Er jeg tyk???

brevkassespørgsmål

Er jeg tyk???

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 7 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg er en pige på 12 år der er meget i tvivl om min vægt. Jeg syntes selv jeg har meget tykke lår og det er jeg lidt ked af. Jeg er 165 høj og vejer 55 kg er jeg for tyk og har i en for træning til at tabe sig på lår???

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt følge dig i, at du gør dig mange tanker om, hvordan du ser ud.
Rigtig mange unge piger tænker meget over, om de er for tykke eller for tynde, og de fleste har noget ved deres krop, de godt kunne tænke sig så anderledes ud. Som ung pige kommer man let til at sammenligne sig med andre piger og dem, man ser i bladene/på TV. Derfor kan man let komme til at føle sig forkert på den ene eller den anden måde, selvom man ikke er det.

Det kan være svært for mig at sige, om du er for tyk, fordi jeg ikke kan se dig. Det er nemlig sådan, at muskler vejer mere end fedt, så hvis man fx er meget muskuløs eller bredt bygget, kan man veje meget uden at være for tyk. Det er derfor svært at sige, om du er for tyk ud fra dine tal. Jeg kan dog sige til dig, at jeg ikke synes, det lyder som om, du er for tyk med den vægt og den højde, du har.

Hvis du har det skidt med din krop, synes jeg, du skal prøve at snakke med nogen om det. Du kan måske snakke med din mor eller en god veninde om, hvordan du har det med din krop. Tit er det nemlig sådan, at man selv synes, man ser tyk ud, selvom andre ikke synes det. Det kan derfor være rart at snakke med en sød voksen eller en rar veninde om sådan noget og høre dem, hvad de synes.

Du skriver, at du synes, du har tykke lår. Det er meget normalt at være utilfreds med et bestemt sted på kroppen. Der findes ikke nogen speciel træning til at tabe sig på lårene. Det er nemlig sådan, at når man træner og spiser sundt, vil man tabe sig lidt over det hele, og man kan derfor ikke selv bestemme, hvor man taber sig. Man kan dog forsøge at gøre sine lår stærkere ved fx at løbe eller lave styrkeøvelser for lårene.

Det er vigtigt, at du husker på, at din krop stadig udvikler sig og forandrer sig meget. Som tommelfingerregel siger man, at ens krop først er færdigudviklet, når man er 17 år. Der kan derfor ske en masse med din krop over de næste år, og det kan være at dine lår ændrer sig helt af sig selv i takt med resten af din krop.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Vh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program