde os i form. For nu har man ligesom hørt på det i 1 år, selvom han ikke er kommet ind på det i år, så kommer han det nok på et tidspunkt. 

 

Nåmen, altså ellers har det ind til videre været en fin nok uge, altså i mandags var jeg ude og købe en ny computer med Windows 8 dog uden touch, og det fungerer jo fint. Det er som at sidde ved en Windows 7 bare med andre funktioner. Den er nem nok at bruge altså. Jeg fandt hurtigt ud af det hele. Syns ikke det kræver tålmodighed bare at åbne sig op for det nye og lære det at kende og kigge sig lidt omkring. I går fik jeg min IPhone 5 med posten, den er allerede i brug, selvom jeg ikke har fået alt over på den endnu, men det kommer så småt. :) Jeg er i hvert fald både glad for min nye computer og mobil. Helt bestemt, og jeg skal nok blive endnu mere glad for det. :)

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program